Omelet med fennikel og nektarin-smoothies

Jeg ledte efter en bestemt opskrift i mine kogebøger her til formiddag, og så faldt jeg ved et tilfælde over en opskrift med fennikel. Den er hurtig at lave og ville passe godt til en stille søndagsfrokost, og da jeg har to fennikelknolde, jeg skal have brugt de kommende dage, så var det oplagt at prøve denne her. Opskriften er fra Netto-kogebogen ‘Italiensk køkken’.

Omelet med fennikel
2-3 personeromelet, løg, fennikel, kartofler, æg, skinke

lidt olie
½ løg skåret i skiver
1 lille fennikelknold
2 uskrællede kartofler
salt og peber
4 pasteuriserede æg
40 g skinke
brød

Sautér løgene i olien i fem minutter ved jævn varme. Tilsæt snittet fennikel og kartoffel i tynde skiver, og steg dem under jævn omrøring i ca. tyve minutter, til de er møre. Krydr med salt og peber. Pisk æggene sammen og krydr med salt og peber. Skær skinken i små tern. Når kartoffelskiverne er møre, tilsættes skinke og æggemasse. Løft lidt op i fyldet, så den flydende æggemasse kan løbe ned i bunden, og steg ca. ti minutter, til æggemassen er stivnet og fast på undersiden, men stadig fugtig på oversiden.

Stil panden ind under grillen i ovnen i ca. et minut, til oversiden er gylden og hvælvet. Hold godt øje med omeletten, så den ikke brænder på. Servér straks med et stykke brød til.

Note: Jeg brugte 50% mere skinke, end der stod i opskriften, og så brugte jeg almindelige æg. Derfor tog jeg også billedet, inden jeg vendte retten en god gang på panden, så den blev lidt mere ‘scrambled’, end opskriften oprindeligt lægger op til. Fin og enkel ret, som vil passe godt til en brunch. Blev i øvrigt serveret med valnøddebrødet med fennikel.

nektarin-smoothie, nektariner, kærnemælk, vaniljesukker, smoothieNektarin-smoothie
2 glas

1½-2 håndfulde frosne nektarinbåde
3 dl kærnemælk
1 tsk vaniljesukker

Alle ingredienser blendes til ensartet masse.

Note: Jeg havde frosset nogle nektariner den anden dag, og da jeg havde noget kærnemælk til overs fra bagningen den anden dag, så var det oplagt at lave en smoothie. Denne her var der tydeligere nektarinsmag i end sidst, jeg legede med nektariner.

10 thoughts on “Omelet med fennikel og nektarin-smoothies

  1. Jeg forstår sådan set heller ikke hvorfor man skulle bruge pasteuriserede æg til en omelet, der skal stege 10 minutter – den bliver jo mere end 75 grader inde i midten?
    Lyder lækker, i øvrigt!
    Jeg har også altid problemer med at få brugt fennikel, det kommer så nemt til at overdøve alt andet!

  2. Det lyder vel nok lækkert begge dele! Du er utrolig god til at eksperimentere dig frem, selv om du har en opskrift som udgangspunkt. Vi har aldrig pastoriserede æg i huset – men bare man passer på og giver dem varme nok, er det vist o.k. 🙂

  3. Signe – nej, det samme tænkte jeg, så det valgte jeg at se stort på 😉
    I denne her ret er fennikelsmagen ikke så kraftig, så den kan anbefales, hvis du ikke vil have en så tydelig fennikelsmag.

  4. Linebine – uha! Det er ærgerligt, at du ligefrem har fået traume over den ingrediens. Håber du får mod på at prøve den igen, for jeg synes, den kan være ganske interessant at lege med i køkkenet 🙂

    Smoothien var jeg ganske tilfreds med. Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at nektarinsmagen blev så tydelig og ikke blev overdøvet af kærnemælken, men det var jo meget godt!

  5. Madame – jeg plejer at bruge pasteuriserede æg i fromager og is, men godt nok ikke i ting, der skal gennemsteges – der må være grænser 🙂

    Og mange tak! Der er gået sport i at finde opskrifter, der skal prøves. Det er meget sundt for mig at skulle følge dem, for i mange år har jeg stort set ikke lavet mad efter opskrifter, men har selv gøglet i køkkenet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *