Rabarber-chokoladedessert med øltoner

rabarber-chokoladedessert, chokoladedessert, chokolade, mørk chokolade, dessert, chokolademousse, rabarber, rørsukker, fløde, øl, lakridsDesserten i lørdags blev en funky sag. Jeg havde set en dessert i Gourmetbryggeriets kogebog, hvor rabarber, jordbær, øl og chokolade blev kombineret til en ret spændende dessert. Jeg hentede inspiration i flere af ingredienserne men lavede en anden udgave, som også endte med at blive ganske god.

Jeg beholdt selvfølgelig øl som en af ingredienserne og brugte her Black Magic Woman fra Hornbeer – en øl, jeg længe har glædet mig til at smage, for den vandt Hornbeer en pris for sidste år. Øllen bliver fremhævet som en voldsom sag – mener at den ligger på ca. 10% – og så var den meget kraftig, dunkel og med tydelig røgsmag. En interessant øl – men ikke blandt mine favoritter.

Rabarber-chokoladedessert med øltoner

2 personer

3 kopper rabarber i tynde skiver
2 spsk rørsukker
lidt vand

1½ dl fløde
35-40 g 53% Santander chokolade (anden chokolade kan bruges, men den må ikke være kraftigere end 53%).
2-3 spsk Black Magic Woman (eller evt. en heftig porter)

fintreven stærk lakrids til pynt

Rabarberskiverne vendes i rørsukker og en smule vand. Lad dem trække i sukkervandet, mens du tilbereder chokolademoussen.

Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld det derefter over den finthakkede chokolade. Rør godt rundt og stil så skålen i køleskabet, indtil fløden er helt afkølet. Pisk fløden op til skum og vend forsigtigt øllen i skummet.

Varm rabarberne op i gryde. Det skal kun lige nå at koge så meget, at det begynder at blive til grød – tag så gryden af komfuret. Lad grøden afkøle lidt, inden den fordeles i to skåle eller glas og fordel derefter chokolademoussen oven på. slut af med lidt fintreven stærk lakrids.

Note: Jeg er sikker på, at raw licorice powder fra Bülow ville have passet rigtig godt ind som topping på denne dessert, men det havde jeg desværre ikke, så jeg forsøgte at rive en lakrids på rivejernet i sted. Det var en behersket succes (sådan en lakrids er lidt for gummiagtig til det), men smagsmæssigt passer den mørke lakrids rigtig godt sammen med rabarber og chokolade.

Det var en ret spændende dessert, der fungerer overraskende godt. Dog var der lige lovlig meget chokolademousse (jeg ved godt, det er blasfemisk at skrive, men balancen i desserten vil nu være bedre med mindre chokolademousse).

14 thoughts on “Rabarber-chokoladedessert med øltoner

  1. Ret sjov combi som jeg umiddelbart ikke ville havde troet passede sammen…. og dog. Måske man kunne bytte chokolademoussen ud med en lille smule mørk chokolade ganash ? Spændende lyder det i hvert fald :-))

    • Mja – den skal bare ikke blive for mørk og bitter, for rabarbercremen har en del syrlighed, og der skal chokoladen helst være forholdsvis lys, sød og mild, så frugtmassen kan få lidt modspil 🙂

    • Det er nemlig lige det – sådan en mild og sød chokolademousse sammen med den syrlige rabarber – det er et fint makkerpar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *