Italienske pandebrød

pandebrød, italiensk, gær, natron, timian, olivenolie, hvedemel, bollerJeg ledte egentlig efter en opskrift på surdej, da jeg i går stødte på denne opskrift i ‘Gyldendals Bagebog’. Jeg kunne ikke stå for den enkle måde at bage på – bland dejen sammen, lad den hæve i et par timer og bag derefter brødene på få minutter på en pande! Det måtte jeg simpelthen prøve, selvom jeg ikke lige havde planlagt at bage den aften. Jeg fulgte næsten opskriften – tilføjede dog lidt krydderi og brugte udelukkende vand som væde – og så lavede jeg nok brødene lidt større end tiltænkt, for jeg fik kun halvt så mange brød ud af dejen, som bogen lagde op til.

Italienske pandebrød
6 stk.

2 dl vand
10 g gær
½ spsk natron
½ tsk salt
1 tsk timian
1 spsk olivenolie
300 g hvedemel

Bland gæren med lunt vand. Tilsæt de andre ingredienser, ælt dejen godt, og lad den hæve i et par timer. Tryk dejen ud til små flade brød og bag dem på en kraftigt opvarmet pande. De skal have et par minutter på hver side, til de er gennembagt.

Note: Lette at lave og ganske velsmagende. Det er meget sjovt at bage på denne måde, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det.

Tomater med valnødde-basilikumcreme

tomatfad, tomater, vegetar, flødeost, hvidløg, creme fraiche, valnødder, basilikumJeg vil godt indrømme, at jeg har snydt lidt de sidste par dage. Jeg har faktisk ladet være med at eksperimentere synderlig meget i køkkenet for at undgå at komme for meget bagud med at blogge madeksperimenter!

Ja, lidt bims har man vel lov til at være. Men med denne opskrift er jeg nogenlunde på omgangshøjde med madlavningen igen – altså bortset fra de små brød, jeg skal torturere ude i køkkenet om lidt. Og så var der noget med et par restaurantbesøg, som jeg også vil kommentere… men det får jeg tid til i morgen aften!

Nu skal vi også kun koncentrere os om huset, for nøglerne til den gamle bolig er afleveret, så nu bor vi kun ét sted – herhjemme vel at mærke! Skøn, skøn følelse.

I går havde jeg brug for at få lavet en tomatret, da ‘nogen’ havde købt for mange tomater, fordi ‘nogen’ ikke kunne finde den portion, hun havde købt tidligere ugen. Forklaring på dette følger i morgen eller onsdag. Jeg havde set en opskrift i ‘Suveræne salater…’, som tiltalte mig, og efter at have udskiftet den neutrale flødeost med en krydret af slagsen samt brugt en lettere creme fraiche, så fik jeg tryllet en salat sammen, som udgjorde et dejligt tilbehør til resten af maden. Så var det i øvrigt Sct Valentine’s Day i går, så den blev selvfølgelig serveret i et hjertefad – lidt tøseromantik var der også plads til.

Tomater med valnødde-basilikumcreme
3-4 personer

500 g tomater
50 g flødeost med hvidløg
1 dl creme fraiche 9%
7 valnødder, hakkede
½ håndfuld friske basilikumblade, finthakkede
salt

Skær tomaterne i skiver. Rør resten af ingredienserne sammen. Læg tomaterne i et fad og hæld cremen ud over lige inden servering.

Note: Fin og frisk tomatsalat. Dejligt med lidt afveksling fra de sædvanlige grøntsager på denne årstid – også selvom tomaterne ikke lige er af super kvalitet for tiden.

Luftige fastelavnsboller

fastelavnsboller, boller, fastelavn, dessert, kage, smør, hvedemel, æg, fløde, hvid chokolade, husblas, vanilje, mørk chokolade, chokolade, flormelisSidste år fandt jeg ved et tilfælde en opskrift på fastelavnsboller, som påstod, at den var en anelse sundere end de sædvanlige opskrifter. Nu ved jeg godt, at ‘fastelavnsboller’ og ‘sund’ ikke er to ord, der kan kombineres, men jeg gemte alligevel opskriften, for jeg har en stærk svaghed for denne type kage. Jeg ved ikke helt, hvordan det lykkes mig kun at spise én om året, men det må være min samvittighed, der ellers truer med at torturere mig.

I lørdags måtte vi så lige afprøve den, da vi havde inviteret svigerforældrene på en kop kaffe + fastelavnsboller.

Fastelavnsboller
4 stk.

Dej:
50 g smør
1 dl vand
50 g hvedemel
2 æg
1 knips salt

Creme:
2½ dl fløde
50 g hvid chokolade – fint hakket
1 blade husblas – udblødt i koldt vand
½ vaniljestang

Pynt:
Lidt smeltet mørk chokolade
Flormelis

Smelt smørret i vandet i en gryde og rør melet i. Rør grundigt, mens gryden står på komfuret, til dejen er blank og slipper gryden .Tilsæt salt og lad dejen køle lidt af. Tilsæt æggene et ad gangen og rør dejen grundigt, til den er ensartet. Fordel dej med en ske i fire klatter på en bageplade med bagepapir. Bag kagerne ved 200 grader i ca. 25 minutter, til de er hævede og gyldne. Lad dem køle af på en rist.

Flæk den halve vaniljestang og skrab kornene ud. Kog fløden op med vaniljekornene. Tilsæt husblassen i den varme fløde under omrøring Lad fløden køle en smule af – tilsæt den hakkede hvide chokolade, mens du rører, til den er smeltet i fløden. Lad cremen køle af i køleskabet, indtil den er helt kold og kompakt. Pisk derefter cremen tyk.

Flæk dine fastelavnsboller og læg en skefuld creme i, læg toppen på, pensl med lidt smeltet chokolade og drys med flormelis.

Note: Mine fastelavnsboller hævede ikke så meget i ovnen, som jeg havde regnet med. Til gengæld smagte cremen temmelig godt, og alt i alt blev fastelavnsbollerne ganske gode.

Agurkemousse med rejer, mørbradgryde samt sellerifritter med gremolata, chokolade-, karamel- og marcipantærte

I fredags havde vi svigerfamilien på besøg, da gemalen fyldte år. Vi havde ikke supermeget tid og energi, så retterne blev lidt mere simple, end jeg plejer at kaste mig ud i til fødselsdage, men de var alle vellykkede!

Forretten improviserede jeg, mens hovedretten var blevet til ved at have læst flere steder på nettet og derefter bikse noget sammen i køkkenet. Selleritilbehøret var fra ‘Flere suveræne salater…’ med et par få ændringer. Jeg havde fået lov til at transmogriffe fødselsdagslagkagen om til en lækker tærte, nu hvor jeg har det som månedens benspænd, men til gengæld var gemalen også dybt involveret i at finde den rigtige opskrift, der skulle prøves. Det blev igen en perle fra NYBH, hvor jeg puttede en spsk vand i dejen (da jeg ikke havde supermeget tålmodighed og havde brug for, at dejen samlede sig hurtigst muligt) og glemte at putte en halv dl piskefløde i selve karamellen. Det smagte dog fint alligevel, og tærten blev serveret med flødeskum, så fløden blev brugt.

Agurkemousse med rejer
7 små glas
agurkemousse, forret, rejer, agurk, creme fraiche, dild, lime, rejer, lime
1 agurk
250 g creme fraiche
salt
1 spsk finthakket dild
saften fra 1 lime

5 rejer til hver person
– vendt i saften fra den anden halvdel af limefrugten

Flæk agurken og skrab de bløde kerner ud. Riv agurken på et rivejern og bland det med creme fraiche. Smag til med de øvrige ingredienser og servér det i et glas sammen med rejerne.

Note: Meget simpel og hurtig forret. Den mætter ikke meget, men jeg havde også lavet en solid hovedret, så forretten skulle helst være så enkel og let som muligt.

Sellerifritter med gremolata
8 personer
sellerifritter, gremolata, selleri, bredbladet persille, hvidløg, citroner
1,7 kg sellerihoved
2 spsk olivenolie
salt

Gremolata:
2 håndfulde hakket bredbladet persille
2 fed presset hvidløg
fintreven skal fra ½ citron
saften fra den halve citron

Skær sellerierne i stave og vend dem i olie og salt. Hæld dem på en bagepapirsbeklædt bradepande og bag dem ved 200 grader i omkring 40 minutter, til fritterne er gyldne. Vend dem undervejs. Du kan evt. give dem en gang grill i få minutter, hvis du har svært ved at få dem gyldne nok.

Bland gremolataen og vend den i fritterne, når de er kølet en smule af.

Note: Meget frisk og alligevel sødmefuldt tilbehør – en dejlig afveksling i forhold til kartofler.

Mørbradgryde
8-9 personer

150 g bacon
smør til stegning
3 stk svinemørbrad
500 g champignon
3 dl vand
1 grøntsagsbouillonterning
1 stor dåse tomatkoncentrat
½ l fløde
salt
1 tsk timian

Bacon svitses i en gryde sammen med smør. Svinemørbrad afpudses og skæres i skiver, som steges sammen med bacon i gryden. Samtidig renser du champignons, skærer dem i skiver og svitser dem på en pande. Derefter ryger de med i gryden, når kødet er blevet stegt på alle sider. Vand og bouillonterning tilsættes, og retten står og koger en tid under låg – tror jeg gav det en halv time eller lidt mere. Tomatkoncentrat kommer i gryden, og når det er rørt ud, tilsættes madfløden og retten bliver holdt på lavt blus – så lavt, at det stadig bobler men ikke overkoger. Retten smages til med salt og timian og serveres med ris.

Note: Nu er det jo længe siden, jeg sidst har fået mørbradgryde, så jeg kunne dårligt huske, hvordan det burde smage, men denne her version var i hvert ganske god!

Aftenens hovedret – inkl. en simpel grøn salat

Chokolade-, karamel- og marcipantærte
8 personer

Tærtebund:chokoladetærte, karameltærte, marcipantærte, tærte, dessert, kage, hvedemel, marcipan, æg, smør, rørsukker, vaniljesukker, vanilje, kakaopulver
75 g smør
120 g hvedemel
2 spsk rørsukker
1 æggeblomme
1 spsk vand hvis du er utålmodig
Fyld:
200 g marcipan
50 g smør
2 spsk kakaopulver
1 æg
1 æggehvide

Karamel:
75 g smør
40 g rørsukker
½ dl sirup
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk kakaopulver

Bland mel og sukker i smuldr smørret i. Bland æggeblommen i og evt. lidt vand, hvis du har travlt. Tryk dejen ud i en tærteform og stil den køligt i et kvarter.

Riv marcipanen fint på et råkostjern. Smelt smørret og rør kakaoen i. Rør det sammen med marcipanen, ægget og æggehviden og fordel det ud over dejen. Sæt tærten i ovnen ved 175 grader og bag den i 15 minutter og lad kagen køle af.

Bland alle ingredienserne til karamellen i en gryde. Smelt det over meget lav varme og under konstant omrøring, til konsistensen bliver tykkere – det tage omkring fem minutter. Fordel karamelmassen over kagen og lad den køle af. Servér kagen med flødeskum.

Note: Meget intens kage smagsmæssigt set – ret mørk og tung i smagen, men meget lækker. Det lette flødeskum supplerer den godt.

Kanel-æbleboller og kringle med chokolade og marcipan

I går havde gemalen fødselsdag, og der skulle ikke megen overtalelse til, før han havde lokket mig til at bage kage torsdag aften, som han kunne tage med til sine kolleger næste dag! Jeg var dog ikke sikker på, at der ville være kage nok (han kunne ‘risikere’, at der var 40 på arbejde den dag), så jeg bagte også en stor portion boller. Sidstnævnte opfandt jeg selv en opskrift på, mens kringle-opskriften er fra NYBH’s dejlige blog. Jeg brugte smør i stedet for margarine i opskriften, tilføjede lidt mere marcipan i fyldet samt udelod melet i sidstnævnte. Desuden bagte jeg dobbelt portion i forhold til den, jeg har angivet længere nede.

Kanel-æbleboller
32 stk.
kanel-æbleboller, boller, kærnemælk, gær, æbler, nødder, valnødder, kanel, havregryn, hvedemel, æg
4 dl kærnemælk
5 dl varmt vand
50 g gær
2 æbler, revne
70 g hakkede valnødder
3 tsk kanel
½ tsk salt
1 dl havregryn
hvedemel for resten
1 pisket æg til pensling

Bland kærnemælk med det varme vand, så blandingen er nogenlunde håndvarm. Pisk gæren i. Bland æbler, valnødder, kanel, salt og havregryn i og vend mel i, indtil du har en god og smidig dej. Ælt den godt og sæt den til at hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.

Form boller af dejen og sæt dem på en bageplade. Pensl dem med æg og bag dem ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Note: Bollerne er overraskende lette, og så var de også dejlig friske dagen efter. Jeg er ret pjattet med kanel, så for min skyld kunne der sagtens være mere kanel i bollerne, men de har en fin lidt afdæmpet smag af krydderiet, og det vil nok passe de fleste. Helt sikkert værd at gentage.

Kringle med marcipan og chokolade
2 stk.
kringle med marcipan og chokolade, wienerbrød, mælk, gær, kardemomme, smør, rørsukker, hvedemel, marcipan, mørk chokolade, chokolade, æg, nødder, perlesukker
Dej:
400-450 g hvedemel
200 g smør
1 dl mælk
50 g gær
1 spsk. sukker
2 æg
1 tsk. kardemomme

Fyld:
100 g smør
1 dl rørsukker
1 spsk hvedemel
50 g marcipan
50 g hakket chokolade

Æg til pensling
Hakkede nødder samt perlesukker til pynt

Lun mælken og opløs gæren i den. Smelt smørret og hæld det i mælken sammen med sukkeret. Pisk det godt, inden du blander æg og kardemomme i. Tilsæt melet og ælt dejen. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.

Rør ingredienserne til fyldet sammen. Rul dejen ud til to aflange stænger. Fordel fyldet på midten af de to stænger. Fold først endestykkerne ind og derefter langsiderne, så fyldet er helt dækket. Pensl stængerne med æg og drys med perlesukker og hakkede hasselnødder. Bag kringlerne ved 200 grader i ca. 15-20 minutter.

Note: Fin kringle, som nok er bedst samme dag, den bliver bagt (på grund af det høje smørindhold). Den var dog også glimrende dagen efter, men jeg ville nok gerne have haft mere fyld i – elsker når bagværk er lidt snasket! Den vakte også glæde på arbejdspladsen, hvor de fik udryddet det meste af kagen – og det må jo være et tegn på succes!