Tiradito – peruviansk rejeret med avokado og tomater

peruviansk rejeret, tiradito, rejer, avokado, græsk yoghurt, mayonnaise, lime, chili, ingefær, koriander, tomaterTiradito er en peruviansk ret med rejer og avokado. Vi prøvede den tilbage i januar måned, hvor vi spiste på Restaurant PMY (som i øvrigt kan anbefales), så selvfølgelig skulle jeg prøve den i løbet af maj-benspændet. Jeg havde dog svært ved at finde en udgave, som matchede den lækre ret, vi fik hos PMY, så jeg endte med at lave en fri fortolkning af retten.

Tiradito minder om ceviche, da det er en ret lavet på rå fisk, som efterfølgende vendes i en syrlig sauce. I modsætning til ceviche bliver tiradito dog skåret i tynde skiver i stedet for i kuber, og så vendes fisken i saucen kort tid inden servering, hvor fisk til ceviche bliver marineret inden anretningen. Men som du kan se er denne udgave lavet på rejer, og så mener jeg altså, at rejerne kræver lidt ‘hjælp’, så her blev de svitset kort på en pande, inden de blev brugt i retten.

Freestyle tiradito med avokado og tomater
forret til fire personer

16 store rejer
lidt olie til stegning
2 limefrugter
1 spsk mayonnaise
1 spsk creme fraiche
en kvart tsk chili eller cayennepeber
½ spsk finthakket frisk ingefær
1 avokado, skåret i tern
ca. 100 g små tomater, skåret i tern
salt og peber

Pil rejerne og fjern den sorte streng. Svits dem i lidt olie, indtil de lige når at tage farve. Tag dem af og dup dem tørre med lidt køkkenrulle. Rør de øvrigt ingredienser sammen og smag saucen til. Vend rejerne i blandingen og stil den i køleskabet i ½-1 time, inden den serveres. Tiradito kan spises, som den er, men den vil også fungere fint sammen med lidt brød.

Note:Det var en frisk fortolkning af den lækre ret, og selvom den ikke blev helt, som jeg huskede den, så faldt den i god jord hos vores gæster, som agerede frivillige forsøgskaniner.

2 tanker om "Tiradito – peruviansk rejeret med avokado og tomater"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *