Lammeculotte i tagine med kantareller og solbærsauce, salat med hindbær, æbler og hasselnødder, frugtsalat med æblesirup og kokosmel

I går aftes skulle der hygges, så jeg besluttede mig for at lave en treretters menu til gemalen og jeg. Det blev dog en ret sund omgang, for forretten blev en salat, da jeg gerne ville have noget grønt, men ikke syntes det passede så godt til hovedretten. Desserten blev så en frugtsalat, for vi havde både en del frugt, der skulle bruges, og jeg havde også noget æblesirup, som jeg ville lege lidt med.

Salat med hindbær, æbler og hasselnødder

– romainesalat skåret i fine strimler
– hakkede hasselnødder
– æble skåret i tynde både
– hindbæreddike
– friske hindbær

Læg et par æblebåde på en tallerken, læg salatstrimler over og pynt med æblebåde og hasselnødder. Dryp lidt hindbæreddike over og pynt med friske hindbær.

Note: En frisk og sommerlig lille salat. Jeg var måske en anelse gavmild med hindbæreddiken, men ellers var det en god og sund start på sådan en septemberaften.

Lammeculotte i tagine med kantareller og solbærsauce
2 personer

2 stk. lammeculotte
en lille håndfuld friskplukket salvie, grovhakket
salt
1-1½ glas rødvin

250 g kantareller
smør

Sauce:
væde fra lammestegningen
koncentreret solbærsaft
maizena
lidt salt
evt. væde fra kantarelstegningen

Lammeculotterne ridses med en kniv og gnubbes med salt. Læg dem med oversiden på en pande med smør og steg dem et par minutter. Tryk den hakkede salvie oven på kødet og vend det, så den anden side også får et par minutter. Hæld rødvinen på panden og giv det et øjeblik, inden du lægger kødet i taginen og hælder væsken over. Sæt taginen i ovnen og giv den først en time ved 200 grader og dernæst en time ved 150 grader.

Rens kantarellerne omhyggeligt og steg dem et par minutter i lidt smør. Når svampene på et tidspunkt afgiver væske, kan du evt. hælde denne fra og bruge i saucen.

Til saucen skal du bruge den væde, der ligger i taginen, når lammeculotterne er færdigstegte. Si væden og hæld den i en lille gryde. Tilsæt solbærsaft – hvor meget afhænger af din egen smag, så prøv dig frem – og tilsæt lidt maizena for at stive saucen lidt af. Smag til med salt til sidst.

Servér med små bådkartofler – stegt i ovnen i lidt smør og hakket salvie.

Note: Lammekødet kunne skæres med en ske – det var dejligt mørt og lækkert. Jeg håber virkelig, at jeg får lavet meget mad i tagines og römertopf de kommende måneder! Solbærsaucen var en positiv overraskelse og et eksperiment, som jeg længe har glædet mig til. Den blev ikke for sød, som jeg ellers kunne have frygtet, men solbærsaften var heller ikke så sød, så den kom i stedet til at give saucen en god, dyb og lidt frugtet smag.

Frugtsalat med æblesirup og kokosmel

– æbler skåret i tern
– mango skåret i tern
– nektarin skåret i tern
– hindbær
æblesirup
– kokosmel

Bland ingredienserne.

Note: En god og sund dessert, som bestemt ikke smagte kedeligt, selvom kalorieniveauet var lavt. Det føltes lidt som at lege sommer, selvom efteråret lurede udenfor.

Og så stod aftenen ellers i Battlestar Galacticas tegn. Nu mangler vi kun ganske få afsnit, og så er vi færdige med serien. Det bliver nok lidt vemodigt, for selvom fjerde og sidste sæson slet ikke har været på højde med de foregående, så er det stadig min yndlingsserie.



15 thoughts on “Lammeculotte i tagine med kantareller og solbærsauce, salat med hindbær, æbler og hasselnødder, frugtsalat med æblesirup og kokosmel”

  • Hold fast en lækker menu!
    Jeg har en flaske hjemmelavet hindbæreddike der står og trækker på køkkenbordet, mon ikke den er ved at være klar til sån en omgang salat..
    Æblesirup skal jeg også ha lavet, men jeg er løbet tør for glas, så skal lige have købt nogle nye, for det er også gode værtinde´gaver..

  • Ih altså! Her sidder man, og har kun fået kaffe og en kiks, så disker du op, men du er tilgivet på forhånd. Det ser yderst delikat ud. Dejlig lørdag til dig:)

  • Åhhh wow – det ser og lyder bare mega lækkert, helt sikkert noget der skal afprøves, specielt den lammeculotte – mmmmmm!

    Det er jo bare en suuuper lækker blog man er kommet ind på 🙂

    – Maj

  • Hvor ser det dog lækkert og indbydende ud, som at forlænge sommeren lidt 🙂

    Måske jeg skulle investere i sådan en tagene – og den solbærsauce lyder virkelig spændende…..

    Mange hilsner
    Birthe

  • MissMuffin – mange tak! Jeg er spændt på at høre, hvordan din er blevet. Jeg brugte selv noget, jeg har købt i Frankrig, men det kunne være sjovt at lave selv.

    Æblesirup er en fantastisk måde at få udnyttet nedfaldsæbler på, så det kan jeg godt forstå! Jeg er begyndt at bruge glas, der ellers skulle smides til genbrug, for der er røget en del det sidste år på værtindegaver m/k 🙂

  • Sifka – haha, det er heldigt – jeg vil helst ikke have for mange reprimander over at blogge om aftensmaden! 😀

    Tusind tak for de pæne ord – håber også du får en dejlig lørdag 🙂

  • Maj – mange tak skal du have 🙂
    Kød, der er blevet forkælet med et par timer i ovnen i enten tagine eller römertopf – jamen det kan næsten kun blive godt!

    Og tusind tak for rosen 🙂

  • NYBH – tusind tak! Ja, det var en god blanding af sommer og efterår – jeg opdagede, at der liiiige var nogle sensommerting, der også skulle bruges 😉

    Jeg kan bestemt anbefale, at du anskaffer dig en tagine! Vi har to små, som jeg fik i fødselsdagsgave, og jeg håber, at jeg rigtig får dem i brug her i efteråret – der kan virkelig laves comfort food i sådan en størrelse 🙂

  • Sikke dog et måltid. Hvor ser det bare lækkert ud – og ret så overskudsagtigt. Jeg tror dog ikke, jeg tør kaste mig ud i solbærsauce, selv om du både får det til at lyde og se indbydende ud. Lidt for mange minder med vodka currant 🙂
    Kh Nadia

  • Hanne – det er faktisk et krav – det kan du godt sige videre til ham, du forkæler. Tænk på al den lækre simremad, du kunne lave til ham, hvis han forærede dig sådan en! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *