Vegansk farsbrød og hindbærmousse

vegansk farsbrød, vegetar-farsbrød, linse-farsbrød, farsbrød, vegetar, gulerødder, hvidløg, chili, karrypasta, grønne linser, bouillon, tomatpuré, brød, korianderFor et stykke tid siden var der en venlig læser, som sendte mig et par vegetar/veganer-opskrifter, nu hvor jeg har veganer-benspænd i denne måned, og jeg besluttede mig i første omgang for at lave en portion linsekoftas, da jeg havde gæster i går. Tiden løb dog fra mig, så jeg nåede ikke at lave hørfrøslim (det bruger veganere som erstatning for æggehvider), og derfor tænkte jeg, at det var bedre at lave retten som vegansk farsbrød, så jeg ikke risikerede, at linsefarsen splattede ud på panden. Derudover ændrede jeg på flere ingredienser, og resultatet blev denne krydrede fadservering.

Vegansk farsbrød
4 personer

rapsolie
1 løg, hakket
3 gulerødder skåret i små tern
2 pressede fed hvidløg
1½ tsk chiliflager
4 tsk rød karrypasta
200 g grønne linser
6 dl grøntsagsbouillon
2 spsk tomatpuré
140 g brødkrummer
2 spsk frisk koriander, hakket
salt og peber

Steg løg, gulerødder, hvidløg og chiliflager i en gryde i lidt olie. Rør grundigt. Efter nogle minutter tilsætter du karrypasta og linser, vender det grundigt med de andre ingredienser og tilsætter så bouillon og tomatpuré. Låg læg på gryden og lad det småsimre i ca. 20 minutter, indtil linserne er kogt møre. Hold øje med, at der er væske nok i gryden. Lad retten køle lidt af, inden du tilsætter koriander, brødkrummer salt og peber. Hæld farsen i et smurt fad og drys 4 spsk rapsolie ud over linsefarsen. Put fadet i ovnen ved 180 grader og lad det stege i ca. 20 minutter. Jeg foreslår, at du serverer vegansk farsbrød sammen med en sød tomatsauce og en frisk, grøn salat.

Note: Vegansk farsbrød er krydret og velsmagende, og jeg skal huske at lave dem som linsefrikadeller på et tidspunkt. Der er masser af smag i denne ret, så husk at servere tilbehør, som ikke er kraftigt krydret.

vegansk dessert, vegansk hindbærmousse, hindbærmousse, dessert, bærmousse, hindbær, rørsukker, vanilje, soya-piskefløde, flormelis, agar agarPå indkøbsturen i går faldt jeg over soya-piskefløde, da jeg besøgte en af de lokale helsekostbutikker, og så blev jeg straks inspireret – jeg skulle da prøve at lave bærmousse! Jeg købte en pakke med hjem, fandt en pose hjemmeplukkede efterårshindbær frem fra fryseren og begyndte ellers at lege. Jeg syntes dog, at en mousse hurtigt kan blive en lidt for blød servering, og da jeg også havde noget agar agar (veganernes og vegetarernes erstatning for husblas, der er lavet på svin), så blev jeg nødt til at toppe moussen med et gelélag. Det gav et flot farvespil og lidt mere struktur til desserten.

Vegansk hindbærmousse
3 personer

150 g hindbær
½ dl vand
100 g rørsukker
½ vaniljestang
2 dl soya-piskefløde
1-2 spsk flormelis
1½ tsk agar agar

Put hindbær, vand og rørsukker i en gryde. Mens det varmer op, flækker du vaniljestangen, skraber kornene ud og putter både vaniljekorn og -stang i gryden. Lad det simre i ca. 10 minutter og tag så gryden af varmen. Hæld en dl hindbærsaft fra og gem det. Pil vaniljestangen op af bærmassen og lad det afkøle. Pisk soya-piskefløden til skum og vend den afkølede bærmasse i den. Smag til med flormelis. Fordel moussen i tre portionsglas og stil dem i køleskabet. Opvarm hindbærsaften i en gryde sammen med agar agar. Lad det boble i 3-4 minutter og tag så gryden af komfuret. Lad saften afkøle, indtil den er lun. Fordel den forsigtigt over moussen i de tre portionsglas og stil derefter glassene tilbage i køleskabet, hvor de skal stå et par timer, inden de serveres.

Note: Jeg var ret spændt på resultatet af denne dessert, og den blev faktisk ret vellykket. Der var ikke helt den samme fede smag, som du får ved at bruge almindelig fløde, men den cremede konsistens var god, og bærrene fik lov til at smage meget mere igennem, da soya-piskefløden ikke dæmpede smagen på samme måde, som almindelig fløde godt kan gøre. Jeg kunne dog svagt fornemme soya-piskefløden i smagen, så laver jeg denne dessert en anden gang, kan jeg godt finde på at bruge lidt flere bær eller eventuelt prøve, om jeg kan finde soya-piskefløde i et andet mærke. Men overordnet en ganske god og lækker dessert 🙂

PS. En læser har foreslået, at vandet udskiftes med mandelmælk for at give en mere flødeagtig smag. Jeg har ikke afprøvet det, men tippet er hermed givet videre.

13 tanker om "Vegansk farsbrød og hindbærmousse"

    • Ja ikke? Den var endnu pænere i virkeligheden – og jeg som ellers ikke kan fordrage lyserød, hehe! 😀

    • Tusind tak. Jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til raw food, men jeg vil ikke afskrive det 100% Næste måneds benspænd bør dog ikke laves raw… 😉

  1. Det lyder meget lækkert! Dine to opskrifter bliver straks gemt, og jeg glæder mig til at prøve dem. Ind imellem får jeg lyst til at leve helt uden kød, men jeg tror dog ikke, jeg kan overholde det 🙂

    • Jeg overvejer at indføre flere vegetardage hos os, for der kan jo laves mange lækre vegetarretter – og så kan jeg købe noget ekstra godt kød de dage, hvor vi ikke spiser vegetarisk.

  2. Fantastisk spændende benspænd i denne måned – og nogle sjove opskrifter du har fået afprøvet. Husbonden har haft en meget traumatisk vegetaropvækst, så den ville aldrig gå herhjemme, men man kan jo altid blive inspireret til grøntsagstilbehør 🙂

    • Kan du ikke forklæde det som hakkebøffer eller lignende? 😛
      Men du har ret – om ikke andet kan det bruges som tilbehør 🙂

  3. Pingback: Lagkage med hindbær- og blåbær/brombærmousse… og chokolade | 6 om dagen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *