Februar: Mad fra 90’erne

Så er det tid til at finde tidsmaskinen frem – i denne måneds benspænd laver jeg nemlig mad fra 90’erne! Sidste år havde jeg stor fornøjelse af at dykke ned i 80’er-køkkenet, men i år bevæger jeg mig ca. 10 år frem og kigger på, hvad jeg/vi spiste dengang, hvor Beverly Hills 2010 dominerede tv-billedet, og hvor man drak Pisang Ambon til festerne (… irk!).

Men hvad forbinder vi egentlig 90’erne med, når det gælder mad? Det kan jo variere fra person til person, og da jeg boede på landet, så var der visse retter, som nogle vil forbinde med 90’erne, men som jeg først for alvor stødte på i 00’erne. Det gælder for eksempel madtærter – det var ikke udbredt i min omgangskreds dengang i 90’erne. Til gengæld kom der gerne bradepandepizza, flødekartofler og drømmekage på bordet. Pitabrød var også almindelige, men dem bloggede jeg også om i 80’er-benspændet, så jeg ved endnu ikke, om de også får en tur i denne måned. Jeg var også teenager på det tidspunkt, så jeg fik også smagt nogle Isbjørne samt diverse drinks med Malibu og Pisang Ambon. Man burde næsten lave en moderne udgave af en af de drinks…

Hvilke retter får dig til at tænke på mad fra 90’erne?

Januar: Vinter-vegetar

Årets første benspænd er både tidssvarende, billigt og mættende! Januar-benspændet er nemlig vinter-vegetar, og hvad mener jeg så med det?

Jeg har før haft vegetar-benspænd og veganer-benspænd, men begge gange sørgede jeg for at lægge det på tidspunkter, hvor der var let adgang til forårs- og sommergrøntsager. De er – synes jeg – meget lettere at lave hurtig og lækker mad af, og selvom jeg også elsker kål og rodfrugter, så var jeg lidt tilbageholdende med at gå all-in på vinter-vegetarretter. Men det er slut nu – i denne måned vil jeg fokusere på retter, der er baseret på årstidens grøntsager, men jeg vil dog også bruge nogle grøntsager, jeg har på frost. Det bliver ikke en måned kun med vegetarretter, men det er klart dem, jeg vil prioritere. Kan du ikke undvære kød, så kan de fleste af retterne selvfølgelig også bruges som tilbehør til kød.

Har du nogle yndlings-vintervegetarretter, som du synes, jeg skal prøve i denne måned, så smid endelig en kommentar herunder.

December: Nytårsretter

vinterdrink, frozen, nytårsdrink, drink, absinth, lys rom, sprite, isterninger, blå curacaoDet er tid til årets sidste benspænd, og jeg har meget passende valgt, at det skal være nytårsretter. Det kan måske virke lidt pudsigt her i starten af december, hvor der jules overalt, men nu jeg jo haft flere jule-benspænd gennem tiden – julekonfekt, juleretter fra andre lande samt julesmåkager.

Men hvad er egentlig nytårsmad? Se, det kan jo være ret forskelligt fra fest til fest. Da jeg var barn, blev torsk altid nævnt som en klassisk nytårsret, og det er den sådan set stadig. Men jeg har blandt andet også fået fondue, raclette, jomfruhummere, vildtkød og oksemørbrad gennem årene på årets sidste dag. Kort sagt – anything goes så længe det er festligt.

Jeg vil prøve at komme vidt omkring denne måned, så jeg både når nogle forretter, hovedretter, desserter, drinks samt snacks. Der bliver forhåbentlig både nogle enkle og nogle lidt mere komplicerede retter, og mon ikke også der kommer en vegetarret eller to?

Hvad vil du anbefale til nytårsaften?

Liste over nytårsinspiration:
Frozen
French 75
Dessertdrink med chokoladelikør
Rugblinis med svampe
Flydende rejecocktail
Lakseroulade
Rejeroulade
Gratinerede blåmuslinger
Intervalstegt rådyrkølle
Rådyrfilet
Grillede oksekødsruller
Grillet lårtunge
Citron-islagkage
Citron-yoghurtis med karamelflage
Hindbær panna cotta
Chokoladekage med chokomousse og hasselnødder
Kahluamousse

November: Grape og lime

Mørket trænger sig på, nu hvor vi nærmer os vinter, og derfor besluttede jeg, at november måneds benspænd er grape og lime. Man ved jo aldrig helt, hvor meget sollys, man får på denne årstid, så en solid indsprøjtning af C-vitaminer skader ikke.

Og hvad kan man så lave med grapefrugter og limefrugter? Man kommer jo straks til at tænke på friske, syrlige salater og vietnamesisk mad, men er det ikke oplagt, at der også ryger nogle drinks på bordet? Vel er det så – og det er i øvrigt alt for længe siden, jeg har mixet drinks, så det skal selvfølgelig også på bordet.

Som sædvanlig – hvis du har forslag til, hvad jeg skal prøve i denne måned, så smid gerne en kommentar.

Oktober: Mad tilberedt i stegeso

Oktober er lig med efterår, der er lig med simremad, og det kan man jo lige så godt lave i en stegeso, så det er benspændet i denne måned! En stegeso er en herlig opfindelse (og ikke kun på grund af navnet). Det er et fad eller en gryde, der bruges til langtidsstegning, og mange vil nok forbinde det med en römertopf, som er vist på billedet herover. Römertopf er dog et bestemt mærke, og jeg har sidenhen udskiftet ovenstående med en af metal og glas, da det lykkedes mig at slide römertopfen op!

Det er let og bekvemt at lave mad i en stegeso. Du sparer opvask (da det hele tilberedes i stegesoen), og når du først har snittet grøntsager og puttet evt. kød i stegesoen, så skal der bare krydderier og væde i, og så skal maden bare passe sig selv i et par timer. Du skal muligvis tjekke undervejs, om der er nok væske, men som udgangspunkt behøver du først at nærme dig køkkenet igen, når retten er ved at være færdig.

Har du nogle yndlingsretter, der tilberedes i stegeso?

Her er lidt inspiration, indtil jeg får blogget om månedens første benspændsretter:
Kylling og rodfrugter i römertopf
Oksebov i römertopf
Lårtunge i stegeso
Pulled chicken
Kleftiko – græsk simreret
Elgsteg med søde løg
Texansk søndagssteg