Gebiskager – småkager til Halloween

gebiskager, småkager, Halloween, Halloween-småkager, Halloween-kage, Halloweenkager, skumfiduser, chokolade, mørk chokolade, smør, æg, hvedemel, rørsukker, bagepulver, vanilje, peanuts, rød pastafarve, flormelisHalloween nærmer sig, og så er det tid til at servere gebiskager! Jeg elsker Halloween og benytter vanen tro lejligheden til at lave en række fjollede og uhyggelige kager, og denne gang fik jeg lyst til at eksperimentere med disse gebiskager. Jeg så et billede af nogle Draculasmåkager på bloggen The Girl Who Ate Anything og fik lyst til at lege videre med ideen.

Du kan bruge en hvilken som helst slags småkage til disse gebiskager, så længe de ikke er meget sprøde/skrøbelige eller meget tynde. Jeg valgte at lave chokoladesmåkager, men du kan også sagtens lave vaniljesmåkager, nøddesmåkager eller noget helt tredje.

Derudover skal du bruge en rød smørcreme, som du laver på smør, flormelis og rød farve.

Og sidst men ikke mindst skal du bruge mini-skumfiduser. Dem kan man efterhånden få i en lang række af de store supermarkedskæder.

Chokoladesmåkager
ca. 28 stk.

50 g smør
450 g hakket mørk chokolade
2 æg
150 g rørsukker
100 g hvedemel
½ tsk vaniljepulver
½ tsk salt
evt. 50 g hakkede peanuts

Smelt forsigtigt smør og chokolade i en gryde. Så snart det er smeltet, tager du gryden af komfuret. Pisk æg og rørsukker til en luftig masse. Pisk derefter mel, vanilje og salt i. Vend grundigt den smeltede chokolade i dejen – evt. sammen med peanuts. Form kugler på størrelse med valnødder og fordel 12 af dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Tryk dejlkuglerne ud med fingrene. Bag dine chokoladesmåkager i ovnen ved 170 grader i ca. 12-15 minutter.

Lad småkagerne køle af.

Rød smørcreme

1 del blødt smør
2 dele flormelis
lidt vaniljepulver
rød pastafarve (frugtfarve kan måske også bruges, men det har jeg ikke prøvet)

Pisk smør, flormelis og vanilje sammen til en ensartet masse. Farv den knaldrød.

Sådan samler du gebiskager
Tag to småkager. Smør dem på indersiden med rød smørcreme – ikke være nærig! Sæt små skumfiduser i den ene halvdel af kanten på den ene af småkagerne. Læg den anden småkage oven på og klem forsigtigt til.

Hvis du synes, at det bliver en lidt voldsom mundfuld (!), så kan du også halvere småkagerne, inden du bruger dem – så bliver udformningen også lidt mere gebisagtig.

Og så er det bare om at sætte bisserne i de skøre gebiskager… 😉

Knepkager – knæpkager

knepkager, småkage, småkager, sønderjysk, rugmel, hvedemel, mørk farin, smør, fløde, lakridspulver, hjortetaksaltKnepkager er en egnsret fra Sønderjylland, og jeg indrømmer blankt, at jeg var færdig af grin, da jeg stødte på dem under mit research til månedens egnsret-benspænd. Det er et navn, der i den grad kan få folk til at plirre med øjnene, men det er jo en af de skønne ting ved egnsretter – der er virkelig nogle særprægede navne imellem!

Knepkager – eller knæpkager som det også kan staves – kan variere temmelig meget. Jeg kiggede blandt andet i kogebogen ‘Danske egnsretter’, og her var beskrevet tre forskellige udgaver. Jeg valgte at følge den, der var lettest at skaffe ingredienser til… nåja, og så også fordi der blev brugt knuste anisfrø i den udgave. Det afholdt mig dog ikke fra at justere lidt på opskriften, så i denne udgave af knepkager er anisfrø udskiftet med lakridspulver (fra Bülow), ligesom jeg ændrede på forholdet mellem rugmel og hvedemel.

Nåja – og hvorfor hedder de så knepkager? Navnet skyldes den den sprøde lyd, det giver, når man bider småkagen over. Jeg syntes dog ikke, at denne version var så sprød igen, men du kan evt. overveje at tilsætte lidt mere hjortetaksalt. Jeg må helt klart prøve flere varianter i af denne småkage for at smage, hvor stor forskel der er på dem.

Knepkager – knæpkager
ca. 1½ bagepladefuld

125 g rugmel
175 g hvedemel
100 g mørk farin
100 g smeltet smør
½ dl fløde
1½-2 tsk lakridspulver
en kvart tsk hjortetaksalt

Ælt ingredienserne sammen til en ensartet dej. Hvis den er meget tør, kan du evt. tilsætte lidt vand under æltningen. Rul dejen i et par tykke pølser og læg dem i køleskabet i et par timer. Skær dejpølserne i skiver – helst ikke meget tykkere end ½ cm – og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dine knepkager i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Lad småkagerne afkøle helt og servér dem derefter sammen med smør.

Note: Knepkager har en ret mild smag, men man kan godt ane et lille touch af lakrids. Tilføj eventuelt en halv tsk salt – det tror jeg vil gøre dem endnu bedre. Knepkager kan sagtens spises uden smør, hvis du ikke er til det. De er bedst på dagen og dagen efter – derefter synes jeg, at de begynder at tabe lidt af smagen.

knepkager, småkage, småkager, sønderjysk, rugmel, hvedemel, mørk farin, smør, fløde, lakridspulver, hjortetaksalt

Gulerodskage-whoopies

gulerodskage-whoopies, whoopies, gulerodskage, kage, dessert, gulerødder, mørk farin, smør, rapsolie, æg, hvedemel, bagepulver, kanel, hasselnødder, flødeost, smør, flormelis, vanilje, citronPåskeferien er startet for mit vedkommende, men lige inden nåede jeg at tage feriekage med til kollegerne, og det blev til disse gulerodskage-whoopies. En whoopie – eller whoopie pie – er to småkageformede kager, der er lagt sammen med fyld i midten. Jeg faldt over en opskrift hos Allrecipes, som jeg tog udgangspunkt i, men den havde fået en del kommentarer om, at kagerne ikke smagte af så meget, så jeg sørgede for at skrue godt op for krydderierne i min version, ligesom jeg tilføjede nødder i kagerne og citronskal i fyldet.

Gulerodskage-whoopies
50-60 halve, dvs. 25-30 fyldte whoopies

350 g groft revne gulerødder
300 g mørk farin
100 g smeltet smør
3 spsk rapsolie
2 æg
1 tsk vaniljepulver
350-375 g hvedemel
2 tsk bagepulver
4 tsk kanel
1 tsk salt
75 g hakkede hasselnødder

Flødeostefyld – til ca. 75% af ovenstående whoopies
200 g flødeost
25 g blødt smør
150 g flormelis
1 tsk vaniljepulver
fintrevet skal fra 1 øko-citron

Hæld de revne gulerødder i en skål og rør det sammen med 5 spsk mørk farin. Lad det stå i ti minutter. Imens rører du æg, smør og olie sammen til en ensartet masse. Tilsæt hvedemel, bagepulver, kanel, vaniljepulver, salt samt resten af farinen og rør det grundigt sammen. Når gulerødderne har stået i ti minutter, presser du gulerodsmassen sammen og hælder det overskydende vand fra. Rør derefter gulerødderne og nødderne i kagedejen.

Form små småkageformede kager på en bagepapirbeklædt bageplade. Brug ca. 1 tsk kagedej per kage – de vokser nemlig en del – og sørg for at holde et par cm afstand mellem hver kage. Sørg for ikke at glatte kagerne så meget ud, at de bliver meget flade. Bag dem i ovnen ved 175 grader i 12-14 minutter. Lad kagerne køle helt af.

Rør flødeostefyldet sammen.

Nu er det tid til at fylde dine whoopies. Tag to små gulerodskager og læg dem sammen om en klat flødeostefyld – så har du gulerodskage-whoopies!

Note: Håndholdt gulerodskage – what’s not to like? Disse whoopies er saftige, søde, krydrede, vanedannende – og lidt fedtede så husk servietter! Kan varmt anbefales.

Gaffelkager med ingefær og citron

gaffelkager, rørsukker, jul, småkage, småkager, julesmåkager, ingefær, citroner, hvedemel, kokosmelJeg fandt en opskrift på gaffelkager på den svenske hjemmeside ICA, da jeg søgte efter julesmåkager til sidste års julesmåkage-benspænd. Nu er gaffelkager er nødvendigvis julesmåkager, men hvis du – som i dette tilfælde – putter godt med ingefær i, så bliver de lidt julede. Jeg syntes samtidig, at det var genialt, at de var krydret med ingefær, for det passer jo passer godt til månedens benspænd. I den oprindelige opskrift er der lime i. Det havde jeg ikke, så jeg brugte citron i stedet, ligesom jeg udskiftede havregrynene i opskriften med kokosmel, da jeg havde noget tilbage efter at have lavet Raffaellokugler til juleaften.

Gaffelkager
ca. 20 stk.

100 g blødt smør
0,75 dl rørsukker
1 dl kokosmel
2 dl hvedemel
2½ tsk stødt ingefær
lille knips salt
revet skal fra ½ øko-citron

Pisk smør og rørsukker til en let og cremet masse. Rør de resterende ingredienser i og form kugler, der størrelsesmæssigt ligger midt mellem hasselnødder og valnødder. Sæt dejkuglerne på en bagepapirbeklædt bageplade og tryk hver småkage let flad flad med fingrene, inden du giver hver kage et tryk med en gaffel. Bag dine gaffelkager ved 200 grader i 10-12 minutter og lad dem køle helt af, inden du sætter tænderne i dem.

Note: Disse gaffelkager har et frisk pift af ingefær og citron. Smagen er ikke lige så kraftig som de ingefærkager, jeg bloggede om tidligere på måneden, så hvis du foretrækker ingefærkager med mere afdæmpet smag, så prøv disse gaffelkager.

Julesmåkage med chokolade og polkagris

julesmåkage med chokolade, chokolade, mørk chokolade, smør, mørk farin, æg, bagepulver, hvedemel, polkagris, pebermynte, kakaopulver, jul, småkage, kageFindes der en julesmåkage med chokolade? Ja – hvis man skeler til udlandet. Da jeg sidste år havde et benspænd med julesmåkager, hentede jeg også inspiration fra udlandet, og her faldt jeg blandt andet over en julesmåkage med chokolade på den amerikanske side I ♥ Naptime. Det er en ret festlig julesmåkage med chokolade, for der er stykker af polkagris i. “Polka-hvad-for-noget?!”, siger du måske. Polkagrise er de rød- og hvidstribede sukkerstænger med pebermyntesmag, som man kan købe ved juletid. De er noget mere udbredte i USA og England, men de kan som regel også købes i de store supermarkeder. Vær dog opmærksom på, om der faktisk står på pakken, at de smager af pebermynte, for der er – ak ak – supermarkeder, der formaster sig til at sælge polkagrise UDEN pebermyntesmag.

Nu er jeg faktisk ikke særlig glad for pebermynte, men efter at have prøvet disse julesmåkager, så er jeg blevet noget mildere stemt over for kombinationen af chokolade og pebermynte. I denne udgave er pebermynten nemlig ikke så kraftig, så der er en rigtig fin balance mellem den søde chokolade og den friske pebermynte. Jeg lavede en række justeringer i forhold til den oprindelige opskrift – blandt andet fordi den indeholdt et eller andet mystisk prefabrikeret miks, vi ikke har her i DK.

Julesmåkage med chokolade og polkagris
ca. 20 stk.

75 g blødt smør
1 dl mørk farin
1 æg
1 tsk bagepulver
2½ dl hvedemel
3 spsk kakaopulver
en lille smule salt
70 g hakket mørk chokolade
70 g hakket polkagris (sukkerstok med pebermyntesmag)

Pisk smør og farin til en luftig, ensartet masse. Pisk æg i og tilsæt derefter bagepulver, hvedemel, kakaopulver og salt. Rør det grundigt sammen, inden du vender chokolade og polkagris i.

Form dejkugler på størrelse med valnødder og tryk dem ud på en bagepapirbeklædt bageplade. De kan godt være på én bageplade, hvis du er omhyggelig, når du arrangerer dem på pladen. Bag dine småkager ved 175 grader i 10-12 minutter. Lad dem køle helt af, inden du nyder dem sammen med et glas mælk eller en kop te eller kaffe.

Note: Jeg ville oprindeligt eksperimentere med denne form julesmåkage med chokolade, fordi der er pebermynte i, og det kan gemalen godt lide. Jeg havde IKKE planlagt at spise flere af småkagerne, men det kom jeg søreme til, for de smagte ret godt. Selvom der er pebermynte i. Som jeg som sagt ikke bryder mig om…. øhm… bortset fra i disse kager (pokkers!).