Laksekrebinetter med krydderurter og flødesauce

I snart et halvt år har jeg flere gange tænkt på at prøve denne opskrift, men der er altid kommet et eller andet i vejen. Nu skulle det imidlertid være! Opskriften har jeg fået af min mor for flere år siden og stammer fra en stander i et af supermarkederne (jeg gætter på Føtex, men jeg aner det faktisk ikke).

Den er præsenteret som en forret for fire personer, men jeg har valgt at lave den som hovedret for to personer.

Laksekrebinetter med krydderurter og flødesauce
2 personerlaksekrebinetter, laks, krebinetter, flødesauce, fløde, citron, fisk

200 g fersk laks
1 skalotteløg
1 spsk. hakket persille
3 stilke dild
3 stilke estragon
1 dl fløde
1 citron
20 g smør
2 spsk. olie
salt og peber

Fløden kommes i en skål og røres med saften fra en halv citron samt salt og peber. Stilles et lunt sted og efter et par timer vil fløden blive tyk som creme fraiche.

Laksefileten renses for skind og ben og skæres i meget små tern. Løg og krydderurter hakkes meget fint og blandes med laksen, der krydres med salt og peber. Laksefarsen formes som små krebinetter og steges på en forvarmet pande i lidt olie og smør. Laksekrebinetterne skal kun lige brunes på begge sider, så de stadig er saftige indeni.

Note: Jeg kunne ikke helt se, hvordan krebinetterne skulle binde ordentligt sammen, så jeg tilføjede en lille smule creme fraiche for at få det til at klistre. Det bandt dog ikke nok, så flere af dem smuldrede lidt undervejs – en anden gang vil jeg bruge lidt æg.

Bortset fra det smagte det mildt og fint!

2 thoughts on “Laksekrebinetter med krydderurter og flødesauce

  1. Jeg ville nu nok tage det halve af laksen og køre i food processoren med noget salt til en bindefars, og så vende de småtskårne stykker og urter i, det skulle kunne lade sig gøre.Mkh. Vibeke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *