chokoladeGennem hele mit liv har jeg kun mødt tre eller fire mennesker, der ikke kan lide chokolade. En af dem er så min far, så det var lidt begrænset, hvor mange chokoladedesserter vi fik i mit barndomshjem, men det har jeg siden forsøgt at gøre bod på i mit eget hjem 😉

For et par måneder siden fik jeg dessertbogen ‘Heibergs chokolade’, og udover en lang række spændende opskrifter og beundringsværdige billeder, så indeholdt den også en masse viden om chokolade og chokoladetyper. Det var spændende læsning, men det gav også lidt præstationsangst, når forfatteren pointerede, hvor vigtigt det var at bruge en ultragod chokolade i retterne. Det er måske også den væsentligste årsag til, at jeg ikke har fået prøvet opskrifterne endnu, for hvor tit er det lige, jeg støder på f.eks. Valrhona-chokolade på en almindelig indkøbstur?

( jeg fik faktisk købt to Valrhona-plader i Nice lufthavn, da vi var på vej hjem fra vores ferie i sidste måned – de var tilmed en smule billigere, end hvad man skal give i specialforretningerne herhjemme!)

Jeg elsker chokolade. Det er nok min yndlingsform for slik, og sådan er der rigtig mange i min omgangskreds, der har det. Chokolade er 100% nydelse! Jeg har tidligere tabt mig en del, og i den forbindelse blev jeg lidt mere kræsen med, hvad jeg ville spise af chokolade (når nu der ikke skal indtages så mange kalorier, kan man lige så godt sætte ekstra pris på dem, man putter i munden), så de fleste af de rigtig billige typer køber jeg ikke. Men jeg har da et par favoritter blandt industri-chokoladen:

Min yndlingschokolade er pt. Marabou Premium Lemon & Ginger. Det morer mig lidt, at det er Marabou, der producerer min yndlingschokolade, for de almindelige Marabou-plader kan jeg ikke lide. Smagen siger mig ikke noget, og det giver sådan en klæg fornemmelse i munden bagefter.

Så har jeg også en svaghed for islandsk chokolade. På Island putter man lakridsstykker i chokoladen! Det lyder dybt mærkeligt, men jeg kan godt lide det. Irma har flere forskellige typer af svingende kvalitet. Den bedste er en i gråt papir i chokoladebar-størrelse. Da gemalen var på Island sidste år, havde han også et par forskellige typer med hjem. I sidste måned stødte vi på en ny type i Netto. Mærket har det fancy-klingende navn Plopp (!), og her er lakridsen flydende! Men den smagte overraskende godt, så nu skal jeg se, om ikke jeg kan finde den igen…

Skal jeg vælge en helt almindelig discount-mælkechokolade, så bliver det Toms mælkechokolade-plade. Den kan jeg rigtig godt lide, men den er lidt for ‘nem’ at spise meget af, da den er så mild i smagen. Farlig at have i huset!

Jeg har en drøm om at få afprøvet flere af de gode chokolade-delikatesseforretninger i København. Jeg har et par gange fået smagt et stykke chokolade fra flere af stederne, og det smagte helt vidunderligt. Faktisk bliver jeg helt lækkersulten bare ved tanken! Så måske jeg skal lave en ekspedition til efteråret… jeg kunne jo kalde det en studietur… 😉

Hvad er din yndlingschokolade?

Oh – og så lige et link til en spøjs nyhed, jeg læste for et stykke tid siden, om chokoladen der hverken feder eller smelter…