Lammekølle med hvidløgskål og granatæble

lammekølle, hvidløgskål, kål, hvidløg, hvidkål, granatæble, yoghurt naturel, Da vi havde gæster i går, mente jeg, at det var en glimrende anledning at servere lammekølle med hvidløgskål til. Sidstnævnte var et koncept, jeg udtænkte, da havde lyst til tzatziki men ikke køber agurker i vinterhalvåret, og samtidig havde brug for noget fyldig tilbehør til kødet. Og så blev hvidløgskål opfundet!

Det er ret simpel madlavning – det eneste, du skal være opmærksom på, er at kødet skal sættes over ca. tre timer inden, at I skal spise.

Langtidsstegt lammekølle
ca. 5 personer

en lammekølle
salt
cider eller øl til at hælde i fadet

Jeg brugte denne metode men i en lidt hurtigere udgave. Først finpudsede jeg køllen i forhold til fedt, gned derefter kødet med salt og lagde køllen i et ildfast fad, hvor jeg hældte cider i. Jeg dækkede kødet med stanniol og satte fadet i ovnen ved 180 grader. Her fik lammekøllen 2½ time, inden jeg fjernede stanniolen og gav kødet ca. 10 minutter ved 220 grader.

Hvidløgskål
ca. 3 personer

350 g fintsnittet hvidkål
2½ dl yoghurt naturel
4 fed hvidløg, pressede
1 tsk salt
saft fra ½ citron

Rør yoghurt og hvidløg sammen og smag til med salt og citronsaft. Kram kålen godt med fingrene, så den bliver lidt blødere og vend den godt i yoghurten. Stil din hvidløgskål i køleskabet en times tid.

Ved servering skærer du kødet af lammekøllen og serverer den sammen med hvidløgskål og granatæblekerner.

Note: Simpel men lækker mad. Lammekød og hvidløg går jo altid godt sammen, og med hvidløgskål får du nærmest en fyldig tzatziki, der mætter godt, så du ikke behøver at koge ris til retten. Granatæblekernerne er ikke kun til pynt – de giver også lidt sødme og saft til retten.

Marokkansk lam i tagine

marokkansk lam i tagine, simreret, simremad, lammekød, cayennepeber, paprika, koriander, granatæble, pistacienødder, kikærter, tomater, løg, chipotle, gurkemeje, muskatnød, kanel, spidskommen, abrikoser, rosinerJeg synes ikke, at jeg kan have et stegeso-benspænd uden også at lave en omgang marokkansk lam i tagine, for ligesom med stegesoen så får jeg brugt mine tagines alt for lidt. Jeg er ellers ret glad for dem, men ender dog tit med blot at tilberede mad i en gryde i stedet. I weekenden ville jeg det dog anderledes.

Jeg har før lavet lam i tagine, men denne gang skruede jeg godt op for krydderierne. Jeg hentede inspiration fra en opskrift på marokkansk lam i tagine hos BBCFood, men lavede dog en lang række ændringer. Derudover var det ikke hele portionen, jeg tilberedte i tagine – jeg har nemlig ikke en stor tagine men to mindre (der passer til én person hver). De to portioner, vi spiste, blev tilberedt i tagines – resten kogte færdigt i gryden.

Marokkansk lam i tagine
ca. 5 personer

1-1,2 kg lammekød skåret i tern
2 tsk sød paprika
2 tsk kanel
1 tsk røget paprika
1 tsk peber
1 tsk spidskommen
1 spsk gurkemeje
1 tsk cayennepeber
½ tsk muskatnød
godt med rapsolie til stegning
8 små løg, pillede og skåret i kvarte
ca. 2½ dl sultanrosiner, gerne gule
1-1½ dl tørrede abrikoser, hakkede
300 g kogte kikærter
2½ dl lammebouillon
800 g tomater på dåse
salt

Derudover:
pistacienødder, hakkede
frisk koriander, hakket
friske granatæblekerner

Tilbehør:
fladbrød
hvidløgscreme (lavet på yoghurt naturel, presset hvidløg samt salt)

Bland krydderierne i en stor skål og vend lammekødsternene i dem, så kødet bliver helt dækket. Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den i køleskabet i mindst seks timer eller evt. natten over.

Hæld godt med olie i en stor gryde og brun kødet (del det op i to portioner, så det hele ikke ryger i gryden på én gang). Når anden portion kød er brunet, tilsætter du løg, kikærter, rosiner og abrikoser. Lad dem stege i et par minutter, inden du tilsætter resten af kødet, tomaterne og lammebouillon (sidstnævnte kan evt. erstattes med grøntsagsbouillon). Rør godt rundt og lad det koge op et øjeblik. Smør to tagines med olie og stil dem i ovnen ved 200 grader. Når de er varmet op, tager du dem ud og fordeler noget af lammeretten ud, så der er ca. en femtedel i hver. Sæt tagine-toppen på og læg en isterning i fordybningen i toppen. Sæt de to tagines i ovnen og skru temperaturen ned til 150 grader. Lad dem hygge sig i ovnen lige knapt 2½ time. Samme tid får resten af portionen i gryden, hvor den småsimrer under låg.

Tag toppene af dine tagines og drys lidt salt ud over retten, inden du pynter den med pistacienødder, koriander og granatæblekerner. Marokkansk lam i tagine serveres med friskbagt fladbrød samt hvidløgscreme.

Note: Marokkansk lam i tagine smager latterligt godt og er et fint eksempel på, hvorfor langtidstilberedt mad er virkelig lækkert. Meget mørt og fuld af smag. Kan varmt anbefales.

Denningvleis- sydafrikansk lammestuvning

denningvleis, boereboontjies, sydafrikansk lammeret, lam, lammekød, kartofler, bønner, hvidløg, løg, muskatnød, tamarind, mørk farin, nelliker, simremadDenne lækre denningvleis faldt jeg over, da jeg researchede til mit sydafrikanske benspænd. Det er en velkrydret og letsødlig lammestuvning, der gerne serveres sammen med boereboontjies – en kartoffelmos med grønne bønner i.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på denningvleis fra Greedy Gourmet, men justerede dog lidt på mængderne og undlod sennepspulver (da jeg åbenbart var udgået) samt laurbærblade. Til gengæld tilsatte jeg lidt sellerisalt. Retten kan laves i ovnen, men jeg valgte en mere simpel metode og tilberedte min denningvleis i en gryde.

Denningvleis
2 personer

2 lammeskanke – eller ca. 300 g lammekød i tern
olie til stegning
1 stort løg, hakket
1 hvidløg, hakket
½ tsk muskatnød
½ tsk nelliker
½ tsk sellerisalt
1½ spsk tamarindsauce
½ spsk mørk farin
3 dl vand
salt og og peber

Skær kødet af benene. Hæld olie i en lille gryde og svits løg og hvidløg i det. Tilsæt krydderierne og kødet og brun det godt. Rør tamarind, sukker og vand i og skru ned for varmen. Læg låg på og lad det simre i en times tid. Rør i gryden og tilsæt evt. lidt mere vand og lad det simre i en times tid mere. Smag din denningvleis til med salt og peber og servér den sammen med boereboontjies – en kartoffelmos med bønner i.

Boereboontjies
2 personer

4 store kartofler
1 lille løg, hakket
ca. 100 g grønne bønner
ca. ½ dl mælk
smør
salt og peber

Skrub kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem i usaltet vand. Kog bønnerne i en anden gryde. Imens svitser du løget kort tid i smør, så løgstykkerne bliver bløde. Når kartoflerne er kogt møre, hælder du vandet fra og moser derefter kartoflerne med en gaffel sammen med mælk og 1½ spsk smør. Hak de grønne bønner og vend dem i kartoffelmosen sammen med salt og peber.

Note: Denningvleis er en skøn, krydret lammeret, og den går godt sammen med boereboontjies.

Grillet lammekrone med tomatsalat

grillet lammekrone, lam, lammekød, hvidløg, tomater, feta, grønne linser, salat, pesto, græsk yoghurtJeg har ikke tidligere forsøgt mig med grillet lammekrone, men da den lokale Irma for nylig havde frilands-lammekød til nedsat pris, benyttede vi os af muligheden for at købe noget lækkert lammekød til en god pris. Vi rullede den lukkede grill frem (på den flisebelagte terrasse, bare rolig) og smed lammekronen på, efter at den var gnedet grundigt med hvidløg, salt og peber. Resultatet blev en saftig og velsmagende lammeret.

Grillet lammekrone
ca. 3 personer

en lammekrone – ca. 600 g
3 fed hvidløg, pressede
salt og peber

Rids fedtsiden på lammekronen med en skarp kniv, så snittene når næsten ned til kødlaget. Gnid lammekronen med hvidløg, salt og peber og læg den derefter på grillen ved indirekte varme. Hvis du kan måle grilltemperaturen, så hold den på ca. 200 grader. Steg lammekronen i 25-30 minutter og tag den så af. Lad den hvile i 5-10 minutter, inden du skærer den ud.

OBS – har du ikke grill, kan du også tilberede lammekronen i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Svits den evt. først på en pande,

Jeg serverede grillet lammekrone sammen med en tomatsalat (lavet på tomater, feta, finthakket rødløg, kogte grønne linser samt olivenolie og lidt salt) og en dip lavet på basilikumpesto og græsk yoghurt.

Note: En skøn grillret og bestemt noget, vi skal have igen på et tidspunkt!

Lam med aubergine og peberfrugt

lam med aubergine, peberfrugt, løg, tomater, cayennepeberJeg har set lam med aubergine serveret både som fadret og på spyd, og selvom jeg egentlig havde planer om at lave spydversionen, så endte det altså med fadserveringen. Og ja, det var naturligvis i anledning af mit tyrkiske benspænd.

Jeg hentede atter inspiration i kogebogen ‘The Art of Tyrkish Cookery’, men justerede på nogle af mængderne samt tilføjede lidt chili.

Lam med aubergine
3 personer

400 g lammekød i tern
et løg, skåret i tern
2 små/mellemstore auberginer, skåret i tern
4 små tomater, skåret i både
olivenolie
½ tsk chili eller cayennepeber
salt og peber

Hæld lidt olie på en pande og svits løg og chili/cayennepeber i et minuts tid, inden du tilsætter lammekød. Brun kødet på alle sider, inden du tilsætter tomater og auberginer. Steg det i nogle minutter, inden du hælder det pandens indhold over i et ildfast fad. Hæld lidt olivenolie over og tilsæt salt og peber. Stil fadet i ovnen og bag det i 25-30 minutter ved 160 grader. Servér retten sammen med hummus og fladbrød.

Note: Lam i aubergine er en rimelig mild ret, men jeg valgte som sagt at spice den lidt op med chili. Retten er let at lave, og så smager den skønt sammen med hummus og brød. Total win 🙂