Rugflute, gulerodspuré med appelsin og chili, kartofler og aubergine i tahincreme og cherrytomat-salat

Jeg havde besluttet mig for at udsætte min vegetarven for mit selskab OG nogle nye retter, og endnu en gang røg hun i fælden (hæhæhæ!). Da vi havde spist, fik vi set gyseren The Eye med Jessica Alba. Jeg troede, det var en thriller. Well, den var ikke så skræmmende igen, så jeg blev vist tilgivet af gæsten.

Jeg har opskrifterne fra ‘Suveræne salater og brillante buffeter’ og ‘Flere suveræne salater og brillante buffeter’, og så legede jeg også selv lidt.

kartofler og auberginer i tahincreme, vegetar, tahin, sesamfrø, kartofler, aubergineKartofler og auberginer i tahincreme
4 personer

700 g små kartofler
350 g aubergine
2 spsk olivenolie
1 spsk sesamfrø
hakket persille til pynt

Tahincreme:
2 spsk tahin
2 dl yoghurt naturel
1½ spsk friskpresset citronsaft
1 fed finthakket hvidløg
1 nip cayenne
salt

Skær auberginen i terninger på ca. 1½ x 1½ cm, vend dem i olie, salt og peber og bag dem i bradepanden med bagepapir ved 175 grader i ca. en halv time. Vend dem undervejs. Kog kartoflerne, pil og afkøl dem, og skær dem i mindre stykker. Rist sesamfrøene på en tør, hed pande, til de er gyldne.

Bland cremen og vend kartofler samt ½ af auberginerne i. Anret på et fad og pynt med resten af auberginerne, sesamfrø og persille.

Note: En udmærket ret, som er forholdsvis neutral i smagen. Derfor tror jeg også, at den vil passe godt til en velstegt bøf eller en godt krydret ret.

Gulerodspuré med appelsin og chili
4 personer
gulerodspuré, gulerødder, appelsiner, chili, puré
750 g (7-8) gulerødder
½-1 tsk stødt chilipulver
2 tsk stødt spidskommen
1 spsk friskpresset appelsinsaft
4 tsk friskpresset citronsaft
1 dl creme fraiche 38%
2 spsk hakket persille
salt og peber

Gulerødderne skrælles og koges i mindre stykker, til de er helt møre, moses og afkøles. Mosen røres med de øvrige ingredienser, persille hakkes fint. Den smages til, anrettes i en skål og pynte med persille.

Note: Jeg kørte gulerødderne i minihakkeren, så de ikke smuttede mærkelige steder hen, når jeg forsøgte at mose dem med en gaffel, og så undlod jeg persille. Jeg puttede ca. en halv tsk chili ekstra i, for retten var lidt for mild til mig – og selv efter det var jeg ikke helt overbevist. Jeg tror, den er bedre med persille, men det havde vi desværre ikke.

Cherrytomat-salat
3 personer
tomatsalat, salat, cherrytomater, tomater
2 håndfulde blandet salat
1 lille grøn peberfrugt
12 cherrytomater
2 spsk frisk, hakket koriander
½ håndfuld solsikkefrø

Dressing:
3 spsk olivenolie
3 spsk hvidvinseddike
½ tsk salt
1 tsk sesamolie

Salaten får et par gange med kniven, så bladene bliver mindre. Peberfrugten skæres i små tern, og cherrytomaterne halveres. Det blandet i en skål sammen med den hakkede koriander. Dressingen rystes sammen og hældes over salaten, og solsikkefrøene drysses over.

Note: Hjemmefusket salat – og så fik jeg rigtig leget med sesamolien, som også optræder i den næste opskrift.

Rugflute
1 stk. rugflute, flutes, brød, rugmel, yoghurt naturel, hørfrø

15 g gær
2½ dl lunkent vand
1 dl yoghurt naturel
320 g rugmel
150 g hvedemel
2 spsk hørfrø
sesamolie

Vand og yoghurt naturel blandes og gæren opløses i den. Mel og hørfrø blandes i dejen og den æltes, inden den sættes et lunt sted i et par timer med et klæde over.

Dejen formes til ét langt flute og hviler ca. en times tid, inden den pensles med olie og sættes i en ovn ved 225 grader og bager i 20-25 minutter.

Note: Opskriften er hjemmekomponeret. Jeg havde noget rugmel, jeg ville bruge op, så jeg fandt en opskrift, der lignede lidt det, jeg ville have – og erstattede så på må og få, mens jeg krydsede fingre for, at det gik godt. Det gjorde det heldigvis. En anden gang vil jeg dog nok tilføje ½-1 tsk salt i opskriften.

6 thoughts on “Rugflute, gulerodspuré med appelsin og chili, kartofler og aubergine i tahincreme og cherrytomat-salat

  1. Det lyder forjættende lækkert alt sammen! Jeg tror, at dit døgne er udstyret med flere timer end mit – gid jeg dog kunne tage mig sammen til at eksperimentere, som du gør. På den anden side kan jeg jo også bare gå i dine fodspor og bruge herlig inspiration fra dig :O)

  2. Hej Madame!
    Hvis blot det havde… 😉
    Men jeg er en rigtig planlægningsautist og forsøger så vidt muligt at optimere min dag. Af samme grund har denne ferie faktisk været ret ulig mig, da der er brugt meget tid på at dovne – meeen jeg tror, at gemalen er stolt af mig, for jeg har slet ikke været så rastløs, som jeg ellers bliver, hvis ikke kalenderen er booket helt op med 87 aftaler og planer – pr dag! 😀

    Eksperimenterne kommer nu mere på baggrund af, at jeg er ret nysgerrig og eventyrlysten og absolut ingen respekt har over for 'sådan-plejer-man-at-gøre'-begrebet – og du er hjertelig velkommen til at bruge løs 😉

  3. Lækre ting du der diskede op med. Gulerodspuré … det tror jeg ikke lige er mig. Jeg har et eller andet med gulerødder – de bliver så søde, når de tilberedes. En rå gulerod ved man hvad er;)
    Rugflûtet ser lækkert ud.

    Og dejligt med lidt inspiration til sesamolien – den får jeg ikke brugt så meget.

  4. Hej Hanne!
    Ja, jeg var heller ikke så imponeret af gulerodspureen. Jeg kan også bedst lide dem rå.

    Jeg får heller ikke brugt sesamolien så tit, så det var en af grundene til, at jeg kastede mig over den i går. Jeg kan godt lide smagen og duften af den, men den er også meget voldsom i forhold til mange andre olier, så jeg får ikke brugt den så tit, som jeg 'burde'.

  5. Hmm, jeg tror heller ikke lige den der gulerodspuré er noget for mig. Men det vil nok ikke afholde mig for at prøve at lave den alligevel 🙂

    Jeg tror at med kardemomme og sennepsfrø kunne den være god til noget rigtig stærkt marokkansk.

    Kartofler og auberginer i tahincreme er lige noget for os. Max kan vist lokkes til at spise alt hvis der bare er tahin på 🙂

  6. Klidmoster – det var en meget god idé! Pt. er jeg nu mest stemt for at lege videre med ærtepuré, men det kan være, jeg vender tilbage til gulerødderne på et tidspunkt 🙂

    Meget godt trick mht. tahincremen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *