Bao med rejer er typisk med friturestegte rejer eller pandestegte rejer, men jeg havde lyst til at lave en version med en mere frisk smag. Jeg bruger naturligvis mit bao-benspænd som en god undskyldning for at prøve alle mulige bao-varianter, og her er også mulighed for at være lidt kreativ.
Jeg fandt nogle bæredygtige rejer (så godt de nu kan være det) i supermarkedet, som var forkogte. Du kan dog også sagtens bruge friske rejer, som du selv koger og piller. Jeg ville godt have en frisk og letsyrlig smag, så rejerne blev marineret i frisk limesaft en times tid, inden de blev brugt til bao-serveringen.
Bao med rejer
fyld til 7-8 store bao-boller
150 g kogte rejer (eller friske rejer, som du koger)
saft fra en lime
salt
icebergsalat – revet i mindre stykker
frisk koriander (medmindre du hader smagen)
kewpie (japansk mayonnaise – kan til nøds erstattes med Hellmann’s mayonnaise)
chilisauce
Andre typer fyld, der også vil være godt til limemarinerede rejer:
– avokado
– friske bønnespirer
Derudover skal du naturligvis bruge bao-boller.
Læg rejerne i limesaft i ½-1 time. Drys dem derefter med lidt salt. Put nogle af dem i en baobolle sammen med lidt icebergsalat, frisk koriander, kewpie og eventuelt lidt chilisauce. Servér dem med det samme.
Note: Jeg synes, at denne friske udgave er ret lækker. Jojo, friturestegte rejer smager også godt, men disse limemarinerede rejer gjorde sig rigtig godt i baobollerne sammen med grøntsager og chilisauce.