Café Zorro

Café Zorro, restaurant, café, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnFor nylig tog jeg en bekendt under armen og smuttede forbi Café Zorro for at spise en uhøjtidelig burger på en ganske almindelig hverdag. Mine forventninger lå på det jævne, og sådan var spiseoplevelsen også.

Café Zorro har lidt forskellige burdere på menuen, og jeg tog en ‘Erik den Røde’, hvilket var en burger med oksekødsbøf, cheddarost, grillede og marinerede peberfrugter, hjemmelavet mangochutney samt chilitapenade. Man kunne vælge mellem stegte kartofler, blandet salat eller tortillachips. Jeg valgte kartoflerne, og de var udmærkede. Jeg undrede mig lidt over, at man ikke kunne vælge pommes frites på Café Zorro, men jeg havde nu taget de stegte kartofler alligevel.

Bollen var ikke specielt spændende, men den havde da et lille strejf af fiber, selvom det nu ikke var meget. Der var en god mængde grøntsager i burgeren, men den var slet ikke så stærk, som jeg forventede. Chilitapenaden gav lidt bid, men jeg syntes ikke helt, at den levede op til omtalen i menukortet, hvor Café Zorro præsenterede den som “… en hidsig og målbevidst mand, der erobrer dit yndlingsterritorium & slagter din sult”. Det er meget poetisk – men også ret overdrevet. Selve bøffen var ret standard – jeg synes ikke rigtig, at der var gjort noget særligt ud af den, men den havde en okay smag, selvom den nu godt måtte have været lidt saftigere og krydret lidt mere.

Burgeren var udmærket, men jeg savnede som sagt lidt mere bid og pondus i smagen, for den var lige lovlig afdæmpet i forhold til navnet.

Læg i øvrigt mærke til billedet – det er godt nok taget med mit mobilkamera, men maden er badet i solskin, for når nu solen endelig var fremme, så skulle vi selvfølgelig sidde udenfor, og selvom caféen ligger ud til den stærkt befærdede Jagtvej, så lagde vi egentlig ikke mærke til trafikstøjen.

Et ok cafébesøg på Café Zorro med plads til forbedringer – tre stjerner med pil op herfra.

4 tanker om "Café Zorro"

  1. Det er en ret, husbond ofte vælger, når vi går på café, men der er langt imellem snapsene. Som oftest sidder han og beklager sig, men rigtigt lavet og af gode råvarer og velkrydret kan en burger være en nydelse 🙂

    • Ja, det er også sjældent, jeg for alvor bliver imponeret af købte burgere, og jeg foretrækker at lave dem selv. Men ind imellem er det nu også rart bare at smutte på café for at hygge 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *