Restaurant The Vietnamese

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Lige inden sommerferien var gemalen og jeg forbi The Vietnamese, som jeg har haft et godt øje til gennem længere tid. Jeg har heldigvis en ret bred og nysgerrig smag i forhold til mad, men skulle jeg udpege mine yndlingskøkkener, så ville det være det vietnamesiske samt det mexicanske køkken. Begge er så fulde af smag og nuancer samt masser af lækre grøntsager og krydderurter.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Men tilbage til The Vietnamese, hvor vi selvfølgelig startede med at bestille drikkevarer. Jeg er normalt mest til lidt syrlige og bitre cocktails, men jeg kunne simpelthen ikke stå for drinken 17 Again, som indeholdt prosecco, gin, Velvet Falerum, limesaft og vandmelonlikør. Den lød ret sød, og det var den også, men navnet passede meget godt, for mit 17-årige jeg ville helt sikkert have elsket den. Virkelig sjov og anderledes drink, men lidt for sød til min smag. Gemalen snuppede en øl, som var lavet specielt til The Vietnamese, og den var ganske udmærket – frisk og mild.

Vi kunne også have valgt vinmenu til maden – The Vietnamese tilbyder en ret billig vinmenu, der kan skalere afhængig af hvor mange retter, man bestiller. Jeg syntes dog, at det var sjovere at prøve et par drinks, så jeg har desværre ikke mulighed for at vurdere, om den var værd at gå efter.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Vi fik en smage-menu bestående af en appetizer, en forret, en hovedret samt en dessert. Appetizeren var en kammusling i hvidløgssmør, lime, purløg, ristede peanuts samt chili. Lille lækker hapser med masser af smag og friskhed.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Derefter kom forretten på bordet. Den bestod af tynde skiver af røget andebryst serveret sammen med strimler af gulerødder, forskellige krydderurter samt syltede agurker i små tern. Igen en frisk og dejlig ret og et fint twist med det røgede kød.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Nu nåede vi til hovedretten, som bestod af glaseret oksekød, løg, puffede nudler og grønt. Igen en vellavet ret men desværre en lidt lille hovedret – havde det ikke været så varmt den dag, så ville vi have savnet en større portion.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Nu var jeg efterhånden færdig med den søde drink, og så var det tid til en lidt mere frisk og syrlig sag. Det var en, den venlige tjener anbefalede, men jeg kan desværre ikke huske navnet på den. Den var dog vellavet og ganske glimrende.

Restaurant The Vietnamese, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Vi sluttede måltidet af med en dessert, og lige præcis de søde sager er en af de områder, hvor de asiatiske restauranter altid er lidt udfordret i forhold til de nordiske smagsløg (eller måske bare vestlige i det hele taget). Jeg syntes dog, at The Vietnamese slap rigtig godt fra denne appelsinkage med chokolade. En lidt simpel og bastant sag men bestemt velsmagende, og så gjorde det ikke noget, at den mættede godt, når nu hovedretten ikke gjorde det.

Servicen var virkelig god hos The Vietnamese – meget søde, venlige og opmærksomme tjenere. Cocktailskortet er spændende og varieret, og jeg var godt tilfreds med de to, jeg prøvede (at jeg så ikke er til søde drinks, men måtte prøve alligevel er mit eget valg). Maden var også dejlig, men hvor det gav fin mening, at forretten ikke var så stor, så burde hovedretten være større.

Jeg ender på fire stjerner med en stor pil op til The Vietnamese.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *