Store Børs

Store Børs, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeDa jeg havde øl-benspænd for et par måneder siden, mente jeg, at det var oplagt at besøge Store Børs for at prøve deres ølmenu – en tre til fire retters menu, hvor der serveres specialøl til – selvfølgelig afstemt med maden. Desværre viste det sig, at vi havde fået bord selvsamme dag, hvor de skiftede menukort, hvilket nok var en af grundene til, at det blev til en mildest talt uheldig oplevelse. Besøget mindede langt fra om den kvalitet, vi tidligere har oplevet samme sted, og vi var ret ærgerlige, da vi kom hjem – så ærgerlige, at jeg endte med at sende en e-mail til restauranten, hvor jeg kort opridsede aftenens hændelser. Stor var min overraskelse, da jeg næste dag modtog en mail fra Store Børs, hvor de ikke alene beklagede oplevelsen men også tilbød os et besøg hos dem på deres regning! Det tog vi imod, for jeg gik stærkt ud fra, at den dårlige oplevelse var en enlig svale, og derfor besøgte vi atter restauranten i går.

Store Børs, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeTil forret var der rimet torsk med fine små perler af dild og hummer,og hvor tallerkenen var dekoreret med hakkede nødder og strejf af sirup/glace. Nu har jeg altid ment, at torsk er en af de kedeligste fisk, der findes, men restauranten formåede at gøre fisken ret spændende ved at tilberede den, så den var mør men stadig fast, og kombineret med det søde strejf og nødderne blev det til en helt anden og skøn smagsoplevelse. Vi fik Herslev Hvedeøl til torsken, og den lyse øl passede ganske godt til fiskeretten. Hvedeøl er ikke min hofret – jeg er mere til de mørke,tunge øl – men denne her var nu udmærket.

Store Børs, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeHovedretten var en rigtig pleaser – en stor, langtidsbraiseret lammeskank med ale-braiserede gulerødder, rosmarinsauce og stegt polenta. Der kom også en lille kande med ekstra sauce på bordet, og så smovsede vi ellers i det smørmøre og utrolig velsmagende kød. Selvom retten var meget kødtung, så savnede jeg ikke salat, for kødet var balanceret og havde en god smag uden at være for fed. Der blev serveret en Hvedebock fra Inslev, og den fungerede fint til, selvom øllen sådan set godt kunne have været en tand sødere. Men igen en dejlig øl, og så er det i øvrigt rart at støde på endnu et spændende bryggeri, hvis udvalg jeg gerne vil udforske nærmere en anden god gang.

Store Børs, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeOsteserveringen var lidt af en overraskelse. Det er sjældent, jeg får en ostetallerken, når vi er på restaurant, for ofte får du tre små stykker ost med lidt marmelade og kiks til, og så skal  dubetale det samme beløb, som havde du bestilt en af desserterne. Så meget arbejde er der jo heller ikke i at skære en ost i stykker, så det springer jeg ellers over, men denne aften blev vi præsenteret for noget helt andet – her var konceptet ostetallerken nemlig fortolket, og vi fik derfor en safranrisotto pyntet med små stykker af gorgonzola og mozzarella. Meget meget spændende! Der var et par klatter orangemarmelade, og kombinationen af risotto, ostestykker og marmelade var ganske fornøjelig og interessant. Risottoen måtte gerne have været en tand varmere, men omvendt er det også svært at servere en så lille klat risotto, uden at den hurtig bliver afkølet. Osteretten havde følgeskab af Mjølner Barleywine fra 2006 – igen en Herslev øl – en fyldig sag med en alkoholprocent i den absolut høje ende. Jeg er nu lidt fascineret af konceptet barleywine, hvor øllet brygges, så det smags- og procentmæssigt nærmer sig vin.

Store Børs, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeDesserten var en spændende fortolkning af konceptet æblekage, hvor hele æblet var kogt, så det lige akkurat var mørt (men uden at blive til mos), og det blev serveret med en vaniljeparfait, små klatter af ribsgelé og så tror jeg, det sidste var smørstegte brødstykker. En dejlig frisk og let dessert, som var en fin afslutning på et godt måltid. Det passede også godt sammen med hovedretten og ostetallerkenen, som begge var forholdsvis tunge og fyldige, så det var ret med en dessert i den milde og lette ende. Desserten blev serveret med Hornbeers Fødselsdagsøl, som er en ret blomsteragtig og frugtet øl – lidt for letflyvende og parfumeret til mig må jeg indrømme.

Det var en ganske hyggelig aften på Store Børs. Januar er en ret stille måned i restauranterne sammenlignet med november og december, og vi havde da også lokalet for os selv – de sidste gæster sad i brasseriet i et tilstødende lokale. Af samme grund var der heller ikke noget at udsætte på betjeningen, men jeg synes nu alligevel, jeg vil nævne, at tjeneren udmærkede sig ved at have en ret bred – og nørdet – viden om øllene.

Maden på Store Børs var velsmagende, afbalanceret og gennemtænkt – der var ikke komponenter, som skilte sig uheldigt ud, eller som virkede malplacerede. Tværtimod spillede de enkelte dele godt sammen og udgjorde en indbydende helhed. Vi var glade for, at restauranten atter levede op til sit gode ry, og vi var begge enige om, at det var en femstjernet oplevelse.

14 thoughts on “Store Børs

  1. Hvor var det spændende at læse! Du får os læsere til at ønske os et besøg på restaurant Store Børs i Roskilde. De to sidste retter er virkelig noget ud over det sædvanlige, wauw 🙂

    • Det har også ry for at være en af Roskildes bedste restauranter, og det er jeg enig i – Restaurant Mumm overgår de dog ikke, men der har jeg søreme også fået mange gode retter gennem de sidste ti-elleve år 🙂

  2. Nu er der snart ingen undskyldning for ikke at prøve det sted… Men… jo, det skulle måske liiige være skejserne. Men så må vi til at spare op 😉

    Lækkert ser det ud – tror du man kan kontakte dem i forvejen og sige, at man har en mælkeallergiker med, som ikke må få det ene og det andet? Så de kan kreere en lille specialmenu til en? Jeg tænker, at kokkene måske vil finde det som en hyggelig og fagligt udfordrende opgave? 🙂

    • Det vil jeg faktisk tro – i hvert fald hvis du siger det, når du bestiller bord. De har også en ‘ugens ret’ i brasserie-afdelingen, som ligger på 85 kr, og det overvejer vi at gøre brug af på et tidspunkt, for det er jo en ganske rimelig og overskuelig pris for et måltid mad 🙂

    • Det var altså fedt, at de fortolkede osteanretningen – har altid undret mig lidt over de tre-fire små gnallinger ost, som man får på mange restauranter 🙂

    • Det var det bestemt også – og deres alm. tastingmenu er også god (men bestil ikke alle syv retter – portionerne er store!)

  3. Super dejligt at den nye tur på restauranten gav en dejlig oplevelse. Nogle gange kan de jo også have en skidt dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *