Ferskensmoothie, fyldt mørbrad og chilichampignons

Jeg er håbløs bagud med at blogge. Mens jeg har skrevet om vores tur til Frankrig, har jeg også fundet tid til at eksperimentere i køkkenet, så jeg må lige sørge for at få indhentet de sidste par dage i løbet af i dag. Håber jeg. I mandags lavede jeg en ferskensmoothie om morgenen af de ferskner, vi havde med hjem fra Frankrig. De var blevet noget maste under transporten, så det var ikke ligefrem fordi, at blenderen kom på overarbejde…

Om aftenen skulle vi bare have noget simpelt – troede jeg! Indtil jeg opdagede, at jeg var kommet til at tage en svinemørbrad op (i stedet for koteletter), og så blev jeg jo nærmest nødt til at være kreativ. Jeg har længe gerne ville lave fyldt mørbrad, men da jeg ikke havde købt ind til det, blev det noget alternativt – men alligevel overraskende velsmagende.

ferskensmoothie, ferskner, smoothie, æblejuice, bananerFerskensmoothie
2 personer

3-4 ferskner
2 dl æblejuice
1 frossen banan i skiver

Fjern stenene fra fersknerne og blend alle ingredienser.

Note: Jeg har ikke prøvet ferskensmoothie før, men denne her var meget lækker, så det skal jeg helt sikkert gøre igen!

Fyldt svinemørbrad og chilichampignons
2 personerfyldt svinemørbrad, svinekød, brie

1 svinemørbrad
75 g brie
2 tsk stærk sennep*
salt
stødt chili
chili-olivenolie
250 g champignons

Svinemørbraden afpudses, og den skæres op. Brien skæres i tynde skiver og lægges på kødet, og senneppen smøres på. Mørbraden snøres sammen med snor og lægges i et fad.

fyldt svinemørbrad, svinekød, brie, champignons, chiliMørbraden smøres med lidt chili-olivenolie og stødt chili og salt drysses over.

Champignonerne renses og skæres i mindre stykker. De vendes i chili-olivenolie – gerne i den sidste slat, som indeholder alle chilikornene, og de lægges i fadet sammen med kødet.

Fadet sættes i ovnen ved 200 grader, og retten får omkring 30-40 minutter.

Note: Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville fungere med brie – jeg havde hverken feta eller mozzarella, som jeg ellers ville have puttet i, men brien var en ok erstatning. Jeg brugte noget sennep med basilikum, som vi har fra Frankrig, og det gav lidt ekstra smag. Har du ikke en krydret sennep, vil jeg foreslå, at du selv putter lidt flere krydderier i.

 



10 thoughts on “Ferskensmoothie, fyldt mørbrad og chilichampignons”

  • Det lyder utroligt lækkert – og jeg kan godt lide, at du er så eksperimenterende ud fra, hvad du har af råvarer. Der kan jeg lære en hel del, kan jeg se, og det er virkelig inspirerende 😉

  • Hej Madame!
    Tak skal du have – det er lidt en sport for mig at bruge madvarerne helt op, og det fører ind imellem til nogle spøjse men som regel velsmagende sammensætninger! 😀

    Jeg er rimelig frygtløs hvad det angår, men man kan jo også altid ringe efter en pizza eller lignende, hvis det går helt galt 😉

  • Kære Piskeris
    Det ser ret interessant ud!
    Ang. den limedressing, du skriver at den havde lidt kunstig bismag, af hvad, syntes du?
    Jeg købte jo i går et glas syltede lime, og tænkte, at hvis man hakkede en så kunne der være noget smag af den hvide bitre hinde, som er i den slags frugter, – det gør ikke så meget, hvis de øvrige smagsnuancer kan kombineres med det bitre, så kan det faktisk gøre smagen perfekt, men hvis der mangler en smagsnuance, så kan det bitre træde for meget frem, det var bare lige en tanke, som jeg ville dele med dig.
    Knus
    Vibeke

  • Hej Vibeke!
    Tak for det. Hmm… det kan godt være, at hinden er med til at give den bismag. Det kunstige snert er lidt a la 'langtidsholdbar citronsaft i pulverform' (jeg ved ikke, hvor meget mening den forklaring gav, men det er lidt svært at beskrive :-)). Meget pudsig smag.

  • Ja min første tanke var et koncentrat, og det lyder jo til, at du er inde på det samme, med det pulver, men jeg regnede med at det mærke du havde købt, gik ind for naturlige produkter, tar jeg fejl?
    Knus
    Vibeke

  • Hehe, nu fik du mig til at kigge en ekstra gang på glasset, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg bemærkede, at der stod 'mild' i parantes på glasset. Det er den i hvert fald ikke! 🙂

    Men til gengæld ser det ud til, at det kun er naturlige ingredienser, så intet hokuspokus. Der er dog dyvelsdræk i – kan det mon være med til at give smagen?

  • Jeg var på nettet for at finde ud af hvad det er for noget, det gjorde mig nu ikke særlig rolig, SE HER!
    “Botanisk navn: Ferula asafoetida
    Familienavn: Umbelliferae
    Dyvelsdræk er den tørrede harpiks udtrukket af den levende jordstængel, rodstok eller pælerod af en skærmplante af forskellige arter. Planten er hjemmehørende i Iran, Afghanistan og det nordlige Indien, og kan blive op til 3,5 meter høj.
    Dyvelsdræk har i årtusinder været brugt som lægemiddel, især mod tropisk dysenteri. Krydderiet indgår derfor i mange traditionelle krydderiblandinger og curry-pulvere. Dyvelsdræk er meget ildelugtende i større mængder, og skal derfor anvendes med gelinde i madlavningen, nærmest som et mikroskopisk pift til det samlede smagsbillede, og altid i kombination med andre krydderier.
    Krydderiet kan købes stødt i små forseglede æsker, som et pulver, der vanligvis består af lige dele dyvelsdræk og hvedestivelse. I koncentrerede mængder er det både kraftigt ildelugtende og afførende.”
    Ja jeg tror du har fundet synderen, for noget med de egenskaber, kan sgu da ikke smage godt 🙂
    Knus
    Vibeke

  • Hej NYBH/Birthe!
    Ja, nogen gange må man jo eksperimentere, når man ikke har de råvarer, der 'normalt' bruges 😉

    Brien er lidt mere 'kompakt' i det til denne ret – dvs. at den smeltede men flød ikke ud på tallerkenen, da kødet blev skåret over. Jeg syntes, det var en fin og interessant variation af fyldt mørbrad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *