Jeg har verdens sødeste frisør. Hver gang, jeg skal klippes, så glæder jeg mig i dagene op til, for hun er meget dygtig og samtidig utrolig sød at tale med. Og det er også helt i orden at sidde helt stille og bare slappe af frem for at tale uafbrudt. At komme der er 100% forkælelse for mit vedkommende, og denne gang tog det længere tid, for der røg adskillelige cm hår, ligesom der skulle nye farver i. Det blev ikke helt som ventet – den røde farve, jeg har haft i det sidste lange stykke tid havde åbenbart fået ejerfornemmelser overfor mit hår, så den kom ikke helt ud af alle hårtotter. Til gengæld gav det et meget godt farvespil i frisuren, så resultatet var stadig pænt – det blev bare ikke så lyst, som jeg først havde planlagt.

Aftensmaden blev udtænkt, mens jeg var til træning. Der er faktisk ret mange måltider, der er blevet planlagt, mens jeg har motioneret, og jeg nåede da også at få styr på, hvad vi skal have i næste uge, når vi får gæster flere af dagene.

bulgursalat, bulgur, salat, rødløg, mynteKlassisk bulgursalat
3-4 personer

2½ dl bulgur
kogende vand
1 rødløg
1 håndfuld frisk mynte
3 spsk citron-olivenolie
1 tsk salt
1-2 tsk chilipulver

Kogende vand hældes ud over bulguren, og den trækker i ca. en halv time. Vandet hældes fra. Løget og mynten hakkes i meget fine stykker og blandes med bulguren. Olie, salt og chilipulver blandes i, og den smages til.

Note: Normalt laver jeg denne bulgursalat med olivenolie og frisk citronsaft (dvs. mindre olie og så saften fra en citron – det gør retten mere frisk), men jeg var desværre løbet tør for citron.

Blandet salat med pestodressing

– finthakket romainesalat
– finthakket gul peberfrugt
– finthakket agurk
– avokado
– creme fraiche
– basilikumpesto

Salaterne blev serveret sammen med røget laks og smagte lækkert 🙂