I går troede jeg, at jeg skulle være praktiske gris hele dagen, men da vi pludselig fik en invitation til brætspil om aftenen, valgte vi at bruge muligheden for at socialisere lidt i stedet for at flytte rundt på møbler. Dejligt!

Om formiddagen nåede jeg dog at trylle lidt i køkkenet, hvor jeg fik bagt nogle fine rugmelsboller, som jeg fandt inspirationen til i det seneste nummer af Mad! Jeg havde dog ikke mørkt øl, så jeg brugte en lys i stedet, og så undlod jeg helt bevidst kommen, som jeg ikke kan fordrage. Bagefter blev det også til en hurtig smoothie, som var meget mild og børnevenlig – men det var nu lige de rester, der skulle bruges, så det var ok, at den ikke var så tung i smagen, som jeg ellers godt kan lide.

Rugmelsboller
ca. 18 stk.
rugmelsboller, boller, gær, smør, øl, mørk farin, rugmel, hvedemel
25 g gær
25 g smør
5 dl øl
2 tsk brun farin
2 tsk salt
5 dl rugmel
ca. 7 dl hvedemel

Smelt smørret i en gryde, tilsæt øl og varm blandingen op til, at den er lillefingervarm. Smuldr gæren i en skål, og hæld blandingen over gæren. Rør til gæren er opløst. Tilsæt brun farin, salt, rugmel og det meste af hvedemelet. Ælt det godt sammen og lad dejen hæve under et viskestykke i ca. 45 minutter.

Ælt dejen let, del den i to dele og rul hver del ud, så den har ca 1. cm’s tykkelse. Udstik runde brød på ca. 10 cm i diameter. Læg de små brød på to bageplader. Prik dem med en gaffel og lad dem efterhæve under et viskestykke i en halv time. Bag dem i ovnen ved 225 grader i ca. 15 minutter.

Note: De var både lette og solide på samme tid – og en smule søde i smagen. Jeg kan forestille mig, at de er endnu bedre, når de er lavet på mørkt øl. Og så har de en perfekt størrelse til at flække og tage med på madpakken!

Mild smoothiesmoothie, mango, ananas, mælk
2 glas

1 mango
170 g frossen ananas
2½ dl mælk

Mangofrugten skrælles, og frugtkødet puttes i blenderen sammen med de andre ingredienser. Blendes til lind masse.