Himalaya, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseI sidste uge var vi til Nightwish-koncert, men inden da skulle vi have en hurtig bid mad. Jeg var fristet til at besøge en Sticks ‘n’ Sushi-restaurant, der lå i nærheden, men så kom gemalen til at antyde, om ikke jeg skulle prøve noget nyt (han ved lige, hvilke knapper han skal trykke på), så jeg ledte i stedet efter en restaurant med veganske retter og faldt over den nepalisiske/tibetanske restaurant Himalaya. Det var dog en oplevelse, jeg gerne ville have været foruden. Først fik jeg en cola, som smagte af absolut ingenting, og da jeg nærstuderede etiketten på flasken, kunne jeg se, at colaen var et år for gammel! Tjeneren undskyldte og kom dernæst med noget vand, jeg bestilte i stedet. Cola-episoden gjorde samtidig, at han glemte at komme med risene, der skulle serveres sammen med vores retter, så dem måtte vi rykke for. Jeg havde selvfølgelig valgt en ret uden kød, nemlig soyaboller stegt med capsicum, løg og tomat og med sursød sovs. Om den er 100% vegansk tør jeg ikke love, men vegetarisk var den i hvert fald. Den smagte udmærket, men soyabollerne havde en spøjs og lidt gummiagtig konsistens, og jeg savnede flere grøntsager i retten. Jeg savnede lidt dyppelse og smagte derfor også gemalens karryret, hvor der var rigelig med sauce, men her syntes jeg, at karryen smagte billigt og uinteressant.

Himalaya var en ret dårlig spiseoplevelse og bestemt ikke et sted, jeg vil besøge igen.

Jeg havde egentlig tænkt på at smage et af stedets desserter, men efter ovenstående oplevelse skulle jeg ikke lægge flere penge der, men nu havde jeg sat næsen op efter lidt sødt, og jeg fik derfor lokket gemalen med på at besøge Paradis Is, som jeg ikke har været forbi siden… forrige sommer tror jeg. Derfor ved jeg heller ikke, hvor nye de smagsvarianter, vi kastede os over, var, men jeg fik i hvert fald en ret lækker kokosis samt en med kaffe, karamel og chokolade. Mmmm! Gemalen smagte en ret funky mynte-limesorbet, som jeg kan forestille mig vil passe supergodt til en varm sommerdag, så når de snart kommer (og der kommer mange af dem!), så må jeg hellere huske at smutte forbi en af de lokale ispushere og købe en kugle.

Og koncerten? Jamen den var ganske fin. Nightwish skiftede forsanger for nogle år siden, og det ændrer selvfølgelig en del ved sangene og stilen. Bandet har valgt en forsanger, som de enes godt med (i modsætning til den foregående), men den nye sangers stemme er bare ikke lige så interessant og nuanceret som den tidligere forsangers, og det gør ind imellem oplevelsen lidt flad, når de spiller de gamle numre. Jeg syntes dog, at de gjorde et hæderligt og til tider vellykket forsøg på at fortolke de gamle numre, så de passede til den nye stil. Herunder får I dog et af mine yndlings-Nightwish-numre i den ‘gamle’ udgave.

Og til slut et lille tip. Gå til koncerter med goth rock bands. Det er en utrolig fredelig og behagelig oplevelse, hvor du kan nyde musikken og stemningen uden at blive revet af skrigende poptøser, der tumler omkring, og hvor alle skal stå helt oppe ved scenekanten. Man skulle ikke tro det, men koncertgængere til goth rock koncerter er noget af det mest fredelige publikum, du kan forestille dig. Kan anbefales.