GÆV i Roskilde

Man skal huske at lege turist i egen by, og hvilken bedre anledning er der, end når en ny isbod åbner? GÆV åbnede den 1. juni på Musicon i Roskilde, og dem måtte vi selvfølgelig besøge i det gode vejr.

Det lille serveringssted ligger i klyngen af containerbutikker og har et hyggeligt fællesområde med paller og puder, så du kan slå dig ned – enten i solen eller i skyggen. Du kan både købe sandwiches, supper, is og drikkevarer, og vi ville prøve lidt af hvert, så vi delte en panini og en øl fra det lokale bryggeri, Thyras Bryg.

Paninien var lavet med groft brød, hvilket gjorde en ekstra sprød, og kombinationen med skinke, ost, pesto og salat var ganske god. Vi havde helt bevidst valgt at dele, så der også var plads til at få et par iskugler bagefter, for vi havde hørt godt om isen – og hvem siger også nej til is i denne varme?

GÆV sælger is fra Kastbergs, og du kan selvfølgelig få iskuglerne i enten vaffel eller bæger. To kugler koster 35 kr, og jeg snuppede hyldeblomstsorbet og espresso-honning, mens gemalen snuppede en hindbærsorbet og en hvid chokolade. Og lad mig sige – det må være den bedste is, jeg har købt i Roskilde! Jojo, ParadisIs gør det fint, men det har var nu lige en tand bedre. Espresso-isen var virkelig lækker – var lidt bange for, om den ville blive for tung i varmen, men den var frisk, havde en fin sødme og tilpas megen kaffesmag. Hyldeblomstsorbeten var forholdsvis sød og havde en lidt pudsig skarp eftersmag, mens hindbærsorbeten havde en kraftig og lidt syrlig bærsmag, som var ekstra skøn her i varmen. Og så er det første gang, jeg har smagt en hvid chokoladeis, der faktisk smagte af hvid chokolade…

Der er rigtig hyggeligt hos GÆV og i området omkring – sådan lidt råt og upoleret der mellem alle containerne. Jeg kan anbefale at gå på opdagelse i kvarteret bagefter. Her ligger lidt forskellige butikker, en kaffebar, et par spisesteder og såmænd også Musicon Mikrobryggeri, og har du lyst til at være kulturel, så er der både et lille galleri samt rockmuseet Ragnarock. Se mere på Musicons hjemmeside.



2 thoughts on “GÆV i Roskilde”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *