Jeg lavede denne skønne italiensk-inspirerede veganerret for nylig, da jeg var alene hjemme. Jeg forbinder ellers ikke det italienske køkken med veganermad. Godt nok er der mange kødfri retter i Italien, men til gengæld er italienerne ret glade for at proppe ost i maden, og det går jo ikke med et veganer-benspænd. Vil du lave en mere syndig og ikke-vegansk udgave af retten, kan du med fordel tilsætte revet parmesan under tilberedningen af den bløde polenta.

Tomatsaucen lavede jeg dagen før og satte på køl, så den var klar, da jeg stegte champignonerne. Saucen blev lavet ved at svitse et finthakket løg i olie, inden jeg tilsatte 100 g små italienske tomater, som jeg fandt i Føtex, og 2 dl hvidvin. Det simrede under låg en times tid, inden jeg tilsatte 2½ dl kraftig grøntsagsbouillon og lod det simre videre i en time mere, indtil saucen var kogt næsten helt ind. Derefter smagte jeg til med lidt salt og satte saucen i køleskabet til næste dag.

Du kan både købe minut-polenta (som tager meget kort tid at tilberede) og almindelig polenta, som kræver 40 minutters kogning. Jeg havde sidstnævnte udgave stående, og her kogte jeg ca. 0,75 dl polenta – først 20 minutter i rigeligt vand – husk at røre undervejs – og derefter tilsatte jeg noget kraftig grøntsagsbouillon, som det kogte færdig i. Jeg smagte til med salt og peber.

150 g brune markchampignoner blev skåret i skiver og stegt på en pande med en gavmild sjat olivenolie og 1-2 tsk røget paprika. Efter nogle minutter tilsatte jeg tomatsaucen og lod det varme godt igennem, inden jeg smagte til med salt og peber samt et lille skvæt hvidvinseddike. Jeg vendte en lille håndfuld frisk basilikum i retten, lige inden jeg tog dem af varmen.

Den bløde polenta blev serveret i en skål og toppet med champignon-tomatsaucen. En rigtig hyggeret!