Hvad gør du, når du dagen før nytårsaften finder ud af, at din bedre halvdel stadig er så syg, at planerne om at tage til en fest med 20 festglade mennesker må droppes og udskiftes med en intim middag for to? (og to katte, men de sad altså ikke med ved bordet).

Du går ikke i panik! Til gengæld priser du dig over et godt forrådskammer af gode sager og et par svigerforældre, der hjalp med et par småindkøb og en forret.

Da jeg fandt ud af, at vi måtte droppe festplanerne, overvejede jeg først at bruge lidt anderilette, som jeg havde lavet et par dage før, som forret. Min svigermor var dog hurtig til at foreslå, at vi kunne få lidt af deres laksemousse, og det sagde vi selvfølgelig straks ja tak til, for den er rigtig lækker – og i øvrigt lidt mere nytårsagtig end anderilette.

Til hovedretten fremtryllede jeg nogle jomfruhummere fra fryseren. Gemalen syntes, at det var en anelse Claus Meyer-agtigt sådan at kunne hive den slags delikatesser frem fra lageret, men det er altså også ret ekstraordinært, at vi havde jomfruhummere i fryseren. Og så har jeg i øvrigt ikke det mindste imod at blive sammenlignet med Meyer.

Jomfruhummerne fik samme behandling som i novembers, da jeg serverede jomfruhummere sammen med øl. Jeg kogte en lille portion speltspaghetti lavet på tang, som blev vendt i lidt nypresset olivenolie fra Italien, en moset avokado, lidt salt, revet skal fra en øko-citron samt saften fra selvsamme. Pastaen blev lagt på et leje af blandet salat, og så blev de grillede jomfruhummere serveret ved siden af – der var tre til hver. Jeg hev kløerne af hummerne inden stegningen, puttede dem i en gryde og kogte fond af dem sammen med lidt grøntsager og skallerne fra de spiste jomfruhummere. Jojo – bare fordi det var nytårsaften, kan du sagtens være lidt praktisk og husmoderlig.

Vi så en film og dernæst var det tid til desserten, hvor jeg i bedste Stop Spild af Mad brugte en sharonfrugt, der lå og kedede sig i frugtkurven. Her måtte jeg spæde til med et enkelt indkøb, da vi ikke havde noget fløde (undskyld Sif! Det er altså sjældent, jeg har det på lager!). Jeg valgte at lave en ret blød og cremet mousse, hvor frugtsmagen fik lov til at dominere. Sharonfrugten blev blendet og dernæst vendt med en dl piskefløde, der var pisket til skum. Moussen blev smagt til med lidt limesaft og ca. 2 spsk flormelis, og dernæst blev den sat på køl i 3-4 timer. Lige inden serveringen blev den pyntet med en lille rest frugtpulp og lidt sølvkugler.

Det er den mest stille og rolige nytårsaften, jeg har haft i mange år, men madmæssigt savnede vi nu ikke noget, selvom jeg måtte finde på en løsning i sidste øjeblik.

Og kattene? Ja, de fik en smule blød kattemad, som de elsker meget højt, og så lå de ellers i sofaen og snorksov resten aftenen, mens de nød at blive aet.