Restaurant Safran

Restaurant Safran, restauranter i Silkeborg, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseVi brugte et par dage i Jylland i sidste uge, og den første nat skulle vi overnatte i Silkeborg, så vi tog på opdagelse efter et sted at spise om aftenen. Jeg havde undersøgt lidt hjemmefra og havde set, at Restaurant Safran var pænt omtalt på Tripadvisor, så her tog vi hen.

Vi havde dårligt sat os, før tjeneren stillede en kande iskoldt vand på vores bord. Det er ikke alene god stil – det var også nødvendigt, for det var en rigtig varm dag og aften, så vi fik drukket rigtig meget vand. Vi valgte at tage to retter hver og sagde samtidig til tjeneren, at vi godt ville dele en osteservering. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage vinmenu, men endte til sidst med at gøre det, hvilket jeg dog senere fortrød.

Forretten var en smuk servering med forskellige skaldyr, æbler, porrer, radiser og urtemayonnaise. En ret man rigtig kunne gå på opdagelse i og kombinere de forskellige smagselementer på nye, sjove måder. Ganske fin og lækker. Jeg fik et glas iskold hvidvin til, der havde en mild, god syre og passede udmærket til maden og vejret.

Restaurant Safran, restauranter i Silkeborg, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHovedretten var en noget tungere sag – for tung viste det sig. Den bestod af små stykker andebryst, der blev serveret sammen med sagogryn, majs, løg og anissauce. Portionen så ikke så stor ud, men den var meget, meget fyldig og mættende, og især sagogrynene snød mig mht. mæthedsfornemmelse. Gemalen måtte hjælpe lidt til for at få ryddet tallerkenen.

Smagen var der sådan set ikke noget i vejen med, men retten var simpelthen for tung til at blive serveret om sommeren. Den ville passe bedre til om efteråret, og så hjælper det heller ikke, at der var hedebølge på det tidspunkt, hvor vi spiste på restauranten.

Jeg fik et glas rødvin til – vinen blev ikke præsenteret, så jeg fik ikke noteret hvilken, men det er sådan set også underordnet, for den var ikke meget værd. Nu begik restauranten også fejl nummer ét mht. servering af vin – at servere den ved stuetemperatur. Alt, der kunne være interessant ved denne vin, var dermed dræbt, og den ca. 27 grader varme vin var ret anonym og kedelig. Jeg tvivler på, at det var tjenerens skyld, men det undrer mig lidt, at restauranten ikke sørger for at nedkøle deres rødvine, inden de serverer dem. Det kunne de trods alt godt med hvidvinen.

Restaurant Safran, restauranter i Silkeborg, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseVi holdt en længere pause, inden vi skulle have ost, og da tjeneren så kom med dem, havde han en servering med til os hver. Vi kiggede et øjeblik på hinanden og overvejede at gøre ham opmærksom på fejlen, men da jeg elsker ost, så valgte vi at beholde dem begge på bordet. Det var et rimeligt neutralt udvalg af oste – brie, faste oste og til sidst en lille blåskimmelost. En udmærket servering til prisen.

Sammen med ostene fik jeg et glas portvin – igen serveret ved stuetemperatur. Portvinen blev heller ikke præsenteret, og her lod det til, at selv en nedkøling ikke kunne have gjort noget ved smagen, for det var en virkelig kedelig portvin.

Servicen var noget svingende. Efter en imponerende start, hvor tjeneren selv tog initiativ til at bringe os isvand, var resten af aftenen noget ujævn. Flere gange glemte han at komme med nyt bestik, og han kom som sagt med to ostetallerkner i stedet for én.

Maden var i det store hele udmærket. Forretten var klart den bedste servering, mens jeg fuldstændig tabte pusten af hovedretten, som ikke egnede sig til en sommeraften.

Oplevelsen ligger et sted mellem 3 og 4 stjerner. Jeg ærgrer mig bagefter over, at vi ikke fik talt med tjeneren om vinene, for det undrer mig som sagt, at de vælger at servere rød- og portvine uden at have kølet dem ned inden.



4 thoughts on “Restaurant Safran”

    • Tak for tippet! Det bliver nok ikke lige foreløbig, men det er altid godt at have sådan et tip i baghånden – man ved aldrig, hvornår man pludselig får brug for det 🙂

  • Forretten er et smukt skue! En stegende hed sommerdag og and og er nok ikke den bedste kombination, og det var synd, at restauranten ikke levede op til jeres forventninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *