burgerboller, boller, surdej, gær, guldblommehvedemel, fuldkornshvedemel, sesamfrøDa jeg var til MAD Foodcamp, købte jeg en pose af Claus Meyers nyeste melprodukt – guldblommehvedemel. Melet har et meget højt proteinindhold, og jeg var ret spændt på, hvordan det ville være at arbejde med. I sidste uge prøvede jeg det første gang, men her blev dejen en anelse for våd, så den hævede ikke nær så meget, som jeg havde håbet. Til gengæld smagte brødet fantastisk, og jeg kastede mig derfor ud i endnu et forsøg i mandags. Jeg ville egentlig have sat dejen over søndag aften, men det glemte jeg alt om, så tidligt mandag morgen rørte jeg dejen sammen, inden jeg tog på arbejde. Da hævetiden var kortere end først planlagt, tilsatte jeg lidt ekstra gær.

Burgerboller med guldblommehvedemel
9-12 stk.

5 dl koldt vand
2 spsk surdej
10 g gær
450 g guldblommehvedemel
150 g fuldkornshvedemel
2 spsk havsalt
sesamfrø

Surdejen røres i vandet, og de andre ingredienser (undtagen sesamfrøene) røres i. Lad dejen få en 10-15 minutters tur i røremaskinen. Når dejen hænger godt sammen og kan trækkes, så dejen danner en tynd og næsten gennemsigtig plade, er den færdig. Læg den i en oliesmurt skål og dæk skålkanten med husholdningsfilm. Stil skålen i køleskabet i ti timers tid.

Vend forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord og skær dejen ud til boller. Dejen skal IKKE æltes – sæt i stedet dejklumperne på en bageplade med bagepapir og ret forsigtigt kanterne til, så dejklumperne ligner burgerboller. Dæk dem til med et fugtigt viskestykke og lad dem hæve ½-1 time. Drys sesamfrø på burgerbollerne, inden du sætter dem ind i en forvarmet ovn på 240 grader. Burgerbollerne bages i 15-20 minutter.

Note: Dette mel er røget direkte ind på min top tre over meltyper – det smager fantastisk! Kombineret med fuldkornshvedemelet, som jeg også er ret glad for, er dette brød saftigt, velsmagende og fuld af energi.

Som det kan ses på billedet, så brugte jeg et par af bollerne til en burger-med-det-hele til gemalen og jeg. Indholdet bestod i hjemmelavet chiliketchup, dijonsennep, hakkebøf med smeltet rød cheddar, friske løgringe, friske tomatskiver, syltede agurkeskiveog blandede salatblade. Den kombination kan også anbefales!