I sommer købte jeg en lille flaske chipotle sauce, som blot har stået og ventet på at blive afprøvet. Chipotle laves blandt andet på chili, så jeg tænkte, det var oplagt at inddrage det i månedens benspænd, og jeg søgte derfor efter retter med chipotle den anden dag. Her faldt jeg over en opskrift på en morgenbolle, hvor der indgik lidt af hvert – blandt andet chipotle i sauce, som baconen blev vendt i! Se, det lød jo besnærende, så jeg lavede en mere simpel udgave af det her til morgen. Det mætter godt og er et fint alternativ til den engelske bacon & egg.

Beskidt brunchbolle

Tag en god bolle – jeg brugte ølandshvedeboller med lakridsrod – og smør dem med lidt god mayonnaise. Fyld dem derefter med:

et par salatblade
et spejlæg, hvorpå der er smeltet en skive ost
ristet bacon
peberfrugt hurtigt vendt på panden
chipotle sauce
avokadoskiver

… og servér et par tomater til, hvis de ikke kan være i bollen. Det er gode sager!

Jeg er i øvrigt positivt overrasket over, at jeg stadig har arme! I går var jeg til tre timers træning og var bagefter overbevist om, at mine skuldre ville afmontere mine arme i løbet af natten, men nej – de er der søreme endnu. Det betyder, at i dag – som ellers var afsat som dovnedag – nok alligevel bliver brugt på en del praktiske ting, jeg godt vil have klaret. Der skal selvfølgelig også være tid til at læse i solstrålen i stuen, men nu kan jeg nå nogle flere ting – herligt!

Efter træningen i går tog jeg til København for at mødes med Boglabyrinten. Vi var forbi flere butikker, og jeg fandt flere kogebøger og skønlitterære bøger, som jeg snart må investere i – meeen nu nærer jeg mig, indtil jeg har holdt fødselsdag…. tror jeg…

Vi spiste frokost hos Ankara, og det var helt nostalgisk at være der. Tror det er seks år siden, jeg sidste har spist der, og udvalget så ikke ud til at have forandret sig. Buffeten koster kun 49 kr ved frokosttid, og det er jo vildt billigt – til gengæld har de indført tvungen drikkevarekøb siden jeg sidst har besøgt stedet. Jeg kan godt forstå, at de også gerne vil have, at folk køber drikkevarer, da de ikke tjener på buffeten – men så skulle de tage mere for maden i stedet for at indføre underlige gebyrer – det er i mine øjne mere sobert. Men maden er udmærket, udvalget er stort, og der er masser af grøntsager – hvilket sjældent kan siges om andre steder, hvor du kan købe buffet.