Quimet & Quimet

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaJeg har lige tilbragt en forlænget weekend i Barcelona sammen med gemalen – en tiltrængt flugt fra det grå og kolde danske vintervejr og ned til sol, 10 grader højere temperatur og dage fyldt med afslapning, lange gåture og god mad.

Kan man sige Barcelona uden også at sige tapas? Nej, det kan man næppe, så vi besøgte selvfølgelig flere tapasbarer på vores tur til Barcelona. Den første aften besøgte vi en af de lidt ældre tapasbarer, Quimet & Quimet. Tapasbaren er meget lille, men utrolig velbesøgt, så vi besluttede os for at dukke op lige efter åbningstiden, så vi i bedste skandinavisk stil kunne nå at spise, inden stedet blev overrendt af de lokale. For ja – spanierne spiser sent (rigtig sent i forhold til os danskere), og det kan nærmest være en fordel, hvis man gerne vil spise på de populære steder, for så kan man som regel nå det inden det store rykind senere på aftenen.

Quimet & Quimet er en ret populær tapasbar og besøges efter sigende af blandt andet Ferran Adriá, som stod bag hedengangne elBulli. Man kan ikke bestille bord, og alle gæster står op (ofte som sild i en tønde!). For at give jer en idé om,  hvor lille stedet er, så er der her et billede udefra af Quimet & Quimet:

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDet ser ikke ud af meget… men der var godt besøgt allerede fra da stedet åbnede. Billedet er taget, da vi gik – der var de fleste turister smuttet igen og de lokale var i stedet begyndt at dukke op.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaQuimet & Quimet startede – så vidt jeg ved – som vinbar, og der var da også et ganske imponerende udvalg af vine på hylderne. Vi blev ret paf, da vi trådte ind i dette slaraffenland, og jeg må desværre indrømme, at vi blot tyede til et enkelt glas af husets rødvin. Vi var ikke lige i stødet til en hel flaske denne aften. Men spændende så det ud.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaOg så skulle der ellers guffes tapas! Quimet & Quimet har et ganske bredt udvalg af tapas, så det var svært at vælge, men vi startede med to tapas-serveringer, der var lette at dele. Det blev til en tallerken med fyldte mini-blæksprutter samt kogte (?) porrer med rød peber, oliven og kaviar. Spændende og velafstemte retter. Jeg havde nok håbet, at blæksprutterne var lune, men selvom de blev serveret kolde, så var konsistensen hverken for hård eller gummiagtig, og de havde en fin, mild smag. Der var mere saft og kraft over den vegetariske tapas, og kombinationen af råvarerne var ret interessant.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaQuimet & Quimet har en lang række ‘sandwich-tapas’, som er tapas serveret på små stykker tvebakke-agtige brød. De er meget sprøde men dog ikke så tørre som traditionelle tvebakker. Vi valgte en med laks, yoghurt og trøffelhonning – en kombination, som tapasbaren er blevet kendt for – samt en med klipfisk og oliventapenade. Da vi gerne ville smage så mange som muligt, delte vi også disse (samt de følgende tapas), så vi ikke behøvede at bestille to af hver.

Begge tapas var rigtig gode, men den med laks, yoghurt og trøffelhonning var decideret vanedannende! Fed, fyldig, sød og syrlig på samme tid. Nammenam!

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaNu havde vi for alvor fået blod på tanden, så de næste to tapas skulle selvfølgelig også være nogle funky kombinationer. Det blev til sværdfisk med grøn og rød peber samt oliventapenade samt ansjoser med bagt rød peber. Sværdfisken var ret mild, men alligevel blev smagen ikke fuldkommen overdøvet af pebrene – noget jeg ellers frygtede lidt, da jeg bestilte tapasen. Den anden tapas fungerede også fint. Jeg er ellers ikke den store ansjos-spiser, men endnu en gang havde Quimet & Quimet formået at skrue en tapas sammen, som var velbalanceret og smagfuld.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaPå det her tidspunkt havde vi drukket vores rødvin, og gemalen insisterede på at få et glas vermouth – et ønske, der kom lidt bag på mig, da jeg ikke mindes at have set ham drikke det før. Men ifølge ham er vermouth ret populært hos lokalbefolkningen, og i går aftes kunne jeg da også læse på Politikens hjemmeside, at vermouth har fået en revival i Barcelona. Quimet & Quimet er i øvrigt nævnt perifert i artiklen.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaRød vermouth er rimelig sød, så den skulle da kombineres med ost! Vi delte deres ostetallerken, som udover forskellige oste også indeholdt en form for mandaringelé samt en pæremarmelade.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaVi bad om brød til og fik dette fine udvalg af kiks og grissini.

Quimet & Quimet er superhyggeligt og meget autentisk. Det er ikke et sted, hvor jeg ville opholde mig i flere timer – det er ganske enkelt for småt og ukomfortabelt – men det er et rigtig godt eksempel på en god, lokal og uformel tapasbar med et spændende og lækkert udvalg af tapas og et glimrende udvalg af drikkevarer. Og så er maden latterlig billig (som den ofte er, når det gælder tapas). For mad + drikkevarer gav vi samlet set 40 euro!

Betjeningen er høflig, serviceminded og smilende, og man føler sig næsten lokal, når man nyder sin tapas, mens snakken går i hele lokalet.

Fem solide stjerner herfra.

Quimet & Quimet, restaurant, tapasbar, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Barcelona

Afrunding af Barcelona

… og efter isen lørdag eftermiddag nåede vi ikke så meget mere. Vi så det berømte magiske springvand blive tændt kl. 19 og nød synet og musikken et stykke tid – måske 15-20 minutter, inden vi gik videre. En lille springvandskavalkade afrunder dette indlæg. Efter det skønne syn gik vi i supermarkedet og gjorde de sidste indkøb – herunder lidt brød og pålæg, som vi spiste på hotelværelset, mens vi slappede af og pakkede kufferterne.

På ovenstående billede kan du se de ting, vi slæbte med hjem – dog undtagen indkøbet i chokolademuseets butik. Jeg ender altid med at slæbe en del linser og lignende med hjem, når jeg har været sydpå, for det er noget billigere end herhjemme. Ah – og så har vi også gedeost nok de næste par uger – glæder mig til at smage dem alle sammen.

Chokolademuseum, en tur i parken og en håndholdt is

Lørdag eftermiddag nåede vi også forbi Barcelonas chokolademuseum – Museu de la Xocolate – noget et madøre som jeg ikke kan stå for! Billetten var selvfølgelig en plade chokolade, hvilket var ret godt tænkt, og den gav adgang til en udstilling, hvor chokoladens historie – dvs. dens vej fra Amerika og frem til de europæiske ganer – blev fortalt på en række plancher og suppleret af alskens figurer lavet af det pureste chokolade. Her er et udvalg af skulpturerne.

Skulpturerne på Barcelonas chokolademuseum var imponerende, men selve udstillingen var noget flad – de kunne godt have gjort mere ud af, hvordan chokolade ellers kan bruges og bliver brugt i dag i alskens andre madvarer og retter, ligesom de godt kunne have gjort mere ud af at vise special-køkkenudstyr til brug ved chokoladefremstilling/behandling.

Det var dog ikke særlig dyrt at se dette chokolademuseum – mener en billet lå på omkring fem euro.

Vi skulle selvfølgelig også købe lidt i butikken, men det var noget af en udfordring. Servicen var næsten lig nul, og ekspedienten kunne ikke forstå særlig meget – ej heller kropssprog – hvilket så også afholdt os fra at købe vildt ind, og jeg opgav at guide hende hen til flere ting i montren, efter jeg havde fået hende til at tage to chokoladeforme samt en mælkechokolade og en chokolade med olivenolie og salt. Hvad? Selvfølgelig skulle jeg da vælge en chokolade med noget sjovt i! Så ja – det bedste ved dette chokolademuseum er butikkens varer – men vær forberedt på virkelig ringe betjening.

Vi trissede videre og kom til en af parkerne, hvor der var masser af mennesker, der nød livet – enten ved at slænge sig på græsset eller ved at lave gøglerkunster, slås med latexsværd eller ved at nyde en bid brød eller lidt at drikke. Vi slog os ned og smagte på en af chokoladebilletterne, og det var en fin mørk chokolade på 73%.

Mens vi sad i parken og nød vejret, kom vi i tanke om, at vi ikke havde nået at få en is endnu, og det var ellers planen, at vi skulle gå på jagt efter en god is om lørdagen.

Den slags kan man jo ikke gå glip af på en ferie, så efter en gåtur rundt i parken, gik vi videre for at finde en isbutik.

Vi fandt en isbutik, La Campana, på Cannes de la Princesa, og de havde et stort og lækkert udvalg af is.

Vi havde noget svært ved at beslutte os, men jeg endte med en kokosis og en hasselnøddeis – begge ganske gode. Gemalen fik en pistacieis og… en mere, som jeg ikke husker. Pistacieisen var desværre noget kedelig.

Kirker og skøn frokost

Lørdag gik vi rundt i den gamle del af byen og nød vejret og den hyggelige stemning. Gemalen havde planlagt en rute, hvor første stop var Santa Maria del Mar – eller Havets Katedral som bygningen også kaldes. Det er en af de smukkeste kirker, jeg har set, og jeg var ret vild med den gennemførte gotiske stil, kirken var holdt i. Meget enkel og ligetil og ikke overfyldt med alle mulige gyldne og prangende dikkedarer. Her er lidt stemningsbilleder fra stedet:Jeg tror, det er første gang, jeg har set et skull som en del af gulvdekorationen i en kirke…Dernæst gik turen til domkirken herover. Den var dog ved at blive restaureret, så det var svært at få ordentlige billeder af den både indvendig og udvendig.

Der er tilknyttet et kloster, og vi gik også en tur i den lille klosterhave, hvor der både var et springvand, en fiskedam… og en flok på 13 hvide gæs!Hvem kigger ind, og hvem kigger ud?

Vi gik videre og var blandt andet forbi El Bosc de les Fades som et vennepar havde anbefalet. En skøn dunkel café med spændende fantasyudsmykning. Vi var der lige før frokost, men det virkede ikke helt på personalet, som om de helt havde åbent for gæster, så vi gik igen med en plan om at vende tilbage senere. Desværre endte vi med at gå en helt anden vej senere på dagen, så jeg har stadig til gode at opleve tordenvejret (!), som cafeen har om eftermiddagen.

Vi gik tur nede ved havnen, nåede forbi en masse gode boder og var såmænd også kort forbi shoppingcentret, inden vi til sidst endte på Can Ganassa, som en af vores guidebøger anbefalede. Det lod også til at være ret populært – vi måtte vente lidt, inden vi kunne få bord – og mange lokale spiste der, hvilket jo altid er et godt tegn.

Efter at have studeret, hvad andre spiste, bestilte vi først en salat, som vi delte. En ganske fin, sprød og frisk salat – dog var selve bladene lige lovlig store.
restaurant, BarcelonaDernæst til selve hovedmåltidet – en lækker paella-agtig ret – dog med små nudelstykker – i en lækker grøntsagssauce og med muslinger, blåmuslinger og store skønne rejer. Den mættede temmelig godt, og jeg kunne godt have brugt flere rejer i retten, men den smagte fint.

Tickets i Barcelona

Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDa jeg læste på Winenews for et par måneder siden, at Ferran Adrià (som driver en af verdens bedste restauranter, El Bulli) havde besluttet sig for at åbne et nyt spisested i Barcelona, hvor maden skulle minde en del om El Bulli, besluttede jeg straks, at der ville jeg prøve at få bord. Prisniveauet er et helt andet – og lavere – end den verdensberømte restaurant, for den nye restaurant Tickets er en tapas restaurant, hvor der er mange små serveringer til ganske rimelige priser. Det lykkedes mig at få bord til i fredags, og vi troppede glade og forventningsfulde op. Lad mig tage dig med til aftenens show med en lang række billeder.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Barcelona

Restauranten er rimelig stor – mener der er omkring 90 siddepladser – og vi blev placeret ved en af de fem barområder, hvor maden blev tilberedt. Det var ret uvant men ret spændende at kunne følge med i tilberedningen på tæt hold. Vi spurgte tjeneren til råds angående antallet af retter og fik også anbefalet flere retter, hvor vi gik med på flere af forslagene, og så delte vi en flaske rødvin til den nette sum af 26 euro. Ind imellem glemmer jeg, hvor billig vin kan være på restauranterne sydpå.

Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaFørste ret var ‘The verdial olives-S by Tickets’ – det vil sige, helt almindelige oliven var det så ikke. Tjeneren fiskede dem forsigtigt op af syltetøjsglasset, og vi fik dem serveret på buede skeer. Da jeg nærstuderede den første oliven, kunne jeg godt se, at overfladen var anderledes, og at den virkede blødere og ‘svulpende’ – og ganske rigtigt! Da jeg indtog den første, sprang den tynde hinde, og en emulsion af oliven bredte sig i munden! Tjeneren smilede hemmelighedsfuldt til os og sagde “welcome to the show” – og da vidste vi, at det for alvor ville blive en god aften!

Vi fik tre oliven hver, og de smagte meget intenst og spændende.

Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaNæste ret var ‘fried small fish with Galician seaweed powder’, og vi havde forestillet os nogle små friterede fisk og blev derfor behørigt overraskede, da vi fik serveret disse smukke og fascinerende chips. De var milde og varierede i smag og intensitet med hensyn til de fiskede smagsnuancer. En meget fin overraskelse.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaEn fantastisk tomatmad blev det også til. ‘Spiced tomato tartare with crunchy air bread rolls’ blev serveret adskilt, så den fine tomat-tatar kom i en skål med de ultratynde brød ved siden af. Det er den lækreste tomat, jeg nogensinde har fået, og det var dejligt at opleve, hvor smagfuld en så simpel anretning kunne være.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaHerefter fik vi besøg ved bordet, hvor en af kokkene kom hen og kreerede retten lige ved siden af vores bord. Han undskyldte, at han ikke kunne så meget engelsk, men han fik da fortalt, at han har besøgt København på et tidspunkt, da han skulle besøge en ven.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaVi fik serveret en ‘avocado with mint mojo and sea urchins’, og det var en ret interessant ret. Nu har jeg ikke smagt søpindsvin før, så jeg kan ikke udtale mig om kvaliteten af denne, men den havde en ret anderledes og smule metallisk smag. Spændende men ikke så meget mig. Avokadocremen var til gengæld fint krydret og bestemt en smagkombination, jeg vil forsøge at huske her til sommer.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaJeg nævnte tidligere, at vi sad lige ved siden af en af de fem barer, hvor maden blev tilberedt, og denne servering – ‘half roast bonito with garlic-sauce jelly’ – var en af dem, som kokkene lavede ved ‘vores bar’. En fin sprød mad med en meget mør fisk og en pudsig gelé oven på. En ret uvant kombination, men egentlig vellykket.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaHerpå fulgte endnu en fiskeret – dem gjorde vi os en del i denne aften – og her var det en ‘tuna belly with sea urchins ‘piparra’ juice and green apple crunchy meringues’, hvor selve fiskedelen blev serveret for sig på et blad, mens de små marengs blev serveret i en særskilt boks.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaSådan ser den lille tapa ud, når den er klar til spisning. Igen – søpindsvin har en pudsig smag, men jeg syntes, der var en bedre balance i denne ret, og der tænkte jeg ikke nær så meget over, at søpindsvinet havde en så anderledes smag.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDen sidste af hav-retterne var en ‘grilled velvet crab with Pura Iglesias’ sauce’, og hvad den ikke havde i fylde – der var nemlig ikke så meget kød på den, når det kom til stykket – det havde den til gengæld i smag. En meget mild og lækker sag med saftigt og velsmagende krabbekød og fint krydret sauce. Uhm!
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaVi begyndte så småt at nærme os desserterne, men inden da var der stadig to serveringer. Den første – ‘rabbit seeds with sparking garlic mayonnaise’ – var skønne små friterede kaninbidder, som blev dyppet i den oppiskede mayo. En ret syndig og vellykket kombination, hvor mayoen heldigvis var så luftig, at det ikke blev for voldsomt, når de to dele blev sat sammen.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDen sidste ret blev noget ret jordnært – forstået på flere måder  – da det var ‘comfit potato in olive oil with pork rib sauce and Iberian boiled ham’. En fin ret, der ikke var noget at udsætte på, men samtidig også en kende simpel i forhold til de mange andre lækkerier, vi havde smagt i løbet af aftenen, og der blegnede denne ret i sammenligningen med de foregående.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaVi har en ven fra det spanske, som havde anbefalet os at prøve creme catalana, når vi skulle til Barcelona, og vi så vores snit til at prøve det i Tickets’ udgave, hvor den kom som creme roll. En glimrende og mild dessert, som havde en del sødme, uden at det dog blev for meget.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDenne dessert var jeg ret spændt på – ‘liquorice dry-meringue with white chocolate truffle and passion fruit’. Desværre var den ret anonym i smagen, og jeg syntes ikke rigtig, at ingredienserne trådte frem, så det var en lidt kedelig oplevelse.
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BarcelonaDen sidste – og absolut bedste – dessert var ‘cold and hot chocolate fritters’. Jeg kom åbenbart til at se ret overrasket og glad ud, da jeg indtog den første, for tjeneren bemærkede lidt efter, at jeg så ret tilfreds ud med den ret – og det havde han helt ret i! Fine, lune chokoladekugler med en kold flydende chokolade indvendig – det var simpelthen så godt! Og så i øvrigt lidt sjovt at tænke på, at vi både startede og sluttede rækken af retter med nogle, som grundlæggende var små kugler med flydende indhold. Virkelig lækre og anbefalelsesværdige.

Den samlede regning blev på ca. 135 euro inklusiv en flaske rødvin. Det synes jeg bestemt ikke er galt for de mange spændende små retter, vi fik, og jeg vil helt sikkert gerne komme derind, hvis jeg får muligheden. Jeg er ret fristet til at give seks stjerner i dette tilfælde, for der var både kreativitet, velsmagende og udfordrende retter, smukke serveringer, mere end rimelige priser samt en fin service. Ja, jeg ender på seks stjerner – det var helt bestemt en af de sjoveste, skøreste og dejligste restaurantbesøg, vi nogensinde har været på!

Her til slut lidt blandede billeder fra restauranten.

Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Barcelona
I vinduet ud til gaden
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Barcelona
Den ‘bar’, der var bag os
Tickets, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Barcelona
En af de andre desserter – et ‘cotton tree’