Som afslutning på rejseberetningen er der selvfølgelig det obligatoriske shoppingbillede. Vi havde kun én kuffert med, men den blev til gengæld tætpakket – hvor tæt opdagede jeg i lufthavnen, hvor kuffertens vægt endte på 19.7 kg – det er da at udnytte mulighederne!

Jeg fandt et par linsesuppeblandinger, som nok kostede ca. det halve af, hvad det gør herhjemme, og da det passer godt til denne måneds tema (som annonceres i aften), så måtte de med hjem sammen med forskellige slags bønner og pasta, sukrede frugter, blåbærlikør, pæremarmelade, balsamico, kamutmel, noget gustent glimmerværk til kager, svampeolie samt et par bluser og nogle solide indkøbsposer, som er noget, jeg også er stødt på i Frankrig. De er ret kraftige og gode at bære indkøb i, og så holder de meget længere end almindelige poser. Ahja – og så en ordentlig klods parmesanost, men den er ikke med på billedet – den ligger og hygger sig ude i køleskabet nu.