Pierre André

Efter en hyggelig eftermiddag sammen med Boglabyrinten mødtes jeg med gemalen for at spise på Pierre André – den tredje og sidste restaurant vi spiste på i forbindelse med Wondercool. Det er også den sidste fælles restaurantoplevelse, vi pt. har planlagt – jeg skal spise ude i forbindelse med Madbloggertræffet den 12. marts, og ellers har jeg ingen restaurantplaner. Meen – nu har vi også fået, så ‘så hatten passede’ i denne uge 🙂

Denne restaurant var ikke blandt dem, jeg allerhelst ville på, men en kombination af en god menu, en meget flot anmeldelse af restauranten af Adam Price samt lidt held gjorde, at vi bestilte bord her – og det kom vi bestemt ikke til at fortryde!

Til forret fik vi risotto med muslinger og karry, og den silkebløde og meget syndige ret smøg sig om vores smagsløg og fik os til at gyse af fryd. Sikke en overraskende start! Jeg havde valgt den tilhørende vinmenu (til den lave pris af 150 kr – gemalen fik et glas rødvin til hovedretten, som han kun skulle betale 50 kr – imponerende!), og til forretten fik jeg en Riesling Gunderlach fra 2009, som var udmærket men ellers ikke gjorde sig bemærket.

Hovedretten var perlehønebryst med rodfrugter og timiansauce. Det kød var så lækkert, at havde jeg mulighed for at bestille direkte fra leverandøren, ville jeg gøre det! Masser af smag, saft og kraft, og sammen med rodfrugterne og saucen var det den ene lækre mundfuld efter den anden. Rødvinen – en Côtes du Rhone Ch. du Prieuré fra 2009 var velsmagende – både til maden og at drikke ved siden af – og det er en vin, som jeg godt kan finde på at opsøge en anden gang.

Til dessert fik vi ananascarpaccio med limesorbet, hvor de ultratynde ananasskiver var marineret i vanilje og udgjorde et skønt makkerpar med isen, som hverken var for syrlig eller for sød. Dessertvinen – en Coteaux du Layon Dom des. Sablonettes fra 2007 – passede ikke kun perfekt til retten men imponerede også ved at være et dejligt alternativ til de meget søde og tunge dessertvine, som jeg ellers er stødt på gennem tiden.

Det var et virkeligt dejligt måltid, og gemalen og jeg var helt salige bagefter. Vi var begge meget begejstrede for oplevelsen, og jeg tænkte meget over, hvad der dog kunne trække ned på oplevelsen. Lydforholdene var ikke særlig gode, men det plejer ikke at trække ned i mine anmeldelser, da det er sådan de fleste steder (til gengæld trækker det altid op, hvis en restaurant har gjort noget ud af akustikken). Og jeg kan vitterlig ikke finde på noget at være utilfreds med, så jeg lander på de sjældne seks stjerner. Jeg forhørte mig hos gemalen, der heller ikke kunne se, hvad der dog skulle trække ned, og vi var enige om, at det også skal være muligt for restauranter uden Michelin-stjerner også at få topkarakter. Ergo – topklassemenu, som også har en ganske rimelig pris til hverdag, når der ikke serveres til Wondercool-priser. Mine varmeste anbefalinger.



18 thoughts on “Pierre André”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *