Gedeost med hvidløg og tomat, ravioli med citron-basilikum sauce

Om onsdagen skulle vi til Saint-Paul – en fantastisk lille kunstby, som vi tidligere har besøgt, og hvor jeg har savlet over de mange smukke malerier og skulpturer, som gallerierne sælger. Da vi sidst var i Frankrig for tre-fire år siden, fortalte jeg gemalen, at vi en dag skulle tage bilen derned, så vi kunne købe et par malerier med hjem. Det blev dog ikke i denne ombæring, men til gengæld faldt jeg over en del sommertøj, jeg kunne lide, så jeg endte med at købe en del kjoler. Det var tilmed et tiltrængt indkøb, for de to forrige somre har mit indkøb af tøj været på et minimum, så jeg trængte faktisk til at købe nogle kjoler (og nu lyder jeg slet ikke som om, at jeg har behov for at forsvare tøjindkøbet. Det har jeg ikke. Sleeeet slet ikke).

Vi tog videre til Vence, hvor vi spiste på torvet. Det var så første og eneste gang, hvor vi fik en dårlig service af tjeneren – ferien udmærkede sig i det hele taget ved et overraskende højt serviceniveau, hvilket ellers ikke har været vores erfaringer i det franske.

Om aftenen havde jeg insisteret på at prøve en pakke lækre friske ravioli fra supermarkedet, som jeg havde stirret mig blind på. Vi havde samtidig noget gedeost tilbage, så jeg bryggede følgende retter sammen:

Gedeost med hvidløg og tomat
4 personer

gedeost med hvidløg og tomat, flute, forret½ pakke smørbar gedeost
4 skiver flutes
2 fed presset hvidløg
lidt smør
4 skiver tomat
salt og peber
evt. lidt dressing

Hvidløg smøres på flutes-skiverne, og de steges med hvidløgssiden nedad på en pande med smeltet smør, indtil brødet skifter farve. Brødet tages af panden og smøres med gedeost. En skive tomat lægges på hvert brød, salt og peber drysses på. Kan evt. pyntes med en smule mild sennepsdressing.

Raviolien var med tomat og pesto. Jeg mener, at saucen blev lavet af 2 dl madfløde, ½ potte frisk basilikum, den revne skal fra én citron og saften fra selvsamme samt salt og peber. Cirka 200 g strimlet skinke blev drysset ud over den kogte ravioli, inden saucen blev hældt over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *