Tip til et godt lommekamera?

Mit nuværende lommekamera – et Sony Cyber-shot – har fulgt mig trofast gennem hele blogtiden, men nu viser det sygdomstegn. Det er først og fremmest on/off-knappen, der driller, og da den jo er ret essentiel, så er jeg begyndt at kigge efter alternativer.

Det skal først og fremmest være et lille og hurtigt kamera, for vi har et andet og større, som vi bruger ved særlige lejligheder (og som jeg muligvis burde bruge noget oftere, men jeg har bare været ret tilfreds med det lille).

Kan du anbefale et lommekamera? Det skal – ikke overraskende – være rimelig godt til nærbilleder, da jeg først og fremmest skal bruge det til at fotografere mine madeksperimenter, og så må det også meget gerne kunne tage gode billeder i dunkel belysning (der halter det til gengæld med mit nuværende kamera, hvilket er ret irriterende, når jeg vil vise billeder fra vores restaurantbesøg).

Og mens I grubler, kan I nyde billederne, jeg har taget på det seneste. Jeg kan normalt ikke fordrage lyserød, men lige ved bonderoser, pæoner og roser er jeg ret tilgivende 😉

Det spirer og gror


Ambitiøs mynte med planer om at overtage verdensherredømmet

I søndags plantede jeg halvdelen af mine små spireforsøg ud – har stadig flere små potter stående, som lige må vente til næste weekend, da de godt må blive en smule større, inden de skal ud i den store farlige verden. Da jeg skulle klargøre et par store potter, som de små spirevipper skulle bo i, opdagede jeg, at den lille stedmoderblomst, som jeg havde sidste år, havde sået sig selv i en af de andre potter. Det passede mig rigtig godt, eftersom den originale plante ikke kom igen i år. Dejligt med sådan en ‘overleverplante’. Måske er den i familie med vores mynte? Den er i hvert fald ret insisterende og vokser allerede kraftigt. Jeg forudser masser af mojitos til sommer.

Hvordan går det med din have/krydderurter?

Forårsfornemmelser i haven

Nu er vejret mildest talt uinspirerende i dag, men det ændrer ikke ved det faktum, at foråret er over os og er godt i gang med at fortrænge kulden fra jorden. I vores have jubler græsset pt. over regnvejret, mens jeg går og holder øje med, hvad der kommer op af jorden. Hvor mange af krydderurterne fra sidste år har for eksempel overlevet vinteren? Indtil videre titter purløgene frem, men mon ikke flere snart følger efter? Vores rabarber er også kommet frem, og så er der selvfølgelig forårsblomsterne.

Vi har overvejet, om vi skal plante nogle hindbær- eller brombærplanter op ad plankeværket – kan du anbefale en eller flere sorter – eller er der andre bærsorter, som du vil foreslå?

Snart skal haven spises…

Det er godt nok pivkoldt udenfor stadigvæk, men det er ved at være tid til at tænke over, hvad der skal plantes og sås i haven, så for et par dage siden fik jeg bestilt frø via fuglebjerggaard.dk. Jeg købte nogle frøposer sidste år og var godt tilfreds med resultatet, så jeg måtte selvfølgelig også kigge efter nye spændende ting. Jeg har blandt andet købt ramsløg, som jeg for alvor faldt for sidste forår, og det vil jo være rart at have det lige ved hånden i stedet for at skulle til skoven for at lede efter det.

Igen i år har jeg også fundet en række spiselige blomster, der skal sås, noget koriander (igen noget, jeg tit har svært ved at finde i butikkerne) og en tomatart, der kan sås i potte. Der var ellers mange ting i netbutikken, jeg gerne havde købt, hvis vi havde haft drivhus, men – det har vi ikke, som I nok havde regnet ud, og jeg tror også, vi har nok små planteprojekter for i år.

Hvad har du planer om at så eller plante i din have/potter/altankasse?

Jordnøddesuppe

jordnøddesuppe, suppe, hvidløg, vegetar, løg, gulerødder, hvidvin, porrer, honning, karry, grøntsagsbouillon, bouillon, kokosmælk, peanutbutter, jordnødder, peanutsI onsdags havde jeg vegetarvennen på besøg, så jeg skulle finde på noget hurtig vegetarmad, da jeg også skulle nå træning efter arbejde. Da vi var på Bornholm i weekenden, fik jeg købt en kogebog, ‘De bedste opskrifter fra Sydafrika’, som Kvickly har på tilbud i denne uge. Jeg har meget få opskrifter fra det område, så jeg trængte til noget inspiration, og jeg fandt da også en opskrift her, som jeg straks måtte prøve. Jeg ændrede dog nogle ting – puttede mere kokosmælk i og undlod til gengæld fløde, puttede mere karry og grøntsagsbouillon i og erstattede sukker med honning. Jeg brugte halvt så mange jordnødder og brugte til gengæld den salte udgave – så behøvede jeg til gengæld ikke at bruge salt ved siden af.

Jordnøddesuppe
3-4 personer

1 fed hvidløg
1 løg
2 gulerødder
lidt olie
1 dl hvidvin
1 porre
2 spsk honning
3 tsk karry
8 dl grøntsagsbouillon
2 små dåser kokosmælk
2 spsk jordnøddesmør
100 g jordnødder

Hak hvidløg og løg fint, og skær gulerødderne og porrerne i tynde skiver. Svits hvidløg, løg og gulerødder i olie, til det bliver blødt. Hæld vinen ved og lad det koge ind. Tilsæt porreskiverne sammen med honning og karry og lad det koge op. Hæld bouillonen ved og lad det simre videre i ca. fem minutter. Rist jordnødderne på en pande uden fedtstof og rør dem i suppen sammen med kokosmælk og jordnøddesmør. Lad det småkoge i 15 minutter.

Note: Meget lækker suppe, hvor det var godt med lidt ‘knas’ og fylde i – selv gemalen måtte indrømme, at den var nu ikke så ringe endda. Vi spiste pizzasnegle til (undtagen vegetaren, der fik noget andet brød).

Mens vi var på ferie, var vores pæoner så listige at springe ud, så noget af det første, jeg gjorde efter hjemkomst, var selvfølgelig at fistre ud i haven for at se til dem – og plukke et par stykker. De er voldsomt store, og deres duft er overvældende – jeg har aldrig oplevet pæoner med en så tung og tydelig duft – den er ret sød i det, og det bliver næsten for meget, så jeg har kun plukket nogle få stykker, for ellers tror jeg ikke, vi kan være i stuen!

Men imponerende – det er de.