Julemarked på havnen

julemarked, RoskildeSom inkarneret julenisse elsker jeg julemarkeder, men som de fleste husker, så faldt der temmelig meget sne sidste jul, og det betød, at jeg slet ikke kom på alle de julemarkeder, jeg havde planlagt. Jeg nåede et enkelt i Roskilde nede ved havnen, hvor vi desværre kun havde ca. 20 minutter, inden vi skulle skynde os videre til julefrokost. Jeg ærgrede mig dobbelt, da jeg fandt en del interessante boder på markedet, så jeg krydsede fingre for, at markedet ville komme igen i år – og det gjorde det så sidste weekend.

julemarked, RoskildeJulemarkedet blev afholdt i et stort telt, hvilket var ganske rart, da der ofte kommer en kølig havbrise (for ikke at sige et pivkoldt vindstød!) nede ved vandet. Udvalget af boder var ret stort, så der var både madvarer, håndarbejde og antikviteter.

julemarked, RoskildeDer var mange af de samme boder som sidste år, hvilket passede mig fint, for der var flere boder, jeg gerne ville handle hos igen – blandt andet den kreative dame med de fine små slik- og smørrebrødsøreringe! Sidste år købte jeg et par rullepølsemads-øreringe (!) og et par julestokke-øreringe, og i år blev det så til et konfekt-armbånd. Jeg må indrømme, at jeg også kiggede meget interesseret i et par æggemads-øreringe (!!) og et par ostemads-øreringe (!!!), men det må blive en anden gang. Ja, øreringene var selvfølgelig lavet af fimoler – jeg render altså ikke rundt med rigtige madvarer i ørerne…

julemarked, RoskildeDen søde honningpusher var også tilbage i år, og her købte jeg et glas almindelig honning samt to specialblandinger – en med citron og en med anis. Ret spændende smagskombinationer, og især anisudgaven er ret kæk.

julemarked, RoskildeDe svenske fiskere var også tilbage med lækre fiskevarer. Sidste år købte vi et par bøtter af de lækreste krydrede sild, og det blev vi nødt til at gøre igen i år. Der var også store skønne stykker laks og andre gode sager, og der blev helt sikkert solgt en del i den bod.

julemarked, RoskildeDet er sjældent, jeg køber smykker, men denne halskæde kunne jeg ikke stå for.

Udover de viste ting fik vi også købt noget lakridssirup og grapesirup, som jeg glæder mig til at eksperimentere med.

Det er bestemt et fint lille marked med både gode og knapt så gode tilbud. Flere af de handlende kommer også jævnligt på det lokale lørdagsmarked på Stændertorvet, og der er helt sikkert et par stykker, jeg gerne opsøger på et senere tidspunkt.

Dette er mit første julemarked i år, men der venter to mere i løbet af ugen. Har du været på julemarked i år – og hvorhenne var det i så fald?

17 thoughts on “Julemarked på havnen

  1. Uha, er grøn af misundelse!
    Vi har 2 julemarkeder her i Aalborg: et på Gammeltorc, hvor der er sat små hytter op og de lokale sælger mad, varme drikke og æbleskiver fra og et stort julemarked i Nordkraft med specialiteter og andre varer.
    Jeg har ikke haft tid til at besøge nogen af stederne endnu, men på søndag skal jeg jule-hygge med et par tøser inde i byen, så jeg håber vi når forbi:)

    • Det håber jeg, at I gør! Elsker selv julemarkeder og er så glad for, at I år byder på flere markedsoplevelser – det er simpelthen så hyggeligt 🙂

    • Hejsa Piskeriset,

      Hvor ser det hyggeligt ud og alle de dejlige ting du fik købt – ja halskæden den er også liiiiige mig, så øv den købte du he he he, den skal du nok blive glad for 😀 Her i Horsens hvor jeg kommer fra, er der en juleby, og den er også meget hyggelig, men meget de samme ting. Lille manden, må hellere komme med i år, der plejer at være nogle store gæs, som ejerne går en tur med på strøget – he he he kækt, så det vil han nok nyde at se og så er der jo juletoget, som vi også skal prøve i år 😀

      Men dejligt med lidt inspirerende nyt 😀

      Knus og glædelig jul

      Rikke aka Bettelaus

      • Arh, hvis du bor i Horsens, så går det nok lige, at jeg fik fingre i den 😀

        Men kommer du forbi Roskilde, så har de efter sigende også en bod på torvet om lørdagen. Kan være jeg skal kigge forbi den på et tidspunkt.

        Det lyder hyggeligt med julebyen og især gæssene – det må være noget af et syn 😀

  2. Uhh altså hvor er der mange fine ting. Jeg har kun været på Vig julemarked hvor jeg selv havde en stadeplads. Men jeg fik da købt lidt 🙂 Jeg syntes ikke helt jeg har haft tid til at tage på andre julemarkeder. Desværre. Måske jeg skulle opsøge nogen på lørdag 🙂 Kan du anbefale nogen ??

    • Jeg har været på Svenstrup Gods for mange år siden, og det var ganske hyggeligt, men jeg ved ikke, hvordan det er nu. Har selv drømt om at komme til Camilla Plums julemarked (det skulle vi sidste år men måtte aflyse pga. vejret) og Christianias julemarked – det sidste når jeg i år, da jeg regner stærkt med at tage derhen i morgen 🙂

  3. Jeg elsker den slags markeder – sikke en fin halskæde du har købt! Jeg har været på to markeder indtil videre, men har planer også om Christiania, Nyhavn og Tivoli 🙂

    • Christianias skal jeg til i morgen! Nyhavns boder gik jeg forbi meget tidlig en morgen i starten af december, men jeg når nok ikke forbi i åbningstiden i år 😀

  4. Det er simpelthen ikke rigtig jul førend jeg har været på Byens julemarked i Ridehuset i Aarhus. Der er et væld af boder, som skifter fra uge til uge, så man kan sagtens komme der flere gange i december. Jeg var der i fredags, og regner med at tage endnu et skud uforfalsket jul i morgen 🙂

    • Det er da ret fedt, at de skifter ud i boderne undervejs – det lokker jo også folk til at komme flere gange 🙂

  5. Sikke nogle flotte ting – og hvis jeg var kommet forbi den halskæde, så havde jeg også købt den – jeg har svært ved at finde smykker som jeg kan tåle. Men den er godt nok fin 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  6. Ej, de der dråbeformede glaskugler i mange farver havde min mor også på juletræet i min barndom 🙂 Jeg har slet slet ikke haft tid til at være på julemarked i år, desværre, for jeg har desværre haft meget travlt på arbejdet. Så travlt, at jeg slet heller har haft tid til at blogge 🙁

  7. Pingback: Smag på julemarkeder | Piskeriset på eventyr

  8. Pingback: Smag på julemarkeder | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *