Chokolade, chokolade… og is!

Chocolate & Love, chokoladeJeg har været til et par hyggelige og inspirerende chokoladearrangementer i løbet af det sidste stykke tid, som jeg vil fortælle lidt om her.

Det første arrangement stod Chocolate & Love for. Det er efterhånden en del år siden, jeg stiftede bekendtskab med dette mærke, men det er en af mine klare favoritter, når jeg skal købe en plade chokolade. De forskellige udgaver har alle det tilfælles, at smagen er balanceret, og chokoladen smelter på tungen og føles silkeblød. De har tilmed fået en variant, der er tilsat havsalt, og det giver ekstra points hos mig.

Chocolate & Love, chokoladeChocolate & Love er et økologisk mærke. Til foredraget fortalte de om deres samarbejde med Fairtrade-producenter og problematiserede også, at meget chokolade i dag ikke længere laves på kakaobønner fra de traditionelle kakaolande men i stedet fra lande, hvor kakaokvaliteten er dårligere.

Skarø is Til arrangementet havde de også inviteret Skarø Is, der er et lille dansk firma, som på under ti år har formået at skabe et hav af spændende isvarianter – herunder en række is, de har udviklet til sundhedssektoren! Firmaet har blandt andet udviklet en is, der gives til kræftpatienter, som ofte får problemer med appetitten under behandlingsforløbet og derfor ikke får spist nok. Her er isen med til at sikre dem en masse næring fra blandt andet birkesaft, som er en ingrediens, der går igen i de andre af firmaets is. Det synes jeg er ret interessant – og sejt!

Baileys Chocolat LuxeTidligere denne måned var jeg til release-arrangement på Baileys Chocolat Luxe – en ny chokoladelikør fra Baileys. Jeg har aldrig været den store Baileys-drikker, men har altid en flaske stående, for den er god at bruge i desserter, drinks og kager. Den nye chokolade-Bailey er dog mere tillokkende, og den vil jeg eksperimentere lidt mere med hen over vinteren.

Til arrangementet fik vi – selvfølgelig – et glas chokolade-Bailey samt en række små chokoladeserveringer, så vi kunne smage, hvordan likøren er sammen med en række chokoladedesserter.

chokoladeChokoladeserveringerne stod Ro Chokolade for, og de var ganske lækre – ovenstående petit fours var klart den smukkeste efter min mening. Det blev dog ind imellem lige lovlig voldsomt med chokolade både i fast og flydende form, så jeg tror, jeg vil foretrække at kombinere chokoladelikøren med desserter, som trænger til et chokoladepift ved siden af – og ikke nødvendigvis rene chokoladedesserter.

5 thoughts on “Chokolade, chokolade… og is!

  1. Billederne øverst er bare så flotte – en skøn embalage – og sikke nogle smukke petit fours! Ja, chokoladelikør til chokoladedesserter er nok lidt for meget af det gode. Jeg er spændt på, hvad du finder på med den nye chokolade-Bailey, når du eksperimenter 🙂

    • Ja, chokoladepladerne er smukt pakket ind – perfekte værtindegaver 🙂

      Jeg tror også, at gemalen glæder sig til eksperimenterne, hæhæ 😀

  2. Pingback: Hindbærmousse med chokolade og mandler | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *