Kærnemælks-smoothie og solsikkeboller
Det er skønt at vågne op til en fantastisk weekend, hvor jeg både er udhvilet og har tid til at ligge og læse lidt, inden jeg står op for at sætte boller i ovnen og blende smoothies til os begge! Vi har lige indtaget begge dele, så jeg er klar til om en halv time, hvor jeg suser af sted til træning. Opskriften på boller fandt jeg på Anarkistens blog.
Kærnemælks-smoothie
2 almindelige glas
3 dl kærnemælk
150 g frossen kiwi
1 spsk vaniljesukker
2 spsk honning
2 tsk citron
Alle delene blendes grundigt, og smoothien smages til.
Note: Jeg puttede mere vaniljesukker og honning i, end jeg plejer, men ellers ville smoothien blive ret syrlig pga. kærnemælken. Smagen blev mere a la koldskål, og det faldt i gemalens smag.
5 dl lunkent vand
5 gram gær
½ tsk salt
1 tsk rørsukker
250 gram grahamsmel
250 gram hvedemel
100 gram solsikkekerner
Rør gæren ud i det lunkne vand, og når den er helt opløst, tilsættes salt og sukker. Rør melet i lidt ad gangen, indtil konsistensen minder om meget tyk risengrød. Rør solsikkekernerne i. Dæk skålen godt til og lad dejen hæve i køleskabet mindst 8 timer (dejen kan stå i køleskab i op til en uge).
Sæt ovnen på 225 grader. Så snart ovnen er varm, sættes dejen på en bageplade i store skefulde og drysses med solsikkekerner. Bages midt i ovnen i ca 15 minutter og afkøler på en rist.
Note: Jeg brugte lidt mere gær under bagningen, og jeg lavede lidt færre men større boller. Har lige prøvesmagt én – mmm! Resten gemmes til aftensmad i aften og frokost i morgen.
Mums, de solsikkekøleskabsboller ser forjættende ud! Og grahamsmelet gør dem lidt grove, så der er bid i.
Ha' en dejlig lørdag!
Mmm, det ser lækkert ud 🙂
Den smoothie lyder god, jeg er ret vild med kærnemælk…..
Mange hilsner
Birthe
Madame – jeg elsker, når der er bid i, så de passede mig godt! Tak og i lige måde 🙂
NYBH – den endte faktisk med at blive glimrende, selvom jeg var lidt bekymret, inden jeg fik tilsat sukker – der var den noget syrlig, og det var jeg ikke lige i humør til. Gad vide, om jeg ikke skal lave lidt mere smoothie i morgen, når gemalen skal til koncert…