Sejltur, shopping og Kødbyens Deli

Vi har endnu ikke været på så mange udflugter her i ferien, da meget af tiden er blevet brugt på vennebesøg, praktiske ting og generel afslapning. I slutningen af juli var vi dog en tur til København, hvor vi brugte et tilbud fra Sweetdeal – 2½ times sejlads i farvandet ud for København og op langs kysten i et gammelt sejlskib.

Jeg er ellers ikke en rigtig sailor, men det var en hyggelig og anderledes ferieoplevelse, og vi hyggede os fint, selvom solen forsvandt, da vi kom ud på havet.

Der skete ikke så meget på selve turen – enkelte passagerer blev bedt om at hjælpe med at sætte sejl, men det var også den eneste reelle aktivitet om bord. Ellers sad vi blot og nød udsigten og talte sammen.

Efter sejlturen skyndte vi os af sted mod Kødbyen, hvor vi ville spise frokost. Vi blev dog nødt til at gøre et stop undervejs ved Kunst og Køkkentøj, men derefter susede vi ned til Kødbyens Deli, som vi havde fået anbefalet. Her købte vi hver en sandwich – jeg valgte en med oksekød, chilicreme og diverse grøntsager, mens gemalen fik en kyllingesandwich. Begge blev serveret i skønne sprøde nybagte boller, og de sandwiches var virkelig gode! Friske, saftige og velsmagende – og til den nette pris af 55 kr. stykket! Der var så heller ikke fancy caféborde, vi kunne sidde ved, da det var en take-away, men er du i nærheden en dag med tørvejr, så kan jeg godt anbefale stedet. Vi ærgrede os nærmest over, at vi skulle spise på restaurant om aftenen, for ellers havde vi benyttet chancen til at dele en ret mere derfra. Ikke at en sandwich derfra mætter godt i forvejen – for det gør den – men vi havde lyst til at prøve alle tingene på det lille menukort.

Vores primære grund til at tage til Kødbyen var dog at besøge HWL. Besøget var ikke nær så presserende, da vi nåede at gå i Kunst og Køkkentøj på vej dertil, men jeg fandt flere gode ting. Jeg var på udkig efter et par serveringsfade, som desværre viste sig at være udgået, men jeg fandt til gengæld et porcelænsfad, der lignede skifer, som jeg brugte til osteanretning sidste weekend.

Eftermiddagen gik med lidt shopping – fandt blandt andet et stort økologisk supermarked, hvor vi købte et par sager, inden vi skulle spise hos Spuntino om aftenen. Mere om dette i et senere indlæg.

Dagens køkkenindkøb – hævekurv, udstikkersæt, parisiennejern, tyller, små griseudstikkere, drinksmåler, procelænsfad i skiferstil, grydesvampe samt økologisk blåbærsirup og chokolade.

Ninas Naturcafé

Lige siden jeg første gang læste om Ninas Naturcafé hos Madame for flere år siden, har jeg tænkt på at besøge stedet, som Madame beskrev så smukt. I går lokkede jeg så gemalen og svigerforældrene med på en tur til det nordsjællandske. Dagen var planlagt for flere uger siden, og vi havde da håbet på pænere vejr, end det regnvejr, vi måtte nøjes med, men vi fik en hyggelig tur ud af det alligevel.

Ninas Naturcafé anbefaler, at du bestiller bord i forvejen. Den slags plejer vi at gøre, når vi spiser ude, men ikke denne gang, og heldigvis fik vi da bord – men udenfor under en markise, da alt indendørs var taget. Vi installerede os derfor med godt med tæpper omkring os og nød at kunne sidde udenfor trods det kolde vejr.

Der er et stort udendørsområde, hvor cafeens gæster kan sidde, når vejret er godt, og jeg kan forestille mig, hvor smukt der er i det grønne område, når solen skinner.

Det er muligt at købe enkelte frokostretter hos Ninas Naturcafé, men det var nu kagebuffetten, vi gik efter. For 133 kr får du et kagebord bestående af fire forskellige slags kager, forskellige lagkager, frugttærter, vafler, forskellige slags boller med smør, marmelade eller lammespegepølse. Hertil er der så frit slag mellem kaffe, te, hyldeblomstsaft og saftevand. Her kommer en række billeder af de kager, som vi smagte:

Ninas NaturcaféKanelkage med chokoladeglasur

Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHyldeblomstlagkage
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHindbærlagkage
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse
Røsnæskage med citron, mandler og abrikosmarmelade
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseKaffe-valnøddekage
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHindbærtærte med creme
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelseKringle med æbler, rosiner og marcipan
Ninas Naturcafé, café, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse
Tranebær-græskarbolle med lammespegepølse

Desuden var der også vafler, chokoladelagkage og muligvis en kage mere, jeg ikke nåede at tage billede af. Vi var gode til at dele flere af stykkerne, så vi kunne smage så mange som muligt. Samlet set var kagerne udmærkede, men vi havde selvfølgelig et par favoritter. Min førsteplads gik helt klart til den lille hindbærtærte med creme – den var så delikat og afstemt i smagen, mens kanelkagen med chokoladeglasur blev nummer to. Til gengæld syntes jeg, at de kom alt for let omkring lagkagerne, som var alt for enkle og kedelige – både i udseende og i smag.

Det var en rigtig hyggelig oplevelse at besøge Ninas Naturcafé, og jeg kan godt finde på at besøge stedet igen en dag – men helst når der er solskinsvejr, for det var meget koldt at sidde udenfor, selvom vi lånte tæpper.

Stedet har også en lillebitte butik, hvor det er muligt at købe marmelade, eddiker, sennepper, glaskunst, filteuld og flere andre skønne ting. Jeg faldt for disse skønne glasskåle, som kostede 50 kr. stykket – en ganske rimelig pris synes jeg – og et glas sennep lavet på whisky, chili og mørk farin. Det glæder jeg mig til at prøve!

Kager fra Strangas

StrangasI går var gemalen jeg i København – blandt andet for at bruge et gavekort til Nikolaus Strangas Conditory & Cakeaway. Vi har længe glædet os til at bruge det, og kunne det være en bedre start til månedens benspænd? Vores frokost bestod inden af en lille banan, for vi ville gemme appetit til kagerne, og selvom de ikke var voldsomt store, så fyldte de smagsmæssigt meget.

Vi spiste hver en scones med cacaonips, og derefter delte vi tre kager – den øverste var med chokolademousse og hindbær, den næste med chokolademousse og havtorn og den sidste var med chokolademousse og passionsfrugt. Alle tre utrolig lækre og smækfulde af smag! Havtornen gav en spændende kant til smagen, og kagerne var i det hele taget vellavede og gode. Det er dyre sager – de fleste portionskager ligger på omkring 40-45 kr stykket – men det er også godt håndværk.

Vi købte en pose skumfiduser, som vi senere spiste i biografen, og de var virkelig, virkelig lækre, så kommer du forbi butikken, vil jeg anbefale dig at købe sådan en pose med.

StrangasStrangasStrangasStrangas

La Rustica og Allo Allo

La Rustica, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i RoskildeI ugen op til flytningen nåede jeg at spise både restaurant to gange – ganske rart, når nu det ikke var til at komme til i køkkenet, og så var det billige steder.

Det første sted var La Rustica, som ligger på Ros Torv. Det er muligvis det spisested i Roskilde, jeg har det mest ambivalente forhold til. Jeg har spist der et par gange sammen med en af mine venner, hvor vi har fået glimrende pizzaer, og jeg har også prøvet at spise der, hvor forretten var himmelsk og hovedretten var noget, som selv et sjetteklasseskøkkenhold kunne have lavet bedre! Det er forholdsvist populært blandt unge kvinder og børnefamilier, hvilket vil sige, at der kan være et heftigt lydniveau, og det er altså noget, der kan skræmme mig væk, så jeg har undgået spisestedet så vidt muligt de seneste år. Lørdagen inden flytningen skulle vi dog på møbelindkøb efter min træning, så vi havde brug for at proviantere lidt, og da der ikke var så mange mennesker på det tidspunkt, gik vi derind.

Jeg fik en burger med blandet grønt samt serranoskinke og karrtoffelbåde til – nærmere kan jeg ikke pt. komme det, for deres hjemmeside virker ikke i øjeblikket, så jeg kan ikke skrive den præcise sammensætning. Maden var udmærket, og burgerindholdet var forholdsvist klassisk men alligevel med så meget twist, at det var værd at kaste sig ud i. Samtidig var prisen i orden – mener vi gav enten 69 eller 79 kr for en burger, og niveauet var ok til prisen. Det er stadig ikke et af mine favoritsteder, men nu kan jeg godt se et potentiale i stedet – så længe man holder sig til pizza eller burger. Stedet kunne denne gang godt snige sig op på fire stjerner.

Onsdag den 3. februar var jeg med min ven, rejsende Mac, på Allo Allo – den nye satsning fra Madklubbens ejere, efter de for nylig lukkede Den Anden. Jeg havde læst i et interview, at indretningen skulle være i stil med Moulin Rouge, og da jeg straks forestillede mig et eldorado af svulstige og farverige dekorationer som i filmen af samme navn, så blev jeg lidt skuffet, da jeg så lokalerne, for de var faktisk ret almindelige. Vi spiste der til halv pris den aften, for vi havde fået et godt tilbud via AOK’s nyhedsbrev, men så skulle man også være indforstået med, at stedet lige var startet op, og at alt nok ikke ville være perfekt her i indkøringsfasen. Af samme grund uddeler jeg heller ikke stjerner ved denne bedømmelse.

Som forret delte vi en portion muslinger samt en portion pommes frites, og det var et rigtig godt valg. Jeg fik blåmuslinger i foråret, da vi var i Frankrig, og det var godt – men denne portion var bedre! Mmm – rent guf. De havde også fået en flødelegering udover at være hvidvinsdampede, og det gav selvfølgelig lidt unfair konkurrence, men det smagte skønt. Jeg har dog ikke helt forstået kombinationen muslinger og pommes frites og kommer nok heller ikke til det. Det er en meget pudsig sammensætning.

Til hovedret havde vi begge valgt rødtunge grenobloise med kapers, brunet smør, selleri, persille og æble til. Det var dog først og fremmest fisk, der var på tallerkenen – gavmildt stegt i smør, og sundt var det absolut ikke, men det smagte dejligt og fik mig til at tænke på da jeg var barn, hvor fiskefileter blev købt hos fiskehandleren og stegt derhjemme på panden. For at det ikke skulle gå helt op i kolesterol havde jeg også bestilt en frisk, grøn salat til.

Desserten blev for mit vedkommende en mont ventoux – kastanjecreme, chokolade, vanilleis og chantilly, og det var lige så lækkert og syndigt som det lyder. Kastanjecreme er en ret overset ingrediens, som jeg flere gange har brugt i kager og holder meget af, så jeg kunne naturligvis ikke stå for dette overflødighedshorn af kalorier.

Alt i alt var maden ganske tilfredsstillende, men dog i den tungere ende kaloriemæssigt set. De andre hovedretter så også forholdsvis tunge ud – med undtagen af kyllingen – så det er solid fransk mad, der bliver serveret på stedet.

Det var dog tydeligt, at stedet lige manglede den sidste indkøring. Der var problemer med udluftningen, så der kom en del mados ind i restauranten, og da jeg kom hjem, lugtede jeg som en pommes frites – ikke videre charmerende. De venlige tjenere havde meget travlt, hvilket resulterede i et par misforståelser, som blandt andet endte med, at vi fik en portion pommes frites til deling til hovedretterne, som vi ikke behøvede at betale for.

Museumsdag – og chokolade…

Fredag havde vi planlagt som museumsdagen, og det viste sig at være et godt valg, for vejret var temmelig trist og vådt den dag. Vi tog først forbi Check Point Charlie, som jeg havde fået anbefalet af flere. Udstillingen beskrev først og fremmest de første år efter delingen af Berlin, murens opbygning samt alle de flugtforsøg, som østberlinerne foretog. Det var interessant, men samlet set var udstillingen noget skuffende – i mine øjne var den ikke særlig afbalanceret (jeg savnede f.eks. mere om dagligdagen for de to dele af Berlin, om årene op til genforeningen og tiden lige efter), der var en del gentagelser undervejs, og den var meget rodet sat op.

Vi tog derefter forbi Det Jødiske Museum, og det var markant anderledes. Det ligger i en bygning tegnet af Daniel Libeskind, og alene bygningen er besøget værd. Meget spændende opbygget – men også en anelse voldsom og mastodontisk. Jeg troede egentlig, at museet primært fokuserede på jødernes historie i tiden op til og under krigen, men det viste sig at være et generelt center for den jødiske kultur og historie. Derfor savnede jeg også lidt mere om tiden under 2. Verdenskrig, men alt i alt en god oplevelse.

julemarked, marked, jul, Berlin, rejse, museumVi valgte at spise på det jødiske museum og tog en tallerken af salatbuffeten. Jeg tog en krydret pølse til, mens gemalen kastede sig over et par falafler, og så fik vi en meget frisk æble-citron sodavand til. Jo, rejser går også ud på at smage spændende drikkevarer 🙂

Prisen var igen ganske rimelig – for to personers frokost samt drikkevarer til slap vi 20 euro – og det var endda velsmagende og rimelig sundt. Jamen altså…

Dernæst smuttede vi med undergrundsbanen og susede af sted til en anden del af byen, for en hvis person havde læst om en ganske imponerende chokoladebutik – Fassbender & Rausch Chocolatiers. Vi gik ind, kiggede os måbende omkring – og flygtede op i salonen på første sal, hvor vi ville prøve kageudvalget. Selvfølgelig kun for at skrive om der her på bloggen. Hvad gør man ikke for læserne? 😉

Fassbender & Rausch, julemarked, marked, jul, Berlin, rejseJeg valgte en appelsin-krokant kage, mens gemalen bestilte en Schwarzwälder kirsebærtærte. De var ret kompakte, men yderst velsmagende, og selvom de mættede godt, så slog de ikke nær så hårdt som La Glaces voldsomme men lækre kager gør.

Ganske gode – og igen en god pris – omkring 28 kr. stykket.

Ingen af os turde give os i kast med en varm chokolade (af frygt for at det ville være alt for voldsomt sammen med kagerne), men gemalen kastede sig ud i en kold chokoladedrik med rom. Jeg drak også lidt af den, og selvom den smagte ganske godt, så var jeg glad for, at vi ikke havde bestilt en hver, for der var absolut ikke sparet på rommen! Den smagte ikke sprittet – men procenten var alligevel høj, og det virkede lidt overvældende sådan midt på eftermiddagen.

Nå – men jeg ved jo godt, hvad I venter på. I vil have billeder af selve chokoladebutikken, så det får I selvfølgelig. Det første viser Rigsdagen lavet i det pureste chokolade, og der var flere lignende overdådighedsværker – blandt andet af Titanic! Butikken har flere hundrede forskellige slags chokolader (alene glasmontrene giver total ubeslutsomhedspanik!), men der er også meget fabrikspakket. Eftersom vi havde købt en del specialchokolade dagen før, så købte vi faktisk ikke noget her, men når jeg engang skal til Berlin igen, så raider jeg de glasmontre!