Italiensk vinsmagning – G.D. Vajra

vinsmagning, vinGemalen og jeg var for nylig til vinsmagning i vinklubben. Denne gang var der italiensk vinsmagning, da vinproducenten G.D. Vajra stod for alle aftenens vine. Vinhuset blev grundlagt i 1972 og råder i dag over ca. 40 hektar med vinmarker i Barolo-området. Af samme grund havde jeg rimelig høje forventninger til smagningen, for jeg har flere smagt ganske gode Barolo-vine.

Vi smagte ni vine + en bonusvin. Sidstnævnte fik jeg ikke noteret navnet på, så smagekommentarerne til denne vin har jeg ikke skrevet herunder (da jeg alligevel ikke kan finde frem til den igen). Vi spiste et par lette anretninger undervejs, som passede til vinene.

Langhe Bianco Baudana 2013 – let, frisk duft af gær. Overraskende kraftig sødme og trækker samtidig mundvand. Varm eftersmag.

Langhe Pinot Noir 2010 – rimelig kraftig duft, lys farve. Relativ kraftig krydret smag, ok syre.

Langhe Rosso 2011 – frisk, lidt træagtig duft, lys farve. Mild og kort smag. Meget vag – og ærlig talt ret kedelig.

Langhe Nebbiolo 2013 – let afdæmpet duft, umodne mandler? Mild, behagelig smag, lettilgængelig.

Barbera Superiore 2011 – tung og nærmest læderagtig duft. Behagelig smag, god balance. Svag kaffesmag? Fin sødme. Min favorit denne aften.

Barolo Albe 2010 – sødmefuld, fed duft. Afdæmpet, behagelig smag, tilpas syre.

Barolo Albe 2006 – afdæmpet, lidt stram duft. Afdæmpet og mild smag. Snigende syre. Ikke lige mig.

Barolo Bricco Viole 2009 – forholdsvis sød og kraftig duft. Voldsom syre! Efter lidt tid i glasset mere balanceret, behagelig, stadig syre, dog afrundet.

Barolo Cerretta, Baudana 2009 – sødmefuld duft, relativ krydret. Ret kraftig syre, rimelig krydret, ok sødme.

Jeg var desværre ikke nær så begejstret for vinene, som jeg havde håbet på. Der var ingen deciderede wauw-oplevelser, men der var et par vine, som var ganske glimrende. En lang række af vinene var også for dyre i forhold til hvor simple, de var (syntes jeg), og jeg savnede mere kompleksitet og dybde i flere af vinene.

Kan du anbefale en eller flere Barolo-vine, jeg bør prøve?

vinsmagning, vin

Vinsmagning: Châteauneuf du Pape

Chateauneuf du Pape, vin, vinsmagning, rødvin, hvidvinTidligere på ugen var gemalen og jeg til årets første vinklubsarrangement. Temaet for denne vinsmagning var Châteauneuf du Pape, og selvom mange af vinene var ret unge, så var der flere dejlige vine iblandt. Vinene blev præsenteret af The Wine Company, som holdt aftenens foredrag.

Châteauneuf du Pape ligger i Rhône-dalen i Frankrig og hører til blandt de populære vin-regioner på det danske marked. Vil du læse mere om vine fra Rhône-området, så tjek denne artikel fra Vinlex.

Smagningen bød på 2 hvidvine og 8 rødvine, og vi smagte følgende:

Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape Blanc 2013 – frisk og mild duft med et strejf af anis. Vinen var meget afdæmpet og med let anissmag – behagelig men nok en anelse for diskret til mig.

Clos Saint Jean, Châteauneuf du Pape Blanc 2013 – mild og meget vag duft. Hvidvinen var mild med en let sødme og et dejligt strejf af syre til sidst. God balance.

Domaine Giraud, Châteauneuf du Pape Premices 2012 – mellemkrydret og varm duft af peber. Rødvinen viste sig at have en overraskende rund og behagelig smag med en let sødme og fin syre. Og så selvfølgelig også lidt peber i smagen.

Domaine de Cristia, Châteauneuf du Pape 2012 – kraftig og kold duft, men en noget mildere smag. Dejlig vin – balanceret, lettilgængelig og lidt af en pleaser. Strejf af blomme.

Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape Tradition 2012 – forholdsvis kraftig duft med fylde og sødme. Vinen i sig selv var relativ sødmefuld med en vis portion syre til at trække mundvand. Den viste sig i øvrigt at passende rasende godt til en lille ret med sesam, som vi spiste til.

Domaine Giraud, Châteauneuf du Pape Tradition 2012 – ret kraftig og sødmefuld duft med tydelig alkohol. Vinen var dog relativ mild, men havde stadig fylde. Den var let at drikke, men lidt for sødmefuld til min smag.

Clos Saint Jean, Châteauneuf du Pape Tradition 2012 – dejlig fyldig og fed duft. En rimelig mild vin, der dog var krydret og havde tilpas med syre.

Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape Cuvée Mon Aïeul 2010 – relativ mild og frugtet duft. Vinen var letkrydret og havde en fin balance mellem syre og sødme. Smag af blandt andet blåbær. Bonusinfo – vinen blev kåret som bedste rødvin på Rhônefestivalen i 2014!

Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape Cuvée Mon Aïeul 2015 – kraftig og sød duft af solbær. Relativ fyldig og sødmefuld vin.

Clos Saint Jean, Châteauneuf du Pape Combe de Fous 2012 – igen en vin med en fyldig duft af søde solbær. Rødvinen var meget frugtet og med en rimelig tung og sødmefuld solbær- og kirsebærsmag.

Jeg var positivt overrasket over, hvor mange af vinene, der allerede var værd at drikke nu. Frankrig er ellers et af de få lande, hvor der stadig produceres en del ‘gemmevin’ (dvs. vin, som kun bliver bedre af at ligge i 5-10 år). Ok, nu sætter jeg det lidt på spidsen, men det er interessant at se, hvordan vinmarkedet har ændret sig gennem de sidste 5-10 år, hvor der nu sælges langt flere drik-med-det-samme-vin. Mange af ovenstående vine bliver endnu bedre af at ligge i nogle år, men de kunne sagtens drikkes nu.

Chateauneuf du Pape, vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin

Portvinssmagning hos Otto Suenson

portvinssmagning, portvin, vinsmagningI sidste uge var jeg atter til vinsmagning hos den lokale vinklub. Denne gang var temaet portvin, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da temaet blev annonceret for et par måneder siden. Selvom jeg har handlet hos Otto Suenson i flere år, har jeg aldrig forbundet vinhandleren med portvine, men her var så en mulighed for at blive klogere.

Aftenens foredragsholder var Frederik Kreutzer, der også har vinbloggen VinKreutzer, og det gjorde han rigtig godt. Frederik ved ikke alene meget om portvin (og vin generelt), men er også både underholdende og har nogle klare holdninger til, hvordan vin nydes bedst, hvilket skabte nogle interessante debatter i løbet af aftenen.

Alle aftenens portvine kom fra vingården Quinta Santa Eufemia, og vi lagde ud med at smage to hvide portvine – eller burde jeg hellere sige gyldne? Faktum er, at de begge havde en smuk, gylden farve – du kan se den første af dem på det øverste billede.

10 års White – skøn duft med et svagt strejf af sveske. Smagen var sød med noter af vanilje og let karamelsmag. Ikke så kraftig af en portvin at være, men har også noget syre – måske lidt citron? Den har en lang, mild og sød eftersmag.

20 års White – en mere afdæmpet og knapt så sød duft i forhold til den forrige portvin. Farven var lidt uklar. En varm, sød og kraftigere portvin. Let sprittet i smagen med toner af abrikos og vanilje.

portvinssmagning, portvin, vinsmagningDe første portvine blev serveret sammen med chokolade, men efter de første glas som disse tre skønne oste på bordet:

portvinssmagning, portvin, vinsmagningAlle tre oste var rimelig milde, selvom det var blåskimmeloste. Vidste du i øvrigt, at portvin er et dejligt match til oste og i særdeleshed blåskimmeloste? Portvinens kraftige sødme giver et rigtig godt modspil til den stærke ost.

Nu kom de røde portvine på bordet.

10 års Tawny – smuk, lys rød farve. Fyldig sød duft – cremet og fed på samme tid. Portvinen havde en fin sødme – behagelig, elegant og mild.

20 års Tawny – mørkere farve. Tung, karamelliseret duft. Sød, fyldig smag med vanilje. Smagen er fed og nærmest sirupsagtig.

Colheita 2004 – duften er afdæmpet, mild og let sødlig med et snert af mandler. Smagen er sød, fyldig og kraftig. En meget klassisk portvinssmag med lang sødme. Vil være rigtig god at kombinere med chokolade og karamel.

Late Bottled Vintage 2009 – mørkerød, nærmest som rødvin. Dejlig duft med et strejf af lakrids. Simpel men lækker smag – frisk og har noter af kirsebær, lakrids og blommer.

Vintage Port 2007 – næsten sort portvin. Afdæmpet duft af røde bær. Mere mild end jeg forventede – jeg syntes, den virkede lidt ung. Men ellers en behagelig portvin.

Vinsmagning: Amerikanske vine

rødvin, amerikansk vin, vinsmagningEn vinsmagning med amerikanske vine? Ja tak! For nylig var der atter vinsmagning i den lokale vinklub, så jeg tog en af mine venner under armen og smuttede ned til Otto Suenson, der denne gang kunne byde på deres speciale – amerikanske vine.

Amerikanske vine har ry for at være kraftige, fyldige og sødmefulde, og det var da også den type vine, der prægede aftenen – et fint valg når nu efteråret banker på, og vinteren venter lige om hjørnet. Smagsmæssigt er det også stabile vine, forstået på den måde, at amerikanerne foretrækker at gå efter samme smag år efter år og derfor ofte stræber efter at lave vine, hvor smagen er den samme, uanset om flasken er fra 2010, 2011 eller 2012. De er ikke bundet af en lige så striks (og traditionsrig) lovgivning som europæerne, hvor der godt kan være ret stor forskel på vin fra forskellige årgange. Amerikansk vin kan derfor være ret praktisk at købe for almindelige forbrugere – men måske lige en anelse for gennemskuelig for feinschmeckere.

Jeg tror i øvrigt, det er første gang, jeg har været til en vinsmagning, hvor jeg kendte så mange af vinene, men det gjorde nu ikke noget, for det var vine, jeg gerne nyder et glas af, hvis jeg kan slippe af sted med det :)

Vi smagte følgende vine:

Esser Vineyards, Chardonnay, Montery – en lækker, fed hvidvin med et eksotisk twist. Let at gå til. Jeg købte et par flasker med hjem – selvfølgelig primært fordi vi er ved at løbe tør for hvidvin… hrm…

Acrobat Pinot Noir, King Estate Winery, Oregon – en mild og lidt anonym vin med kort smag og lys farve. En ung vin med let syre. Lidt for afdæmpet til mig.

Francis Ford Coppola, Red Blend – en mediumkraftig vin, der har et pift af syre i starten, men slutter af med en sødmefuld eftersmag. Jeg har efterhånden fået smagt en del af Coppola-vinene, men denne her var ny. I den afdæmpede ende i forhold til mange af hans andre vine.

Broadside Wines, Cabernet Sauvignon Margarita Vineyard – nu kom vi for alvor over i bulderbassevinene. Denne vin købte jeg en flaske af tilbage i august måned, da jeg lavede texansk mad. En kraftig, fyldig og krydret vin med masser af solbærsmag og tydelig alkohol. Har en lang eftersmag og ‘mætter’ en del.

Ampelos Syrache, Santa Barbara – så er vi ovre i den helt tunge ende. En rødvin, der er nærmest sort i farven og med en kraftig, sødmefuld duft. Masser af sødme og alkohol. En vin, der skal nydes for sig selv – den er så voldsom, at den er svær at matche til mad. Jeg tror desværre, at den er lige en tak for sød til mig, men den var nu ret interessant.

Til sidst sluttede vi af med en rødvin, som vi smagte blindt. Jeg synes dog, at jeg hørte, at det var Saldo Zinfandel fra Orin Swift Cellars. En vin med masser af syre, mørk sødme og behagelig eftersmag.

Kan du blande din egen vin?

vinarrangement, vinsmagningI sidste uge var jeg inviteret til et spændende arrangement sammen med en række andre bloggere. Formålet var at lære at blande sin egen vin af druer fra Rhône-området, og her underviste vinkyper Malene Hertz os i, hvordan man kan blande en vin ud fra rene druesorter.

Vin blandet på klassiske druesorter
Til aftenens arrangement skulle vi eksperimentere med tre af Rhône-områdets druesorter – grenache, mourvédre og syrah. Vi smagte selvfølgelig på de tre druesorter – samt et par færdigblandede Rhône-vine – inden vi kastede os ud i at blande vores egen vin.

Grenache har oftest en letkrydret smag, der er præget af røde bær og så meget sødme, at den kan blive helt marmeladeagtig. Den årgang, vi brugte denne aften, var dog noget mere afdæmpet, og – i forhold til min smag – lidt kedelig.

Mourvédre er mere fyldig og trækker smagsmæssigt mere på mørke bær og peber. Der er masser af tanniner i druesorten, men den udgave, vi brugte, var lige lovlig voldsom til mig – det føltes, som om ens mund blev helt tørlagt, så det var ikke en årgang, jeg ville drikke som enkeltdruevin. Den sidste druesort – Syrah – er en kraftig drue med masser af tanniner og både sødme og fylde. Det er i øvrigt den drue, som de fleste forbinder Rhône-vinene med og en af mine yndlingsdruer.

vinarrangement, vinsmagningVi blev inddelt i fire hold, og jeg havde fornøjelsen af at blande vin sammen med Vinkreutzer, Louisa Lorang og Sandra. Inden vi blev sluppet løs, fik vi til opgave at lave to blandinger – en med 50% Grenache, 30% Mourvédre og 20% Syrah samt en blanding med 80% grenache og 10% af hver af de to andre. Det var ret interessant at opleve, hvor stor forskel der var på de to blandinger – og hvor godt især den sidste blanding virkede. Jeg var ellers ikke voldsomt begejstret for den rene Grenache-smag, men der skulle ikke særlig meget af de to andre druesorter til for at gøre den interessant.

vinarrangement, vinsmagningUdstyret med de tre basisdruesorter samt måleglas gik vi så i gang med at lave nye blandinger. Vores gruppe gik stærkt efter en Syrah-baseret rødvin med lidt af de andre druesorter, ligesom vi også prøvede at lave en enkelt vin, hvor det var Grenachen, der bestemte. Vores endelige resultat blev en blanding på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvédre.

Det var helt bestemt en lærerig aften og i øvrigt meget underholdende – både på grund af det fascinerende i at blande sin egen vin, men også fordi der var en god og hyggelig stemning. Udover de tre fra mit hold sad jeg også sammen med Madet Mere, Rigeligt Smør samt La Cucina Nada, og i den anden ende af bordet var brødrene Bækgaard, som også har skrevet et indlæg om arrangementet.

Vinsmagning: Derfor skal du bruge de rigtige glas

vinsmagning, glassmagningTidligere på måneden var gemalen og jeg til vinsmagning i vinklubben, og den smagning foregik lidt anderledes end sædvanlig. Første halvdel af vinsmagningen var nemlig en glassmagning – dvs. en smagning af vine i forskellige rød- og hvidvinsglas – og det var lidt af en øjenåbner.

Det kan lyde en anelse snobbet at sige, at glassets form har betydning for vinens smag. Kan det virkelig gøre nogen særlig forskel? Ja, det kan det skam – en ret stor forskel tilmed.

vinsmagning, glassmagningVi blev bænket ved borde, hvor der allerede var stillet seks glas frem til os – vinklubbens sædvanlige smageglas (længst til venstre), fire specialglas (fra venstre mod højre var det et Sauvignon Blanc-glas, et Montrachet/Chardonnay-glas, et Pinot Noir-glas samt et Cabernet-glas) samt et almindeligt vandglas. Alle glassene var fra Riedel, som er et af de glasfirmaer, der går mest op i at skabe vinglas, der passer til den enkelte druesort. Tjek deres vinglas-guide og bliv klogere på, hvilke glas man bør vælge til de forskellige vine.

Aftenens foredragsholder kom fra H. J. Hansen Vin, og den første vin, vi skulle smage, var Seresin Sauvignon Blanc 2011 fra New Zealand. Den fik vi først lov til at smage i det rigtige glas – dvs. Sauvignon Blanc-glasset, og her smagte vinen stram og frisk med et snert af stikkelsbær. Derefter blev vi bedt om at hælde vinen over i Chardonnay-glasset og smage igen. Nu havde vinen mistet de friske toner og var i stedet blevet ret flad i smagen – som når en hvidvin har stået for længe åben. Til sidst skulle vi hælde vinen over i vandglasset, hvilket fik den til helt at miste duften. Det blev til en kedelig vin, som smagte som det billigste, man kan få i supermarkedet.

Næste vin i glassmagningen var Deidesheimer Kieselberg Riesling 2012 fra Pfalz. Den hældte vi i det første glas, dvs. det almindelige smageglas, og her var der en tydelig fadsmag samt en tung og nærmest smøragtig smag, der fik mig til at tænke på dessertvine. Vi hældte den derefter i Chardonnay-glasset, hvilket fik vinen til at åbne sig op og blive langt mere balanceret. Smagen blev pludselig blød og afdæmpet – en rigtig behagelig vin. Til sidst skulle vinen over i Cabernet-glasset, hvilket gjorde den flad, sød – og en anelse pruttet! (ja undskyld, men… det gjorde den altså). Meget, meget spøjs oplevelse.

Tredje og sidst vin, der fik en tur i ‘glas-manegen’ var Beaune Greves Premier Cru 2011 fra Frankrig. Den blev først serveret i Pinot Noir-glasset, hvor pinot-duften rigtig kom frem. Vinen var mild og behagelig med et strejf af yoghurt. Næste glas, den skulle i, var Cabernet-glasset, og her var det som om, at smagen ‘væltede – vinen blev tungere og mere sprittet i smagen. Alkoholen kom virkelig frem i vinen. Derefter blev vinen hældt i det sædvanlige smageglas, og pludselig forvandlede vinen sig nærmest til saftevand – den blev flad, kedelig og mistede vinens kendetegn.

Jeg må sige, at det var en ganske overbevisende demonstration af, hvad vinglas kan betyde for oplevelsen. Det var en utrolig spændende oplevelse – men også lidt bekymrende, for fremover vil jeg ikke kunne drikke en vin uden at tænke over, om den nu også bliver serveret i det rette glas!

Vi købte to sæt vinglas med hjem, så vi fremover kan eksperimentere videre med at servere rød- og hvidvin i de rigtige typer vinglas, men jeg kan godt se, at det hurtigt kan blive en dyr (og pladskrævende) interesse, hvis man vælger at købe 8 glas af alle de vintyper, man drikker. Så det gør vi ikke lige foreløbig – der skal jo også være råd til at hælde noget i glassene :)

Middag med Rhônevine hos Davids Bistro og Restaurant No. 1

Davids Bistro, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnI anledning af Copenhagen Cooking var en række mad- og vininteresserede – mig inklusiv – inviteret til en fireretters middag, som blev afholdt dels på Davids Bistro og dels på Restaurant No 1. Temaet var Rhônevine, og der blev således serveret seks vine på Davids Bistro (to til velkomstsnacken, to til den første forret og to til den anden forret) og seks vine hos Restaurant No. 1 (to til hovedretten, to til osten og to til desserten).

rødvin, vinsmagningJeg havde oprindeligt planlagt at lave en nøje gennemgang af vinene, men det droppede jeg ret hurtigt, for desværre viste det sig, at vinene på den første restaurant blev serveret alt, alt for varme (aka stuetemperatur) og derfor ikke kunne bedømmes korrekt. Lunken vin er bare ikke særlig interessant, for ved den temperatur er mange af vinens karakteristika forsvundet.

Davids Bistro, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnMen så vil jeg i stedet skrive noget pænt om restauranterne, for de diskede op med lækker, velsmagende bistromad. Hos Davids Bistro fik vi snacks bestående af oliven, svinerilette og Karl Johan-creme samt små ristede brød.

Davids Bistro, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseForretten var denne indbydende servering med stegt kyllingelever, brombær og vineddike.

Davids Bistro, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseAnden forret var denne efterårsservering, som hører til blandt mine favoritter – blandede svampe stegt i smør og fløde og anrettet på et brød. I dette tilfælde også sammen med snegle. En himmerigsmundfuld!

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHerefter gik turen hen til Restaurant No. 1, hvor der var en del ventetid, inden den næste ret kom på bordet. Det gjorde nu ikke så meget, for dels havde vi lige fået flere retter i træk, og dels faldt vi hurtigt i snak med vores nye sidekammerater, som blandt andet omfattede andre bloggere såsom Julie Karla, Madetmere og Brian fra Gastromand.

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHovedretten var måske ikke så smukt anrettet, men til gengæld smagte den ganske glimrende. Den bestod af Tournedos Rossini serveret sammen med en kartoffelflan, der var toppet med en grøn flan og løg. Vi fik aldrig rigtig identificeret hvad den grønne flan var -måske spinat?

Restaurant No. 1, ost, osteservering, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseOsteserveringen var en halvkedelig, blød brie, som jeg ikke var så begejstret for.

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelse… og til sidst var der desserten, der blev præsenteret som dekonstrueret Snickers, hvilket blandt andet omfattede chokolade, lidt salt karamelsauce (for lidt faktisk), hakkede peanuts, nougat og marengs. Desserten trak points hjem ved blandt andet at have en afdæmpet sødme og ikke være så hvinende sød, som jeg havde frygtet, da jeg hørte navnet på desserten. En udmærket afslutning på aftenen.

Rødvinene, der blev serveret på Restaurant No. 1, havde en noget bedre temperatur og var dermed også lidt mere interessante. Samlet set passede mange af vinene fint til maden, men der var ingen deciderede wauw-oplevelser.

Tak til Inter Rhône – og ikke mindst de to restauranter – for en rigtig hyggelig aften.