Tyrkisk auberginesalat med peberfrugt

tyrkisk auberginesalat, salat, mellemøsten, tilbehør, vegetar, aubergine, peberfrugt, chili, persille, tomaterDer er mange fordele ved at fortsætte det tyrkiske benspænd – blandt andet at jeg så har en god undskyldning for at lave endnu flere retter med aubergine! Af en eller anden grund er jeg blevet meget glad for denne råvare i løbet af de seneste 4-5 år, og der er søreme mange retter med aubergine i det tyrkiske køkken.

Jeg hentede inspiration hos Love Antalya, men skruede lidt op for krydderierne, undlod citronsaft samt tilføjede godt med rød peberfrugt.

Tyrkisk auberginesalat
2 personer

1 rød peberfrugt
1 aubergine
½ tsk chili eller cayennepeber
1 dl finthakket bredbladet persille
2 spsk olivenolie
5-6 cocktailtomater, hakkede
Salt og peber

Varm ovnen op til 240 grader. Prik auberginen 8-10 gange med en gaffel og læg den i ovnen sammen med den røde peber. Bag dem i 20-30 minutter, indtil peberfrugtens skind bliver sortsvedent og auberginen bliver blød. Husk at vende dem flere gange undervejs. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af et par minutter, inden du putter dem i frostpose og lader dem køle i yderligere 15-20 minutter. Pil derefter skindet af begge grøntsager, fjern kerner fra peberfrugten og hak begge grøntsager fint. Vend grøntsagerne i en skål sammen med persille, tomater og krydderier og vend til sidst lidt olivenolie i din auberginesalat.

Du kan servere auberginesalat som tilbehør til en hovedret eller som en let frokost kombineret med fladbrød.

Note: Cremet og lækker auberginesalat, som smager af sol og sommer. Perfekt til det varme vejr, vi har for tiden.

Cremet hummus

cremet hummus, humus, kikærter, olivenolie, tahin, sesamolie, chili, paprika, hvidløg, spidskommen, græsk yoghurtEn af mine favoritter mht. tilbehør er hummus og gerne en cremet, lidt kraftig udgave. Jeg bloggede om hummus for nogle år siden, men jeg har efterfølgende leget videre med opskriften og bringer her den udgave, jeg foretrækker nu.

Jeg har skruet op for krydderierne (surprise!) samt erstattet noget af olivenolien med sesamolie, så der kommer en tydeligere sesamsmag. Derudover har jeg også tilføjet lidt græsk yoghurt for at give den en mere cremet konsistens.

Cremet hummus

400 g kogte kikærter
½ dl olivenolie
1 dl sesamolie
3 spsk tahin
1 dl græsk yoghurt
½-1 dl vand
3 fed pressede hvidløg
½-1 tsk salt
saften fra ½ citron
1 tsk spidskommen
1 tsk sød paprika
½ tsk chili eller kraftig cayennepeber

Alle ingredienser blendes grundigt – hold lidt igen med vandet og tilføj mere, indtil du får den konsistens, du foretrækker. Hæld den over i en skål og drys evt. lidt paprika over, inden du serverer den.

Note: Cremet og lækker hummus med en god, krydret smag. Kan bruges som tilbehør til alskens retter – især velegnet til vegetarretter.

Ezme – krydret tyrkisk salat

ezme tyrkisk salat, tomater, rødløg, peberfrugt, persille, mynte, hvidløg, chili, sirup, olivenolie, mellemøstenGemalen og jeg nød denne lækre ezme til frokost en af de varme sommerdage i starten af måneden, hvor den blev nydt sammen med fladbrød og hummus.

Jeg hentede inspiration fra en opskrift på ezme fra bloggen Dejligt, som fuldt ud lever op til navnet – det er en virkelig dejlig blog med masser af inspiration til tyrkiske retter! Den kan jeg godt anbefale. Jeg justerede på nogle af mængdeforholdene, og så erstattede jeg granatæblesirup med almindelig sirup. Jeg opdagede desuden, at jeg var løbet tør for sumak, så jeg brugte lidt citronsaft i stedet til at give lidt syrlighed.

Ezme – krydret tyrkisk salat
2 personer

125 g små tomater, skåret i tern
et lille rødløg, finthakket
1 grøn peberfrugt, skåret i meget små tern
½ dl bredbladet persille, finthakket
1 spsk mynte, finthakket
1 fed hvidløg, presset
1 tsk chiliflager
1 tsk sumak eller lidt citronsaft
2 spsk olivenolie
salt

Bland alle ingredienser undtagen salt og citronsaft, som du bruger til sidst, når du smager til. Lad salaten trække et kvarters tid, så smagen ‘samler sig’, og servér så din ezme.

Note: Ezme er en lækker salat med masser af smag. Den skal helst være ret stærk, men jeg holdt mig til den mediumstærke udgave, så vær forberedt på, at denne salat bider lidt! Du kan evt. servere en mild yoghurtdressing ved siden af.

Kokosmælk-stuvede porrer med grillet forel

kokosmælk, spidskål, porreI sidste uge havde jeg besøg af en af mine venner, og her serverede jeg kokosmælk-stuvede porrer sammen med grillede foreller. Jeg havde ellers andre planer for madlavningen den dag, men da det viste sig at være perfekt grillvejr, så smuttede gemalen forbi fiskehandleren på vej hjem for at ‘fange’ et par fisk med til grillen. Og da jeg havde tænkt mig at lave en ret med kokosmælk i anledning af månedens benspænd, så skyndte jeg mig at opfinde nogle kokosmælk-stuvede porrer, der ville egne sig godt til det milde fiskekød.

Kokosmælk-stuvede porrer
tilbehør for 3 personer

2 mellemstore porrer, skåret i tynde ringe
kokosolie eller alternativt rapsolie
1 dåse kokosmælk
fintrevet skal fra en lille øko-citron
salt og peber

Hæld olie på en pande og steg porrerne i 1-2 minutter ved mediumvarme. Tilsæt kokosmælk og citronskal og rør rundt. Lad det simre, indtil kokosmælken er kogt halvt ind og smag så de kokosmælk-stuvede porrer til med salt og peber. Servér det sammen med grillet fisk og kogte nudler.

Note: Mild og lækker form for tilbehør. Nu holdt jeg lidt igen med krydringen, så tilbehøret ikke ville overdøve det milde fiskekød, men serverer du de kokosmælk-stuvede porrer til andet end fisk, så kan du sagtens tilsætte flere krydderier, så det får en kraftigere smag.

Rådyrkølle med linsesalat og vildtsauce

rådyr, rådyrkølle, vildt, vildtkød, linsesalat, salat, linser, broccoli, blomkål, hasselnødder, olivenolie, fond, vildtfond, majsstivelse, sukkerJeg hopper lige tilbage til påsken, hvor vi serverede intervalstegt rådyrkølle med linsesalat og vildtsauce for vores gæster.

Intervalstegt rådyrkølle har jeg lavet før – det er ganske enkelt en virkelig god metode til at tilberede vildtkød, uden at man risikerer, at det bliver tørt. Se opskriften på lækker intervalstegt rådyrkølle. Stegetiden kan variere afhængig af køllens størrelse, men det vil typisk tage 2-2½ time. Derudover skal du lægge ½-1 times forberedelse inden selve stegningen i ovnen.

Normalt ville jeg servere rådyrkød med kogte kartofler, men jeg havde lyst til at gøre noget andet, så jeg sammensatte en linsesalat, hvor jeg også fik brugt det sidste af en broccoli og af et blomkål. Derudover fandt jeg en rest vildtfond frem fra fryseren og lavede en lille portion vildtsauce til, så man lige kunne ‘glasere’ kødet med den, inden man gik i gang med at spise. Du kan også godt bruge denne sauce, hvis du serverer kartofler til retten, men så vil jeg foreslå, at du fordobler portionen, da man altid spiser mere sauce, når man har kartofler til at suge saucen op med.

Linsesalat med kål og nødder
3-4 personer

3 dl grønne linser
3-4 dl finthakket broccoli
3-4 dl finthakket blomkål
1½ dl hasselnødder, grofthakkede
½ dl olivenolie
salt og peber

Kog linserne møre. Vend dem i en skål sammen med broccoli, blomkål og nødder. Tilsæt olivenolien – evt. lidt ekstra – og smag din linsesalat til med lidt salt og peber.

Vildtsauce
lille portion til 3-4 personer

2 dl vildtfond
6 enebær, knuste
½-1 spsk rørsukker
1½ tsk majsstivelse
evt. salt og peber

Hæld fond, enebær og ½ spsk sukker i en kasserolle. Varm det langsomt op. Tag 2 spsk fond fra og rør majsstivelsen ud i det. Når fonden nærmer sig kogepunktet, rører du majsstivelsen i. Lad det simre i nogle minutter, indtil saucen tykner. Smag til med salt og peber og evt. mere sukker – saucen må godt have en vis sødme, da det går godt sammen med vildtkødet. Du kan vælge at si saucen, hvis du ikke vil have små stykker af enebær i den, men det gjorde jeg dog ikke.

Servér dit rådyrkød sammen med linsesalat, vildtsauce samt blommechutney.

rådyr, linsesalat, salat, linser, broccoli, blomkål, hasselnødder, olivenolie