Aubergine med ansjoser, tomater, kapers og lidt pasta

Det blev til en hurtig frokostret her i weekenden, da et projekt med fyldte auberginer måtte ændres, fordi auberginen havde fået et par pletter, der skulle skæres af. I stedet blev de skåret væk, og auberginen skåret i tern – og pludselig lavede jeg i stedet en grøntsagstung ret på panden, som blev suppleret med lidt pasta til allersidst. Jeg benyttede også lejligheden til at lege med ansjoser, og selvom jeg ikke blev helt overbevist om denne råvares fortræffeligheder, så er jeg heller ikke skræmt væk. Den må jeg eksperimentere mere med en anden dag.

Aubergineret med ansjoser, tomater, kapers og lidt pasta
2 personer

1 aubergine
olivenolie
6 ansjoser
1 tsk kapers
1 dåse tomater
persille, hakket
3 spsk friskrevet parmesan
salt, peber, muskatnød og frisk oregano

tilsæt friskkogt pasta efter behov

Auberginen skæres i tern, der svitses nogle minutter i olie, indtil de bliver bløde. Ansjoserne skæres i mindre bidder og steges med et par minutter, inden du tilsætter kapers og tomater. Lad det småsimre i ti minutter, inden du tilsætter parmesan, persille og frisk oregano. Smag til med salt, peber og muskatnød. Bland retten op med så meget friskkogt pasta, som du har lyst til/behov for. Pynt med lidt frisk persille.

Note: Det er en grøntsagstung ret, hvilket var et fint afbræk i den italienske madlavning, som let kan blive ret pastafikseret. Jeg var ikke så imponeret over ansjoserne, men omvendt var de ikke så fiskede i smagen, som jeg frygtede, så jeg må lege videre med den en anden god dag. Jeg tilsatte ikke så meget pasta, da det blot var en simpel frokostret, men er du ret sulten, kan du spæde retten op med så meget pasta, som du nu har behov for.



6 thoughts on “Aubergine med ansjoser, tomater, kapers og lidt pasta”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *