Franske vafler med kaffecreme

Vi fik havehjælp i påsken af mine søde svigerforældre, og de skulle selvfølgelig trakteres med god mad, så vi lavede pizzaer på grillen samt fik disse franske vafler med kaffecreme til dessert. Den kaffecreme, der var i den oprindelige opskrift fra Netto-kogebogen ‘Desserter’, var dog ikke særlig let at arbejde med, så i opskriften herunder har jeg brugt en anden kaffecreme baseret på en kage, jeg lavede for nogle år siden. Derudover justerede jeg lidt på nogle mål.

I den oprindelige opskrift stod der, at man skulle udstikke dejen i 5 cm brede cirkler. Det fik jeg dog nogle ret små vafler ud af, men det viste sig faktisk at være ganske fint, for så kunne man spise dem i én mundfuld – haps!

Franske vafler med kaffecreme
15-20 stk.

Dej:
125 g hvedemel
et lille knips salt
25 g koldt smør
3/4 dl vand
100 g smør

Derudover mel og rørsukker til udrulning

Kaffecreme:
100 g mørk chokolade, hakket
½ dl meget kraftig kaffe
1½ dl fløde

Start med at varme fløden op sammen med kaffen i en kasserolle, indtil den når kogepunktet. Tag kasserollen af komfuret og hæld så chokoladen i. Rør grundigt og stil kaffecremen på køl i mindst fire timer.

Rør hvedemel og salt sammen i en skål. Skær smørret i små tern og gnid dem ind i melet. Hæld vand i skålen og saml dejen til en kugle. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv times tid. Tag derefter dejen ud og læg den på et meldrysset bord. Rul dejen ud til et rektangel. Skær de 100 g smør ud i tynde skiver og læg dem i midterstriben af dejen. Fold den ene side af dejen ind over smørret og derefter den anden side af dejen. Rul dejen ud og fold dernæst dejen, så det atter er en tredjedel af den, der dækker en anden tredjedel af dejen. Derefter foldes den sidste tredjedel ind over de to andre. Rul dejen ud og gør dette to gange til. Pak atter dejen ind og læg den i køleskabet en halv times tid.

Drys nu køkkenbordet med sukker og rul dejen tyndt ud. Udstik ca. 5 cm brede cirkler og rul eller træk dem forsigtigt, så de bliver aflange. Læg dem på to bagepapirbeklædte bageplader, prik dem flere gange med en gaffel, drys dem med lidt sukker og bag hver plade ved 200 grader i ca. 10 minutter, til de er gyldne og sprøde. Lad de franske vafler køle af.

Pisk kaffecremen, indtil den er cremet og luftig. Tag en af de franske vafler, smør lidt kaffecreme på og læg den sammen med en anden af de franske vafler.

Servér de franske vafler med det samme. Hvis du ikke skal bruge dem alle på én gang, så sørg for kun at lægge dem sammen, som du ved, du skal bruge. De bagte vafler kan du opbevare i en lufttæt boks i et par dage, men de er klart bedst den dag, de er bagt.

Note: Sprøde, søde franske vafler med en skøn knasende lyd når man bider i dem. Er du ikke til kaffesmag, kan du sagtens udskifte kaffecremen med en vaniljecreme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *