Vinsmagning: Amerikanske vine

rødvin, amerikansk vin, vinsmagningEn vinsmagning med amerikanske vine? Ja tak! For nylig var der atter vinsmagning i den lokale vinklub, så jeg tog en af mine venner under armen og smuttede ned til Otto Suenson, der denne gang kunne byde på deres speciale – amerikanske vine.

Amerikanske vine har ry for at være kraftige, fyldige og sødmefulde, og det var da også den type vine, der prægede aftenen – et fint valg når nu efteråret banker på, og vinteren venter lige om hjørnet. Smagsmæssigt er det også stabile vine, forstået på den måde, at amerikanerne foretrækker at gå efter samme smag år efter år og derfor ofte stræber efter at lave vine, hvor smagen er den samme, uanset om flasken er fra 2010, 2011 eller 2012. De er ikke bundet af en lige så striks (og traditionsrig) lovgivning som europæerne, hvor der godt kan være ret stor forskel på vin fra forskellige årgange. Amerikansk vin kan derfor være ret praktisk at købe for almindelige forbrugere – men måske lige en anelse for gennemskuelig for feinschmeckere.

Jeg tror i øvrigt, det er første gang, jeg har været til en vinsmagning, hvor jeg kendte så mange af vinene, men det gjorde nu ikke noget, for det var vine, jeg gerne nyder et glas af, hvis jeg kan slippe af sted med det :)

Vi smagte følgende vine:

Esser Vineyards, Chardonnay, Montery – en lækker, fed hvidvin med et eksotisk twist. Let at gå til. Jeg købte et par flasker med hjem – selvfølgelig primært fordi vi er ved at løbe tør for hvidvin… hrm…

Acrobat Pinot Noir, King Estate Winery, Oregon – en mild og lidt anonym vin med kort smag og lys farve. En ung vin med let syre. Lidt for afdæmpet til mig.

Francis Ford Coppola, Red Blend – en mediumkraftig vin, der har et pift af syre i starten, men slutter af med en sødmefuld eftersmag. Jeg har efterhånden fået smagt en del af Coppola-vinene, men denne her var ny. I den afdæmpede ende i forhold til mange af hans andre vine.

Broadside Wines, Cabernet Sauvignon Margarita Vineyard – nu kom vi for alvor over i bulderbassevinene. Denne vin købte jeg en flaske af tilbage i august måned, da jeg lavede texansk mad. En kraftig, fyldig og krydret vin med masser af solbærsmag og tydelig alkohol. Har en lang eftersmag og ‘mætter’ en del.

Ampelos Syrache, Santa Barbara – så er vi ovre i den helt tunge ende. En rødvin, der er nærmest sort i farven og med en kraftig, sødmefuld duft. Masser af sødme og alkohol. En vin, der skal nydes for sig selv – den er så voldsom, at den er svær at matche til mad. Jeg tror desværre, at den er lige en tak for sød til mig, men den var nu ret interessant.

Til sidst sluttede vi af med en rødvin, som vi smagte blindt. Jeg synes dog, at jeg hørte, at det var Saldo Zinfandel fra Orin Swift Cellars. En vin med masser af syre, mørk sødme og behagelig eftersmag.

Kan du blande din egen vin?

vinarrangement, vinsmagningI sidste uge var jeg inviteret til et spændende arrangement sammen med en række andre bloggere. Formålet var at lære at blande sin egen vin af druer fra Rhône-området, og her underviste vinkyper Malene Hertz os i, hvordan man kan blande en vin ud fra rene druesorter.

Vin blandet på klassiske druesorter
Til aftenens arrangement skulle vi eksperimentere med tre af Rhône-områdets druesorter – grenache, mourvédre og syrah. Vi smagte selvfølgelig på de tre druesorter – samt et par færdigblandede Rhône-vine – inden vi kastede os ud i at blande vores egen vin.

Grenache har oftest en letkrydret smag, der er præget af røde bær og så meget sødme, at den kan blive helt marmeladeagtig. Den årgang, vi brugte denne aften, var dog noget mere afdæmpet, og – i forhold til min smag – lidt kedelig.

Mourvédre er mere fyldig og trækker smagsmæssigt mere på mørke bær og peber. Der er masser af tanniner i druesorten, men den udgave, vi brugte, var lige lovlig voldsom til mig – det føltes, som om ens mund blev helt tørlagt, så det var ikke en årgang, jeg ville drikke som enkeltdruevin. Den sidste druesort – Syrah – er en kraftig drue med masser af tanniner og både sødme og fylde. Det er i øvrigt den drue, som de fleste forbinder Rhône-vinene med og en af mine yndlingsdruer.

vinarrangement, vinsmagningVi blev inddelt i fire hold, og jeg havde fornøjelsen af at blande vin sammen med Vinkreutzer, Louisa Lorang og Sandra. Inden vi blev sluppet løs, fik vi til opgave at lave to blandinger – en med 50% Grenache, 30% Mourvédre og 20% Syrah samt en blanding med 80% grenache og 10% af hver af de to andre. Det var ret interessant at opleve, hvor stor forskel der var på de to blandinger – og hvor godt især den sidste blanding virkede. Jeg var ellers ikke voldsomt begejstret for den rene Grenache-smag, men der skulle ikke særlig meget af de to andre druesorter til for at gøre den interessant.

vinarrangement, vinsmagningUdstyret med de tre basisdruesorter samt måleglas gik vi så i gang med at lave nye blandinger. Vores gruppe gik stærkt efter en Syrah-baseret rødvin med lidt af de andre druesorter, ligesom vi også prøvede at lave en enkelt vin, hvor det var Grenachen, der bestemte. Vores endelige resultat blev en blanding på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvédre.

Det var helt bestemt en lærerig aften og i øvrigt meget underholdende – både på grund af det fascinerende i at blande sin egen vin, men også fordi der var en god og hyggelig stemning. Udover de tre fra mit hold sad jeg også sammen med Madet Mere, Rigeligt Smør samt La Cucina Nada, og i den anden ende af bordet var brødrene Bækgaard, som også har skrevet et indlæg om arrangementet.

Vinsmagning: Derfor skal du bruge de rigtige glas

vinsmagning, glassmagningTidligere på måneden var gemalen og jeg til vinsmagning i vinklubben, og den smagning foregik lidt anderledes end sædvanlig. Første halvdel af vinsmagningen var nemlig en glassmagning – dvs. en smagning af vine i forskellige rød- og hvidvinsglas – og det var lidt af en øjenåbner.

Det kan lyde en anelse snobbet at sige, at glassets form har betydning for vinens smag. Kan det virkelig gøre nogen særlig forskel? Ja, det kan det skam – en ret stor forskel tilmed.

vinsmagning, glassmagningVi blev bænket ved borde, hvor der allerede var stillet seks glas frem til os – vinklubbens sædvanlige smageglas (længst til venstre), fire specialglas (fra venstre mod højre var det et Sauvignon Blanc-glas, et Montrachet/Chardonnay-glas, et Pinot Noir-glas samt et Cabernet-glas) samt et almindeligt vandglas. Alle glassene var fra Riedel, som er et af de glasfirmaer, der går mest op i at skabe vinglas, der passer til den enkelte druesort. Tjek deres vinglas-guide og bliv klogere på, hvilke glas man bør vælge til de forskellige vine.

Aftenens foredragsholder kom fra H. J. Hansen Vin, og den første vin, vi skulle smage, var Seresin Sauvignon Blanc 2011 fra New Zealand. Den fik vi først lov til at smage i det rigtige glas – dvs. Sauvignon Blanc-glasset, og her smagte vinen stram og frisk med et snert af stikkelsbær. Derefter blev vi bedt om at hælde vinen over i Chardonnay-glasset og smage igen. Nu havde vinen mistet de friske toner og var i stedet blevet ret flad i smagen – som når en hvidvin har stået for længe åben. Til sidst skulle vi hælde vinen over i vandglasset, hvilket fik den til helt at miste duften. Det blev til en kedelig vin, som smagte som det billigste, man kan få i supermarkedet.

Næste vin i glassmagningen var Deidesheimer Kieselberg Riesling 2012 fra Pfalz. Den hældte vi i det første glas, dvs. det almindelige smageglas, og her var der en tydelig fadsmag samt en tung og nærmest smøragtig smag, der fik mig til at tænke på dessertvine. Vi hældte den derefter i Chardonnay-glasset, hvilket fik vinen til at åbne sig op og blive langt mere balanceret. Smagen blev pludselig blød og afdæmpet – en rigtig behagelig vin. Til sidst skulle vinen over i Cabernet-glasset, hvilket gjorde den flad, sød – og en anelse pruttet! (ja undskyld, men… det gjorde den altså). Meget, meget spøjs oplevelse.

Tredje og sidst vin, der fik en tur i ‘glas-manegen’ var Beaune Greves Premier Cru 2011 fra Frankrig. Den blev først serveret i Pinot Noir-glasset, hvor pinot-duften rigtig kom frem. Vinen var mild og behagelig med et strejf af yoghurt. Næste glas, den skulle i, var Cabernet-glasset, og her var det som om, at smagen ‘væltede – vinen blev tungere og mere sprittet i smagen. Alkoholen kom virkelig frem i vinen. Derefter blev vinen hældt i det sædvanlige smageglas, og pludselig forvandlede vinen sig nærmest til saftevand – den blev flad, kedelig og mistede vinens kendetegn.

Jeg må sige, at det var en ganske overbevisende demonstration af, hvad vinglas kan betyde for oplevelsen. Det var en utrolig spændende oplevelse – men også lidt bekymrende, for fremover vil jeg ikke kunne drikke en vin uden at tænke over, om den nu også bliver serveret i det rette glas!

Vi købte to sæt vinglas med hjem, så vi fremover kan eksperimentere videre med at servere rød- og hvidvin i de rigtige typer vinglas, men jeg kan godt se, at det hurtigt kan blive en dyr (og pladskrævende) interesse, hvis man vælger at købe 8 glas af alle de vintyper, man drikker. Så det gør vi ikke lige foreløbig – der skal jo også være råd til at hælde noget i glassene :)

Middag med Rhônevine hos Davids Bistro og Restaurant No. 1

Davids Bistro, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnI anledning af Copenhagen Cooking var en række mad- og vininteresserede – mig inklusiv – inviteret til en fireretters middag, som blev afholdt dels på Davids Bistro og dels på Restaurant No 1. Temaet var Rhônevine, og der blev således serveret seks vine på Davids Bistro (to til velkomstsnacken, to til den første forret og to til den anden forret) og seks vine hos Restaurant No. 1 (to til hovedretten, to til osten og to til desserten).

rødvin, vinsmagningJeg havde oprindeligt planlagt at lave en nøje gennemgang af vinene, men det droppede jeg ret hurtigt, for desværre viste det sig, at vinene på den første restaurant blev serveret alt, alt for varme (aka stuetemperatur) og derfor ikke kunne bedømmes korrekt. Lunken vin er bare ikke særlig interessant, for ved den temperatur er mange af vinens karakteristika forsvundet.

Davids Bistro, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnMen så vil jeg i stedet skrive noget pænt om restauranterne, for de diskede op med lækker, velsmagende bistromad. Hos Davids Bistro fik vi snacks bestående af oliven, svinerilette og Karl Johan-creme samt små ristede brød.

Davids Bistro, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseForretten var denne indbydende servering med stegt kyllingelever, brombær og vineddike.

Davids Bistro, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseAnden forret var denne efterårsservering, som hører til blandt mine favoritter – blandede svampe stegt i smør og fløde og anrettet på et brød. I dette tilfælde også sammen med snegle. En himmerigsmundfuld!

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHerefter gik turen hen til Restaurant No. 1, hvor der var en del ventetid, inden den næste ret kom på bordet. Det gjorde nu ikke så meget, for dels havde vi lige fået flere retter i træk, og dels faldt vi hurtigt i snak med vores nye sidekammerater, som blandt andet omfattede andre bloggere såsom Julie Karla, Madetmere og Brian fra Gastromand.

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseHovedretten var måske ikke så smukt anrettet, men til gengæld smagte den ganske glimrende. Den bestod af Tournedos Rossini serveret sammen med en kartoffelflan, der var toppet med en grøn flan og løg. Vi fik aldrig rigtig identificeret hvad den grønne flan var -måske spinat?

Restaurant No. 1, ost, osteservering, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseOsteserveringen var en halvkedelig, blød brie, som jeg ikke var så begejstret for.

Restaurant No. 1, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelse… og til sidst var der desserten, der blev præsenteret som dekonstrueret Snickers, hvilket blandt andet omfattede chokolade, lidt salt karamelsauce (for lidt faktisk), hakkede peanuts, nougat og marengs. Desserten trak points hjem ved blandt andet at have en afdæmpet sødme og ikke være så hvinende sød, som jeg havde frygtet, da jeg hørte navnet på desserten. En udmærket afslutning på aftenen.

Rødvinene, der blev serveret på Restaurant No. 1, havde en noget bedre temperatur og var dermed også lidt mere interessante. Samlet set passede mange af vinene fint til maden, men der var ingen deciderede wauw-oplevelser.

Tak til Inter Rhône – og ikke mindst de to restauranter – for en rigtig hyggelig aften.

Vinsmagning: Ost & vin

oste til vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin, Sauternes, sherry, Ost og vin er en populær kombination, men i modsætning til hvad mange tror, så er det ikke altid rødvinen, du skal finde frem. Hvidvin gør sig også ganske godt til en lang række oste – for ikke at tale om portvin, som passer fremragende til blåskimmeloste.

I maj måned var gemalen og jeg til vinsmagning, hvor temaet var ‘Ost & vin’ – et herligt tema, som jeg i øvrigt selv havde foreslået formanden i vinklubben… ;-)

oste til vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin, Sauternes, sherry, De to første oste på bordet var begge fuldfede gedeoste – den ene en økologisk fra Tepstrup, mens den anden blev omtalt som Chevre Chantal. Sammen med ostene fik vi også to glas vine:

Girlan Sauvignon Blanc ‘Flora’ Alto Adige/Südtirol fra 2009 – en smuk, gylden italiensk hvidvin, der havde en lettere sødlig duft. Smagen var lettere syrlig til at starte med, men skiftede karakter i munden og blev mere sød. En frisk vin, der forstærker og supplerer osten godt på samme tid.

Francois Lurtion Les Fumées Blanches Pinot Noir Vin de Pays d’Oc fra 2009 – en semimørk fransk rødvin, som dufter af bær. Enkel og sødmefuld og fungerede ok til osten, men vinen i sig selv var ikke noget særligt.

De næste to oste fik jeg desværre ikke fotograferes – og det skyldes IKKE at jeg havde så travlt med at spise ost! (med løgn på). Det var to forskellige slags brie, der kom på bordet, og de blev serveret sammen med:

Hahn SLH Estate Chardonnay Santa Lucia Highlands California fra 2009 – en meget lys hvidvin fra USA, som havde en mild duft, der mindede om netmeloner. Smagen var frisk og lækker med en fed struktur., der nærmest føltes cremet. Den matchede rigtig godt til den milde brie.

Chateau Prieure Lichine 4. Cru Margaux Médoc Bordeaux fra 2006 – en meget mørk rødvin med en forholdsvis kraftig, dyb og nærmest sprittet duft. Smagen var stram og lettere røget, og rødvinen ‘bed’ nærmest i munden. Den gjorde ikke noget særligt i forhold til osten.

oste til vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin, Sauternes, sherry, Comté og Manchego var de to næste oste på tallerkenen. De gode faste og rimelig milde oste fik følgeskab af:

Bio-Weingut Geyerhof Riesling Kirchensteig Kremstal Reserve, 1. Lage fra 2010 – en meget lys østrigsk hvidvin, der duftede lettere sødt af frugt og især melon. Vinen prikkede let på tungen og havde en lidt sød men kort smag.

Mas de Boislauzon Chateaneuf-du-Pape Cuvée du Quet Rhône fra 2009 – en smuk mørk fransk rødvin, der havde en mild og vag duft, der var lidt svær at bestemme. Smagen var også mild, men balanceret, og den fungerede glimrende til de to oste.

oste til vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin, Sauternes, sherry, Aftenens næstsidste osteservering bestod af en emmenthaler samt en vesterhavsost. Her fik vi også en lille lækker kompot til. Vinene denne gang var:

Armand Hurst Pinot Gris ‘Vieilles Vignes’ Grand Cru Brand Alsace fra 2009 – en meget lys fransk hvidvin, som havde en svag og sødmefuld duft. Smagen var også i den lette ende og lagde sig fint op af duftoplevelse med en mild og sødlig smag, der egnede sig fortrinligt til emmenthaleren.

Maynard’s 20 Years Tawny Douro – karamelfarvet/læderfarvet portvin med en sød karamelduft, der grænsede til det sprittede. Smagen var sød og rar med toner af karamel og nødder. Det var næsten som at blive glaseret indvendigt – men på den gode måde! Portvinen gik godt sammen med vesterhavsosten.

oste til vin, vinsmagning, rødvin, hvidvin, Sauternes, sherry, Gorgonzola og Rochefort blev aftenens sidste oste, og to så kraftige oste har sandelig brug for et solidt modspil! Vi fik derfor to ret søde vine til ostene:

Chateau Lafaurie Peyraguey 1er Cru Classé Sauternes Bordeaux fra 2006 – en smuk gylden dessertvin, der duftede delikat og havde et strejf af sød lakrids, hvilket også slog igennem i smagen. En ren fornøjelse at drikke og et glimrende bud på en vin, der kan matche de to hidsige oste.

Maynard’s Late Bottle Vintage Douro fra 2008 – en meget mørkerød portvin, der duftede kraftigt af lakrids og solbær. Smagen var dyb og kradsede lidt, og vinen havde også lidt syre. Igen en vin, der havde pondus nok til at komplimentere den skarpe ost.

Konklusionen var klar – det er ikke nødvendigvis let at matche ost og vin, men det er helt klart sjovt at prøve! Næste gang du vil servere ostebord som afslutning på et måltid mad, så prøv at spørge vinhandleren hvilken/hvilke vine, du bør drikke til de valgte oste. Bliv ikke overrasket hvis det er en hvidvin eller portvin, som han/hun finder frem.

Vinsmagning: Tapas og spanske vine

rødvineTidligere på måneden var gemalen og jeg til vinsmagning, hvor temaet var spanske vine & tapas. Det var Laudrup Vin & Gastronomi, der holdt foredraget, og foredragsholderen havde også valgt aftenens vine og tapas.

Jeg indrømmer blankt, at spansk vin ikke har en særlig høj status hos mig, så det var en perfekt måde at lære mere om spansk vins kvaliteter på – og samtidig nyde lidt dejlig tapas til. Som vininteresseret bør man trods alt kende lidt til spansk vin, eftersom Spanien er verdens tredjestørste vinproducent (kun overgået af Frankrig og Italien). Jeg vil ikke komme ind på Spaniens vinhistorie i dette indlæg men i stedet henvise til Vinlex og AltOmSpanskVin.

oliven_og_pestoFørste servering var to forskellige slags oliven, pesto, god olivenolie, saltede mandler samt rosmarinbrød. Sammen med disse fik vi følgende vine:

NV Muga Conde de Haro Cava – vi kan jo ikke komme uden om Cava til en spansk vinsmagning, så selvfølgelig startede vinsmagningen med denne vin. Denne Cava har en lidt speciel duft – som ubagt brød – men smager mere af sommerbær eller måske ligefrem tranebær. Sødmefuld og kort smag.

2011 Muga Blanco – hvidvin med meget svag duft. Den var meget mild og vag, føltes ‘blød’ og behagelig, men var dermed også en ganske ufarlig vin. Lidt for anonym til min smag.

… og derefter kom vi til rødvinene.

2010 Artadi Tempranillo – denne havde en dejlig rød og sød duft, mens smagen overraskede ved at være mild. En forholdsvis sød rødvin.

2007 Viña Eguia Reserva – her var vi ovre i en meget klassisk Rioja. Vinen var – igen – mild, men havde dog fadsmag. Smagen var lidt mere flad og tør, hvilket igen blev lidt for afdæmpet og unuanceret til mig.

tapastallerkenHerefter blev det tid til anden omgang af tapas. Her var forskellige slags chorizo, lufttørret skinke, aioli, syltede peberfrugter, artiskokker og to forskellige slags oste. Med de nye slags tapas på bordet skiftede vinene – selvfølgelig – også.

2008 Muga Reserva – her var vi ovre i en mere svag og anonym duft. Selve vinen var tør og stram og sugede nærmest spyttet væk fra mundhulen.

2005 Muga Prado Enea Gran Reserva – her var en vin med en dybere og indbydende duft. Smagen var afdæmpet og balanceret. En ret behagelig og ‘klassisk’ rødvin, som fungerede godt til det meste.

2009 Torre Muga – en fin, sødmefuld duft, men ikke en vin, som gjorde det store indtryk på mig. Smagen var lettere tør, og vinen havde lidt ‘bid’, men den havde svært ved at konkurrere med den forrige vin og den sidste vin.

2010 Artadi Pagos Viejos – aftenens sidste rødvin havde mere pondus. Her var vi ovre i noget vanilje og kirsebær, og den sødmefulde rødvin var en af mine favoritter denne aften.

mandler_og_chokoladeAftenen blev sluttet af med søde punktummer (!) i form af chokolade og brændte mandler, som blev kombineret med en rigtig mormordrik, nemlig sherry!

1985 Don PX Gran Reserva – her ventede aftenens måske største overraskelse. Sherryen var sød, fyldig – nærmest fed i smagen – lettere krydret og smagte af figner. Og den var fremragende! Jeg har altid undgået sherry, og den har da også været i bad standing i offentligheden i mange år, men de senere år har ‘mormordrikken’ fået genoprejsning. Nu er det ikke længere så ualmindeligt at støde på sherry som afslutning på en hyggelig aften, og denne her overbeviste mig om, at sherry faktisk har noget at byde på.

Blev jeg så imponeret over spansk vin? Nej faktisk ikke. Der var en større bredde i smagsoplevelserne, end jeg havde forventet, men generelt savnede jeg flere nuancer i vinene. Foredragsholderen sagde da også om størstedelen af vinene, at de ville blive meget bedre af at ligge 5-15 år mere, men så var det jo ikke særlig hensigtsmæssigt at tage med til en vinsmagning, hvor man skal vise folk, hvad spansk vin kan præstere – især fordi de færreste køber vin i dag for at gemme den væk i 5-15 år. Til gengæld var tapasserveringerne lækre, og jeg overvejer at købe flere af deres produkter ved lejlighed.

Vinsmagning: Bordeaux

vinsmagningTidligere på ugen var jeg atter til vinsmagning i den lokale vinklub. Aftenens tema var Bordeaux, og det er et område, jeg med skam må melde, at jeg ikke kender særlig godt, så det var en oplagt chance til at blive lidt klogere.

Aftenens vine bestod af syv forskellige Bordeaux-vin – og en enkelt vin, som vi blindsmagte. Mere om den lidt senere.

Og hvad kendetegner så Bordeauxvine? Bordeaux-området i Frankrig er blandt de områder i verden, der producerer mest vin. Hvert år produceres der mellem 650 og 700 millioner flasker vin, hvor rødvinene udgør mellem 75 og 80% af den samlede produktion.

I Bordeauxområdet løber floden Gironde, og denne adskillelse får ofte vineksperter til at beskrive vinene ud fra, om de ligger på den højre eller venstre side af floden.Vil du læse lidt mere om hvilke druesorter, der dominerer områderne og høre mere om vinens historie i området, så kig evt. hos Vinlex og Gyldendals Encyklopædi.

Første Bordeauxvin, der kom på bordet, var Chateau La Fleur Grandes Landes 2007. En rødvin med en god, fyldig duft. Smagen var til gengæld mild, blød og lige lovlig anonym. Jeg syntes, at smagen var lidt støvet og med en ret pudsig eftersmag – lidt a la vanilje. Ikke lige en vin for mig.

Her var den næste vin noget mere interessant. Den første flaske, vi fik, havde dog fået prop, så vi var flere, der så noget mærkelige ud i hovedet, da vi nippede til glasset, men der kom hurtigt en ny flaske på bordet. Chateau La Croix du Casse 2004 viste sig at have en sødmefuld og saftig duft – rigtig lækker – mens smagen var frisk og balanceret. En vin jeg sagtens kunne finde på at nyde igen.

Chateau Puy Razac 2010 var den tredje vin, der kom på bordet. Den havde en mørkere men stadig sød duft, mens smagen var behagelig med en let syre. Det var stram – nok fordi det var en ung vin – men alligevel med en tilpas fyldig smag.

De tre første vine var alle Merlotbaserede og var fra den ‘højre del’ af Bordeaux. De næste vine, vi skulle prøve, var alle fra den ‘venstre del’, men inden da skulle vi blindsmage en vin. Nu er forhandleren kendt for at være førende inden for amerikanske vine i Danmark, så det var det første, der blev foreslået, og det viste sig da også at være en Coppola-vin (ja, ham filminstruktøren). Den havde en sød, fed duft og en god, fyldig smag. Det var selvsagt ikke en Bordeauxvin (eftersom Coppolas vinområde ligger i USA), men det var interessant at smage en vin, der forsøgte at efterligne Bordeaux-vinenes smag.

Den fjerde Bordeauxvin, der kom på bordet, var Chateau Cissac 2009, som havde en mild og næsten anonym duft. Den overraskede ved at være ret frisk og foldede sig for alvor ud i munden, så snart man drak den. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde den en typisk fransk vin, men det var i hvert fald en vin, der vil egne sig godt til kraftig mad – for eksempel god, tung fransk bistromad.

Den næste vin var ret spøjs – og ikke lige mig. Domaine Zede 2006 havde en sødmefuld duft, som også havde et snert af råd og acetone over sig. Lidt ligesom frugt der er så moden, at det er lige ved at gå i forrådnelse. Smagen var svag og lidt pudsig – jeg havde svært ved at placere den.

Aftenens næstsidste vin blev Chateau Valrose Cuvée Alienor 2004, der havde en kraftig og sød duft – nærmest som kirsebær. Smagen var mørk, lidt tør og med en god syre – igen en god madvin.

Den sidste vin på bordet gik i en helt anden retning end de rødvine, vi havde smagt indtil da. Den viste sig nemlig at være en Sauternes-vin fra Chateau Latrezotte 2002. Det var en smuk, gylden vin med en god, moden smag, der mindede meget om karamel og søde rosiner. En lækker vin, som ville egne sig fint til dessert eller ost.