Vegansk curry med kartofler og ærter

vegansk curry, curry, vegansk, kartofler, ærter, pakistansk, Mellemøsten, tomater, løg, gurkemeje, chili, spidskommen, koriander, vegetarI går havde jeg inviteret gæster til frokost, og da en af dem hverken spiser kød eller mælkeprodukter, så var det mest oplagt at lave veganermad. Når jeg laver vegansk mad, vender jeg ofte blikket mod enten Asien eller Mellemøsten, hvor der findes mange spændende grøntsagsretter uden mælkeprodukter i, og jeg faldt da også en dejlig vegansk curry i ‘Mit pakistanske køkken’, som jeg har lånt af min svigermor. Helt vegansk var retten dog ikke fra start – der var både en smule yoghurt samt hønsebouillon i den oprindelige opskrift, men det kom jeg let omkring ved at udelade begge dele og i stedet skrue op for krydderierne. Jeg kunne selvfølgelig også have erstattet hønsebouillonen med grøntsagsbouillon, men det andet var lettere. Det er heller ikke tomatsæson, så i denne udgave af vegansk curry med kartofler og ærter brugte jeg tomater på dåse i stedet samt frosne ærter i stedet for friske.

Vegansk curry med kartofler og ærter
4-5 personer

600 g små, faste kartofler
1 stort løg, skåret i tern
olie til stegning
1 tsk chilipulver
1 tsk gurkemeje
1 tsk stødt spidskommen
½ dåse hakkede tomater
3 dl vand
3 dl frosne ærter
salt

Topping: frisk koriander

Skræl kartoflerne og skær dem i mediumtykke skiver. Hæld olie i en gryde og svits løget i det ved mediumvarme. Tilsæt krydderierne, rør rundt og tilsæt så tomaterne og ½ dl vand. Lad retten simre et par minutter, inden du tilsætter kartoflerne og 1 dl vand. Lad curryen simre videre i 15 minutter, inden du tilsætter ærterne sammen med resten af vandet. Lad retten simre under låg i 10-15 minutter, indtil kartoflerne er møre. Smag til med salt og drys friskhakket koriander over retten lige inden servering.

Note: Vegansk curry kan både bruges som hovedret og som én af flere retter, du serverer på samme tid, ligesom du selvfølgelig kan bruge den som tilbehør til en kødret. Jeg syntes, der var godt med smag i denne pakistanske ret, selvom den ikke var så voldsomt krydret.

4 tanker om "Vegansk curry med kartofler og ærter"

    • Vi spiser heller ikke så meget kød i hverdagene, og det bliver noget lettere, når forårs- og sommergrøntsagerne kommer 😉

  1. Pingback: Vegansk linseret fra Pakistan - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

  2. Pingback: Mangochutney med mynte - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *