Blå macarons med lakridscreme

lakridscreme, macarons, æg, flormelis, mandler, mandelmel, sukker, pastafarve, lakrids

Så har vi taget hul på et nyt år, og det skal naturligvis fejres med blå macarons! Disse knaldblå sager kom på bordet nytårsaften, da vi fejrede aftenen med en flok venner. Det var de selvsamme venner, der også blev udsat for lilla macarons med andemousse, men de blå macarons med lakridscreme blev dog først serveret senere på aftenen, da vi skulle have dessert.

Blå macarons med lakridscreme
ca. 22 macarons (dvs. 44 halve)

90 g mandelmel
90 g flormelis
35 g æggehvide
lidt blå pastafarve
90 g sukker
½ dl vand
35 g æggehvide

Sigt mandelmel og flormelis i en skål – obs: Du kan lave dit eget mandelmel ved at blende mandler meget fint. Rør æggehvide og pastafarve i mandelmelsblandingen.

Pisk det sidste æggehvide stift. Hæld dernæst sukker og vand i en kasserolle og varm det op til 118 grader. Pisk nu den varme sukkerlage ind i den stive æggehvidemasse – sørg for at tilsætte sukkerlagen i en tynd stråle, mens du pisker æggehvidemassen. Fortsæt piskningen, indtil du får en sej og blank marengsmasse.

Vend marengsen i mandelblandingen, så dejen bliver smidig. Overfør dejen til en sprøjtepose og sprøjt små runde klatter ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Jeg anbefaler, at du tegner cirklerne på bagepapiret inden, så du har noget at tegne efter (husk at vende siden med blyant/tusch nedad, så dejen ikke rører ved det). Bag dine lilla macarons i 12-15 minutter ved 150 grader varmluft og lad dem køle helt af, inden du vipper dem af bagepapiret og lægger dem i en lufttæt plastboks, indtil du skal bruge dem.

Lakridscreme

150 g hvid chokolade – jeg foretrækker Opalys fra Valrhona
½ dl fløde
2-3 tsk lakridsgranulat (for eksempel fra Bülow)
lidt lilla pastafarve

Hak chokoladen og varm den langsomt op i en kasserolle sammen med fløden og lakridspulveret, husk at røre med jævne mellemrum. Når chokoladen er næsten smeltet, tager du kasserollen af varmen, putter farve i og rører godt i chokoladen, indtil den er smeltet helt. Stil kasserollen i køleskabet i 2-3 timer. Når du skal bruge lakridscremen, tager du kasserollen ud af køleskabet og pisker chokoladeblandingen med en elpisker, så den bliver let og cremet. Fyld dine macarons med lakridscreme og servér med det samme.

Note: Macarons kan altså noget. Det er nogle nuttede små mundfulde, og så kan de varieres i det uendelige.

Klassiske klatkager

klatkager, dessert, jul, juledessert, risengrød, vanilje, rørsukker, hvedemel, æg, mælk, risI mit indlæg med tips om at udnytte resterne fra julemiddagen nævnte jeg klatkager, så dem skal jeg naturligvis også blogge om.

Klatkager er en juledessert, som jeg ikke fik særlig mange gange som barn. I min familie var vi ikke så vilde med risengrød, så det blev kun lavet lige inden juleaften, så det kunne bruges i risalamande, men jeg fik det flere gange hos en af mine klassekammerater, hvis mor elskede at lave risengrød på alle tider af året.

Det er en rigtig resteret – og så er det også en dessert, der er ret let at lave.

Klassiske klatkager
ca. 6 stk

350 g kold risengrød
1 æg
lidt salt
1-1½ spsk hvedemel
1 tsk vaniljepulver
2 spsk rørsukker
evt. 1 spsk mælk
smør til stegning

Rør salt, mel, vanilje og rørsukker sammen. Rør ægget ud i risengrøden og rør derefter melblandingen i. Hvis risengrøden føles tør, så tilsæt lidt mælk og rør rundt. Smelt en klat smør på en stor pande og lav 3-4 klatkager – jeg laver dem lidt større end en stor frikadelle. Steg dem gyldne på hver side og servér dem med syltetøj. Jeg foretrækker personligt jordbærmarmelade, men du kan også sagtens bruge brombærmarmelade, hindbærmarmelade eller noget helt fjerde.

Note: Milde dejlige klatkager, som er bløde og lækre og har en skøn vaniljesødme. En fin dessertløsning til dagen derpå.

Lime-cheesecake med brombærkompot

lime-cheesecake, cheesecake, kage, dessert, lime, smør, kiks, flødeost, æg, creme fraiche, yoghurt naturel, kondenseret mælk, vaniljeSidste weekend havde vi gæster, og jeg brugte det som en glimrende anledning til at lave en lime-cheesecake i anledning af lime- og grapefrugt-benspændet.

Dette er en bagt lime-cheesecake, og det vil sige, at den er mere kompakt og knapt så frisk og syrlig i smagen. Men den egner sig fint til de mørke vintermåneder, hvor man så kombinerer den med en god kompot – i dette tilfælde en brombærkompot. Du kan dog også sagtens bruge andre bær.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Cute Carbs men justerede på mængderne, udskiftede nogle af ingredienserne og tilføjede naturligvis lime.

Lime-cheesecake med brombærkompot
ca. 10 personer

Kiksebund:
110 g smør, smeltet
250 g knuste havrekiks (andre kiks kan bruges)

Ostecreme:
400 g flødeost
2 æg
2 dl creme fraiche 18%
2 dl yoghurt naturel
250 g kondenseret mælk
revet skal og saft fra 2 øko-limefrugter
1 tsk vaniljepulver

Ælt smør og knuste kiks godt sammen. Læg et stykke bagepapir i bunden på en ca. 26 cm bred bageform og fordel kiksemassen ud over den. Sørg for at presse det godt sammen samt at få lavet en kant på et par cm med kiksemassen – den vil krympe lidt under bagningen. Bag kiksebunden ved 180 grader i ca. 10 minutter.

Rør ostecremen sammen til en homogen masse og fordel den over den bagte kiksebund. Sæt din lime-cheesecake i ovnen og bag den ved 160 grader i 50-60 minutter. Lad kagen køle af i mindst fire timer – gerne lidt længere hvis muligt. Mens kagen køler af, laver du en bær kompot, og i mit tilfælde blev det en brombærkompot.

Brombærkompot

300 g frosne brombær
½ dl vand
1 dl rørsukker

Hæld ingredienserne i en kasserolle, varm det op og lad det koge i ca. 10 minutter. Lad det køle af.

Servér din lime-cheesecake med brombærkompot til.

Note: Denne lime-cheesecake er som sagt ikke nær så frisk og syrlig som de klassiske cheesecakes fra 80’erne, men den fungerer rigtig fint, så er du til milde og fylde cheesecakes, så er denne muligvis noget for dig.

Grape-fromage – cremet og letsyrlig dessert

grape-fromage, fromage, dessert, fløde, grapefrugt, rørsukker, æg, husblas, sirup, vaniljeJeg kan selvfølgelig ikke undgå at lave en dessert eller to med mit lime- og grape-benspænd, så i weekenden kreerede jeg denne grape-fromage.

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på citronfromage, men brugte selvfølgelig grapefrugt i stedet, og så pyntede jeg min grape-fromage med et lag grapegelé.

Grape-fromage
2 personer

2 pink grapefrugter

Fromage:
1 æggeblomme
Ca. 35 g rørsukker
1 blad husblas
1 spsk grapefrugtsaft
1 dl fløde
½ tsk vaniljepulver

Grapegelé:
1 blad husblas
1 spsk sirup
1 dl grapefrugtsaft

Læg husblas til fromagen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter. Skær toppen af de to grapefrugter og skær forsigtigt frugtkødet fri af skallen med en lille skarp kniv. Fjern så meget af frugtkødet som muligt – brug evt. også fingre eller en spiseske – men pas på, at du ikke får prikket hul i skallen. Sørg for at gemme al frugtsaften og frugtkødet – du skal bruge ca. 1 dl grapefrugtsaft til grapegeléen.

Pisk fløden til blødt skum. Pisk dernæst æggeblomme og sukker til en cremet og ensartet masse i en anden skål. . Pisk dernæst vaniljepulver i. Hæld vandet fra husblassen og smelt den forsigtigt i en mikroovn sammen med grapefrugtsaften. Rør godt rundt og pisk det derefter i æggemassen. Vend så flødeskummet i æggemassen og fordel fromagen i de to frugtskaller. Stil dem på køl i køleskabet i et par timer.

Læg husblassen i blød i ca. 10 minutter. Hæld vandet fra og varm det forsigtigt i en mikroovn sammen med sirup og grapefrugtsaft. Rør godt rundt og fordel den flydende gelé over fromagen. Lad din grape-fromage hvile yderligere et par timer i køleskabet, indtil geléen er stivnet.

Servér din grape-fromage, som den er eller evt. pyntet med en lille stilk krydderurt.

Note: En frisk, cremet og letsyrlig grape-fromage, hvor det syrlige og det søde holder hinanden skak. Dette er desserten til dig, der ikke er til meget søde desserter.

Milk tart pudding – sydafrikansk mælketærte

milk tart pudding, tærte, desserttærte, dessert, mælk, hvedemel, æg, kanel, vanilje, rørsukkerI weekenden spiste mine svigerforældre frokost hos os, og her serverede jeg blandt andet denne sydafrikanske dessert – en milk tart pudding. Det er en dessert, der – ikke overraskende – først og fremmest består af mælk, og så er den i øvrigt rasende let at lave.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra AllRecipes, men justerede lidt på nogle af målene.

Milk tart pudding
8-10 personer

3 spsk smør, smeltet
2½ dl rørsukker
3 æg
2½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
½-1 spsk kanel
9 dl sødmælk

Smør et stort fad eller to mediumstore ildfaste fade med lidt rapsolie.

Del æggene og pisk hviderne stive. Pisk smør og sukker sammen i en anden skål og tilsæt derefter æggeblommerne. Tilsæt hvedemel, bagepulver og vanilje, pisk det sammen og pisk derefter mælken i lidt efter lidt. Vend æggehviderne i mælkeblandingen. Hæld den meget flydende dej i fadet/fadene og drys kanel over. Bag din milk tart pudding i ovnen ved 200 grader i 25 minutter. Skru dernæst temperaturen ned til 160 grader og lad den bage færdig – det tager ca. 25-30 minutter.

Servér din milk tart pudding enten lun eller helt afkølet – evt. med lidt friske bær til.

Note: Milk tart pudding er en mild og blød dessert, som er let at lave og kan spises af de fleste. Jeg tror, at jeg en anden gang vil servere lidt friske bær til – det tror jeg vil give et lækkert pift til den mælkesøde smag.

milk tart pudding, tærte, desserttærte, dessert, mælk, hvedemel, æg, kanel, vanilje, rørsukker