Halifax

I efteråret rasede burgerkrigen i det københavnske, da flere gourmet-burgerbarer åbnede og pludselig gjorde sit til at løfte forventningerne til, hvordan en god burger skal være. Jeg fulgte en del med i debatten, hvor folk diskuterede hvilket burgersted, der var det bedste, og her bemærkede jeg, at en del personer sagde, at nok var de nye steder ganske fine, men de overgik ikke Halifax!

Siden da har jeg tænkt på, at der måtte jeg forbi, og i går fik jeg så muligheden, da et vennepar inviterede os med på burgerbaren i anledning af, at den ene netop havde afsluttet sin uddannelse.

Halifax har flere burgersteder i København, og vi var forbi den i Frederiksborggade. Vanen tro havde jeg studeret menukortet hjemmefra, hvor jeg næsten havde besluttet mig for at købe en Palermoburger med blåskimmelost i eller måske en Biarritz – en fransk udgave med gedeost og chilistegte champignoner.

Da vi sad ved bordet, kunne jeg dog ikke stå for beskrivelsen af Lone Star burgeren: Som en burger er tænkt derovre… Bøffen smøres med vores hjemmelavede spicy BBQ-sauce. Under bøffen gemmer der sig lidt salat, tomat og rødløg, mens der over bøffen er masser af cheddar og bacon!

Når nu det var første gang, jeg besøgte stedet, så måtte jeg hellere få en version, der ikke var for underlig, så jeg bedre kunne vurdere håndværket og ikke bare ideen. Gemalen og jeg er ret enige smagsmæssigt, så vi ender tit med at ville have det samme på menukortet, og i går var ingen undtagelse, så den tog han også. Som tilbehør valgte jeg kartoffelbåde samt chipotledip til – her gik gemalen på aioli i stedet.

Det er ret lang tid siden, jeg sidst har fået burger, så det var skønt at sætte tænderne i en god, gedigen sag igen. Bøffen var saftig og smagfuld, og burgeren i sig selv en god sammensætning, hvor jeg dog gerne havde set en lidt mere spændende bolle. Kartoffelbådene var udmærkede, mens chipotlen bed rimelig godt fra sig. Gemalen og jeg byttede dip undervejs, og jeg blev lidt overrasket over, at hans aioli ikke var stærkere. Den var lige lovlig mild og kunne sagtens have fået mere hvidløg i sig.

Vi sad i en ret dunkel krog med minimal belysning, så det var svært at tage ordentlige billeder, men til gengæld var der hyggeligt, og selvom stedet var velbesøgt, havde jeg ikke særlig svært ved at høre de andre ved bordet. Et glimrende sted at mødes til et uformelt måltid sammen med gode venner.

Jeg savnede lidt mere spræl på bolle- og dipfronten, men det var en god burger, og jeg kommer der gerne igen. Så går jeg dog også efter en af de mere mærkelige sammensætninger, for det er nu sjovt at udfordre traditionerne.

Halifax ender på et sted mellem fire og fem stjerner. Absolut blandt de bedste burgere, jeg har fået.

18 thoughts on “Halifax

  1. Spændende at læse din anmeldelse af Halifax, Piskeris – ja, bollen ser lidt vissen ud, og det er rigtig synd, når resten af måltidet er udmærket. Men alt i alt et sted jeg meget gerne gerne vil prøve 🙂

  2. Madame – ja, jeg havde håbet på lidt mere spændende brød. Det var ikke det kedelige standardkøbebrød, som billige burgerbarer kan finde på at bruge, men omvendt måtte der godt have været lidt mere struktur og smag i brødet. Men en glimrende burger var det nu 🙂

  3. Hej Piskeris 🙂

    Spændende læsning 🙂

    Jeg har tit overvejet at tage på Halifax. Men er hver gang blevet stoppet af, at man ikke kan bestille bord – det kan mit kontrol-gen på en måde ikke rigtigt rumme.

    Men ender jo nok derinde til sommer, så det ikke er for koldt at vente udenfor, hvis der skulle være kø 🙂

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

  4. Halifax er et genialt sted – har været der mange gange efterhånden og kan også virkelig anbefale både selleribøffen og kikærtebøffen! Masser af god smag, der gør, at man overhovedet ikke føler sig snydt for kød. Og den grove kartoffelmos med skræller og masser af smør i… mums!

    🙂 C.

  5. Ja jeg har jo ikke de store muligheder for at prøve, lidt for langt at køre for en burger 😉 men det lyder lækkert. Bollen ser godt nok lidt kedelig ud.
    God weekend!

  6. Giver dig ret, Halifax er intet mindre end geniale!

    Dog tror jeg det ville give et ekstra ´+ hvis de valgte at lave bøfferne lidt grovere.
    Min generation (er 18) vil ofte helst have noget groft, og det skuffede mig lidt da jeg så en fuldfed hvedebolle komme ind. Men alt i alt en super lækker burger 🙂
    (fik ogås Lone Star)

  7. Piske for høvlede… selvom jeg lige har spist bliver jeg jo sulten igen, at sådan et indlæg. Halifax er min favorit burger-joint og Bairritz er den bedste burger jeg nogen sinde har sat tænderne i, skarpt forfulgt af Liverpool 🙂

  8. Eeeelsker Halifax! (Og nu vil jeg derind igen snart, efter at have læst din anmeldelse).

    Et tip til næste gang, så kan man komme uden om den halvkedelige burgerbolle ved at skifte den ud med den röstitop, som egentlig hører med til en af deres andre burgere. Det koster vist en merpris på en 10'er eller sådan noget, men det er bestemt dét værd 🙂

  9. Miss A – det med bordbestillingen er også noget, der kan forhindre mig i at tage forbi et spisested, så det var godt, vores vennepar fik lokket os derind 🙂

  10. Carla – hehe, vi prøvede at lokke en af de andre til at prøve selleribøffen, men det var gedigne kødspisere, vi var af sted med, så det fik vi ikke noget ud af 😛

  11. Hej Frederik!
    Helt enig mht. brødet – det trak også ned hos mig. Jeg er så vant til at spise rimelig groft brød, at helt hvidt brød er en anelse overvældende 🙂

  12. Hej Øglemor!
    Jeg var lidt fascineret af röstitoppen og havde nok valgt den, hvis jeg havde set brødet inden. Det må jeg gøre næste gang – tak for tippet 🙂

  13. Pingback: Haché Gourmet Burgers | Piskeriset på eventyr

  14. Pingback: Haché Gourmet Burgers | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *