Hvad har du spildt i dag?

I går læste jeg denne artikel om danskernes voldsomme madspild hvert år. Ind imellem overrasker det mig, at der er så mange, der ikke udnytter rester, men blot smider dem ud. Nu er det ikke kun ud fra devisen, at man skal tænke på de sultne børn i Afrika (eller – det skulle man i hvert fald, da jeg var barn – om børn stadig hører den formaning ved jeg ikke), men også det miljømæssige og økonomiske ved det.

Jeg synes, det er rimelig let at bruge rester af retter og madvarer, men jeg er også glad for at lave mad, så der er jeg nok lidt fordomsfuld – og så ser jeg det som en udfordring at finde ud af, hvordan man får udnyttet de sidste ting bedst muligt. Det afføder til tider at få afprøvet opskrifter, som jeg støder på ved at bruge ‘tøm køleskabet’-funktioner på opskriftshjemmesider, eller jeg opfinder mine egne retter. En sjælden gang bliver det lige lovlig mystisk, men det plejer at gå godt, og det er jo altid spændende at prøve noget nyt.

I går stod menuen således også på rester, eftersom vi er meget lidt hjemme i denne uge og derfor er i gang med at udsulte køleskabet. Det blev til pangasiusfileter (fra fryseren) paneret i creme fraiche (den sidste rest, og vi havde i øvrigt ikke æg) og rugmel, kartoffelmos af kartofler (der trængte til at blive brugt), den sidste rest frisk basilikum, saften fra en lime, en sjat mælk og en smule smør. To runkne peberfrugter blev snittet i strimler og kogt i en gryde i en lille sjat olivenolie og en lidt større sjat hvidvinseddike.

Til folk, der gerne vil have mere inspiration til at udnytte køleskabets sidste juveler er der et link mere.

10 thoughts on “Hvad har du spildt i dag?

  1. Når sætningen, “Det ka' godt være at det bli'r lidt underligt!”, gjalder gennem hytten, så betyder det oversat, at der er gang i resterne. Det er der kommet mange interessante retter ud af.

    Jeg bryder mig bare ikke om at smide mad ud, og selvom det ind imellem sker alligevel, forsøger jeg stadig at blive bedre til at undgå det.

    På trods af et stramt budget, køber jeg helst de gode ting, og fileme om de skal havne i skralderen!

  2. Jeg læste også om det i går – og man tager sig jo til hovedet over, at folk bare smider ud. De fleste rester kan sagtens bruges i en ny ret, hvis man er lidt kreativ og ikke afhængig af opskrifter.

    Ha' en dejlig dag :O)

  3. Hej Piskeris
    Jeg har også været slem til at smide ud i perioder. Så blog-verden har helt klart været godt for mig – inspireret af flere af jer skønne mad-bloggere er jeg selv blevet hooked på at få brugt resterne.
    Tidligere tænkte jeg … “hvor kedeligt kan det lige blive”, når jeg skulle bruge rester. Nu har jeg vendt det om og lige som dig kastet mig ud i “underlige” retter, som oftest bliver rigtigt gode.
    Godt emne, du der tog op.
    Hanne

  4. Herhjemme har vi tit mad i overskud, for det kan være svært at købe ind til 2 småtspisende mennesker..
    Jeg er blevet bedre til at få brugt resterne, ved at planlægge ugens menu, så det meste bliver brugt, men jeg må med skam i stemmen indrømme at der nogen gange må smides lidt ud her..
    65 kg om året når vi dog aldrig op på!

  5. Hej Sifka!

    Hehehe – den kommentar er jeg også kommet med en del gange her i hjemmet, og nu rynkes der ikke længere på panden, når jeg gør det 😀

    Jeg synes, det er en god pointe mht. gode råvarer – det er netop rigtig ærgerligt at skulle smide det ud, så der går lidt sport i at få dem brugt!

  6. Hej Madame!

    Ja, det lyder jo ret voldsomt i artiklen! Mht. brug af rester er jeg faktisk glad for, at der ikke er kantineordning på mit arbejde, for så kan jeg netop få brugt de sidste ting i køleskabet (og så undgår jeg også at spise for meget eller for usundt, hvis der er en stor, fristende menu – men det er så en anden side af sagen ;-)).

    Håber også, du får en god dag 🙂

  7. Hej Hanne!

    Blogverdenen har også været med til at inspirere mig – især andres brug af blenderen til at lave diverse retter har fået mig til at lave nye former for dressinger, smoothies mm., og efterhånden går der jo lidt sport i at bruge ingredienser, som ellers ikke er oplagte at sætte sammen!

  8. Hej Missmuffin!

    Jeg kender godt det med at købe ind til to mennesker – af samme grund skejer jeg også mest ud mht. indkøb, når vi har inviteret gæster, for det er altså begrænset, hvor meget gemalen og jeg kan spise 😀

    Jeg synes, det er en rigtig god ting at have nogle basisvarer på lager, som kan sammensættes med mange andre madvarer – det gør det lettere at improvisere. En madplan er også en god idé. Jeg plejer at planlægge menuen en uge i forvejen, når vi inviterer gæster og gør mig lidt løse tanker om, hvad vi skal have de andre dage. Der er dog en del dage i løbet af ugen, hvor vi ikke begge to er hjemme til aftensmad, så de dage står på fuld improvisation 🙂

  9. Cool, jeg går også op i af udnytte alle rester. Det koster kassen at købe økologisk – det skal på tallerkenen, ikke i skraldespanden!

    Tak for mailen, jeg sender en lille overraskelse til dig en af dagene. Og det er en med bid i 🙂

  10. Klidmoster – ja, de økologiske varer koster desværre stadig en del. Jeg synes dog, at Kvickly bl.a. er blevet bedre til at have økovarer til en rimelig pris, og i enkelte tilfælde er de ind imellem billigere end almindelige varer.

    … og jeg er virkelig nysgerrig nu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *