Det kan man da ikke spise?

Nu vil jeg gøre noget komplet uvant på denne ellers så politisk korrekte blog og undre mig over visse madvaner og ingredienser. Og det er ikke vinklen med, at der er bestemte ting, man ikke kan tåle eller lide (fisk, grøntsager, nødder osv.) – nej, der er madvarer, som bare er dårlig stil – eller herreklammo, hvis man skal være ung med de unge.

Tag bare bearnaise på pizza. Hvad laver den der? Hvem har fundet på den blasfemiske idé? Begge ting fungerer fint hver for sig, men sammen – nej, det går bare ikke.

Efter en småtraumatisk oplevelse med remoulade i starten af gymnasiet (der var en gut, der blandede det med andre ingredienser og åd det) har jeg ikke rørt det i mange år. Nu spiser jeg det et par gange om året, når jeg får fiskefilet og kan godt nyde det – hvis jeg vel at mærke ikke tænker for meget over, hvad jeg er i gang med at spise.

Og så er der selvfølgelig juleklassikeren sylte. Jeg vil godt tilstå, at jeg ikke har smagt det, så smagen kan jeg ikke kommentere på. Til gengæld synes jeg, at det overhovedet ikke ser indbydende ud, så det går jeg pænt udenom, når det dukker op til julefrokosterne.

Lidt i samme boldgade er medister, som vi tit fik til aftensmad, da jeg var barn. Og det var den kedelige fra supermarkedet, så jeg udviklede en vis… antipati over for den ret. Jeg er sikker på, at man godt kan lave en fornuftig udgave af den ret, men som udgangspunkt synes jeg, at medister er stærkt overvurderet.

Og nu er det din tur. Hvad vil du ikke sætte tænderne i, fordi du synes, at det er frastødende/klamt/ulækkert eller alt alt for mærkeligt?



31 thoughts on “Det kan man da ikke spise?”

  • Jaka-bov og kogt røget skinke. Det er det værste jeg kan tænke på.

    Jeg fik Jaka-bov som barn når mine forældre skulle lave noget hurtigt aftensmad. Skåret i skiver og stegt.

    Kogt røget skinke kan jeg bare ikke tåle smagen af, som barn skar jeg det ud i så små stykker at jeg kunne sluge det med vand uden at smage på det.

    Og så kan jeg kun slutte mig til din holdning om Sylte.

    Hilsen Grith

  • Blodpølse kan jeg ikke fordrage, jeg kan heller ikke klare hornfisk.
    Sylte kan jeg godt lide, men kun hvis jeg selv har lavet den, den skal være meget fedtfattig og den skal ikke laves på et grisehoved, geleen skal være lavet af en rigtig god fond.
    Jeg deler din holdning til Pizza og bearnaise.
    Knus
    Vibeke

  • Jeg er 100 % med på at sylte ser ulækkert ud. Jeg har aldrig smagt det… Men har bestemt heller ikke planer om det -s-
    Østers er noget jeg heller aldrig kommer til at spise/smage. Eller tartar …:-O Tanken om at spise helt råt hakket okse kød… AD !!

    Men jeg kan så fortælle at mine 2 ældste drenge har lavet ret så mange ulækkere madder… bla. Sildepostej med rosiner… Hvilket i øvrigt var et stort hit… :-O

    • Tartar er ikke hakket oksekød. Det er at tage et stykke godt kød og SKRABE det så der kommer en meget fin, nærmest pureret masse af kød ud af det. Og det smager himmelsk, med rå æggeblomme, rå løg, kapers, salt og peber.

  • Haha, jeg forstår heller ikke pizza med bearnaise 🙂
    Snegle, frølår, hvalbøf og blæksprutte står for mig som noget af det mest afskyelige. Men også indmad og blodpølse – jeg er vist desværre bare kræsen 😉

  • Pizza med salat og dressing – det skriger bare anti-Italien!
    Al fisk på dåse synes jeg er klamt, og så er jeg slet ikke fan af fællesbuffeter (hvor alle har taget en ret med), og ender tit med kun at spise det jeg selv har haft med!

  • puuh du rammer lige en del af mine klammo ting. Jeg har det generelt svært med kogt kød og edikkesyltede ting. De kan godt nok få det til at vende sig i mig, både smagen og lugten. ydrk!
    Og brunkål! det får jeg det helt skidt af at tænke på

  • Bare tanken om den stegte lever der spredte sig i barndomslandet får det til at gyse i mig.

    Og nej, bearnaise på pizza er da MINDST tegn på ekstremt dårlige smagsløg.

    Min mors hjemmelavede totalt fedtfattige sylte tager dog kegler når jeg holder julefrokost med tøserne, med sennep og rødbede. UHM!

    Men medisterpølse… vi fik det også meget som barn. Og det appellerer ikek specielt til mig.

    Og så kan jeg forresten heller ikke fordrage ål…. yiiikes!!

  • De gange jeg har været i Prag, har jeg skrevet ned, hvad komave hedder på tjekkisk. Aner ikke, hvordan det smager, men jeg vil ikke nogensinde i hele mit liv have det i munden!!!!

    Jeg synes også, at de der “fine” 80'er forretter med kaviar eller rejer i gelé er noget vildt mærkeligt noget. Har ikke smagt det, men har heller ikke den store trang til det.

    Har også delt din aversion mod medister, men må indrømme, at jeg faktisk kan nyde det helt vildt nu, hvis den vel at mærke er god.

    Sjovt indlæg – sætter rigtigt tanker igang:)

  • Jaka bov – den er jeg helt med på og så har jeg det med medister som dig, vi får det aldrig……

    Cocktailpølser fra dåse, jeg kan simpelthen ikke forstå at man stadig kan købe den slags!

    Jeg har samme mening om sylte som dig – og grisetæer i gele, grisehaler og hvad der ellers findes af den slags spise. Al indmad er bare heller ikke mig….
    Ej heller blodpølse (bare tanken om det!). Snegle tiltaler mig heller ikke, selvom jeg aldrig har smagt det 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  • Fårehoved!
    Jeg delte for år tilbage kollegiekøkken med en færing og en dag jeg kom ud og skulle lave mad stank hele køkkenet af muselort! Det var så det her fårehoved der var ved at blive stegt i ovnen…

  • Grith – jeg spekulerer på, om jeg nogensinde har smagt Jaka-bov. Altså, jeg 'burde' jo have gjort, så populært det var tidligere, men jeg kan i så fald ikke huske det. Jeg tror heller ikke, jeg er gået glip af noget, for det lyder ikke særlig appetitteligt!

  • Vibeke – jeg har smagt blodpølse en enkelt gang, da jeg var barn, og jeg var også noget skeptisk (alene navnet…). Jeg tror nok, jeg var nogenlunde neutral over for smagen, men siden er jeg ikke stødt på det, og det er heller ikke noget, jeg har haft lyst til at opsøge.

  • Vibeke – jeg har smagt østers én gang, og jeg sad godt nok og undrede mig over, hvordan det kan være så eftertragtet. Det smagte ikke rigtig af noget, og konsistensen var lidt… bløbbet! *bvedrgh!*

    Pointen med at spise hakket råt kød har jeg heller ikke gennemskuet – det rører jeg ikke.

    Hæhæhæ – jeg kan godt forestille mig, at sådan et par knægte kan få lavet sig nogle spændende madder. Da jeg var barn, havde jeg en ven, der spiste ristede løg på dåsemakrel (!?!?), og en anden der spiste remoulade på leverpostej (?!?!?!?!?!).

  • Madame – hov, du glemte rejer 😉
    Hvalbøf har jeg ikke smagt – jeg er heller ikke sikker på, at jeg kommer til det, men det skyldes mere det uetiske (ja, jeg er hvalkrammer :-)).

    Jeg har fået indmad med varierende succes, da jeg var barn, men det er ikke noget, vi får i dag. Jeg har faktisk spekuleret på, om jeg burde prøve at finde nogle spændende opskrifter med indmad, for det har et dårligt ry blandt mange.

  • Signe – uha. Jeg må desværre indrømme, at pizza med salat har jeg spist en del førhen 🙂

    Nu undgår jeg som regel pizzaudbringning, for jeg kan lave mad lige så hurtigt, billigt – og langt mere interessant – og så er min mave generelt ikke særlig glad for de fedtstoffer, der bruges i udbringningspizzaer.

  • Linebine – brunkål! Mon ikke jeg har smagt det som barn? Det lyder i hvert fald som noget, jeg har fået at vide, jeg skulle smage, og som jeg syntes var pænt gustent! 😀

    Men eddikesyltede ting… altså, min far laver de bedste syltede agurker i hele verden (ret sejt!), så det kan jeg ikke stå for 🙂

  • Frk. Bibo – jeg er ikke særlig kræsen, men jeg indså for flere år siden, at stegt lever lærer jeg ikke at kunne lide – og sådan er det bare! Har prøvet MANGE gange, men nej. Heldigvis har de fleste det sådan, så det er ikke noget, vi plejer at støde på, når vi spiser hos venner og familie.

    Jeg har kun prøvet at få ål i røget udgave, og der kan jeg godt lide, men jeg så engang et par russiske opskrifter på åleretter, og der stod jeg helt af…

  • Hanne – komave lyder heller ikke særlig lækkert!

    Jeg ved ikke helt, hvad der gik galt i 80'erne, men der var ganske rigtig mange sære geléretter. Jeg er både fascineret og frastødt af det på samme tid.

    Makrel og banan?!?!?! Gad vide, hvordan man får den idé at sætte det sammen i første omgang…

  • NYBH – ja, cocktailpølser på dåse! Hvad bruger man dem til? Jeg tror kun, jeg har oplevet dem i en ret en enkelt gang, hvor de ikke gjorde skade – en sammenkogt ret, hvor der var så mange krydderier i, at man ikke kunne smage dem! De er megagustne…

  • Heh, det er mig, der er den skyldige!

    Jeg er godt tilfreds med pizza med bernaise og kødstrimler/oksefilet, og bestiller den da et par gange om året (og dermed holder produktet i live 🙂 Den går typisk under navnet Matador i de københavnske pizzeriaer.

    Jeg har dog heller ikke noget imod æg på pizza.

    Håber ikke, I synes, jeg er mærkelig af den grund 🙂

  • Peter – næ, det er såmænd ikke din skyld. Jeg har altid syntes, det var klamt! 😀

    Og i øvrigt VED jeg, at du er mærkelig, men det er jo et positivt træk i min verden 😉

  • Sikke et skægt indlæg. Jeg HADER kommen – kan slet ikke spise brød, der er kommen i. Det er vist den eneste ting, jeg decideret hader på smagen. Andre ting jeg undgår er sylte (skal have tages mig sammen til at smage den engang, men ikke lige nu), ål (de er ådselsdædere og så en film, tror måske den hed Bliktrommen, hvor et råddent ko-hoved fiskes op af havet og ud af øjenhulerne, næsen og munden hænger ål. Får det helt dårligt ved tanken). Er også lidt gammeldags – undgår griseører og tryner, hønsefødder, insekter, hunde, slanger ect, som jeg sikkert kommer til at støde på en del, når jeg snart skal til Kina.

  • Fedt indlæg 🙂

    Jeg er super nysgerrig og har mod på at smage alle mulige sære ting. Jeg elsker snegle, frølår, indmad og andre delikatesser. Men skiveost kan jeg ikke spise. Yikes, det er som plastik mod ganen. Og kommen er jeg heller ikke vild med.

    Men god hjemmelavet sylte med sennep og rødbeder er jeg vild med. Jeg lavede faktisk en kalkun-sylte med alternativt tilbehør til min svendeprøve 🙂

    Jeg tror som Signe også at det største problem er at spise andre folks mad. Dog ikke din 😉

  • Foodfanatic – tak 🙂
    Åhja, kommen – det er jeg heller ikke gode venner med. Jeg tror, du har ret med din reference til Bliktrommen – jeg læste bogen sidste år, og jeg mindes, der er sådan en scene…

    Jeg synes nu ikke, du er gammeldags ved ikke at æde insekter 😉
    Men det bliver spændende at se, hvor mærkelige ting du støder på i Østen! Da vi var i Japan sidste år, var der bestemt også nogle underlige retter, men det var mere i retning af “hvad mener du med, at denne is har kartoffelsmag!??!”

  • Klidmoster – Sjovt, at det var sylte, du kastede dig over til svendeprøven! Var der nogen særlig grund til, at du valgte den ret?

    Og tak for roserne! Glad for at jeg fik lavet noget, I syntes om 🙂

  • Gammelt indlæg, men jeg må alligevel kommentere 😉
    Spaghetti/ravioli og forloren skildpadde på dåse!!! Det er lige så maven begynder at køre lidt rundt hi, hi. Spiser helst meget frisk mad! Gerne rå.
    Til gengæld er jeg helt tosset med estragon, såeh…… Pizza med bearnnaise, ja tak 🙂

    • Jeg kommer til at tænke på Roskilde Festival, når du nævner ravioli på dåse. Det spiste folk meget førhen (da jeg tog på festival), og jeg kunne simpelthen ikke begribe det! Så hellere bruge lidt flere penge på mad og lidt mindre på øl 😉

  • Og jeg kommer til at tænke på hvorfor jeg ikke kan lide ravioli på dåse…. Min mor var tit syg, hvilket gjorde at min far prøvede så godt han kunne at lave mad dvs. raviolien, 3-minutters risengrød, sigtebrød med dåseleverpostej og færdiglavede finker med rugbrød…. Måske er det derfor jeg er så krakilsk med mine børns mad? 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *