I går fik jeg opfundet en glimrende ret ud fra konceptet ‘det her skal bruges, og se hvad jeg fandt på tilbud i Fakta’. Jeg fik rigtig hygget mig, da der blev købt ind, så nu er hele weekendens måltider planlagt! Jeg lavede en stor portion, så der også er til aftensmaden i dag – så kan vi også bruge mere tid på de andre gøremål, der er i dag, hvor jeg skal til to timers træning (det kommer til at gøre ondt i morgen!), og så skal vi på udflugt til Ikea og/eller Ilva og købe nogle ting til den nye hybel. Der bliver nok også tid til at se flere afsnit af serien Firefly, som vi startede på i går.

Pastafad med krydrede frikadeller, snackpebre og tomater
4-5 personer
pastafad med krydrede frikadeller, hakket svinekød, hakket kalvekød, oksekød, svinekød, sød chilisauce, rugmel, paprika, løg, snackpeber, cherrytomater, tomater, pasta, ost
500 g hakket svine- og kalvekød
3 spsk sød chilisauce
1 spsk rugmel
t tsk paprika
1 finthakket løg
1 tsk salt
olie
4 snackpebre
250 g cherrytomater
1 dåse hakkede tomater
250 g frisk, smal pasta
salt
75-100 g revet ost

Farsen til frikadellerne røres af det hakkede kød, chilisauce, rugmel, løg, paprika og salt. De steges på en pande i lidt olie. Pas på, at frikadellerne ikke bliver for mørke, da sukkeret i chilisaucen let kan få dem til at brænde fast på panden.

Pastaen koges som anvist på pakken, vandet hældes fra og pastaen lægges i bunden af et dybt fad. Snackpebrene vaskes og renses for kerner, inden de hakkes i stykker og drysses over pastaen. Tomaterne fordeles over, og de færdige frikadeller placeres oven på og trykkes lidt ned. De hakkede tomater hældes over – evt. sammen med en sjat vand, og der drysses lidt salt samt ost over, inden retten kommer i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.