Orange Dream – appelsindrink

orange dream, appelsindrink, drink, frugt, appelsiner, citroner, Aperol, Cointreau, vodka, appelsinjuiceJeg må indrømme, at jeg er pænt træt af det kolde forår, så i ren protest mixede jeg denne appelsindrink her til aften! Så var der også noget dejligt at nippe til, mens jeg bagte hveder.

Orange Dream er en sød appelsindrink med et letbittert strejf. Hvis du ønsker lidt mere bitterhed, så skær lidt ned på appelsinjuicen eller hæld lidt mere Aperol i.

Orange Dream – appelsindrink
1 drink

3 cl Aperol
2 cl Cointreau
3 cl vodka
4 cl appelsinjuice
2 cl friskpresset citronsaft
1 æggehvide
et par håndfulde isterninger
en appelsinskive

Hæld alle ingredienser undtagen appelsinskiven i en shaker og ryst den grundigt. Hæld appelsindrinken i et lille vinglas (uden isterninger) og put appelsinskiven i. Stik evt. en lille festlig drinkparaply i appelsinskiven og servér drinken med det samme.

Note: Dejlig sødmefuld appelsindrink med et letbittert strejf. Smagen er rimelig mild – især når man tænker på alkoholmængden, så vær opmærksom på det, hvis du serverer den for gæster, der skal køre hjem.

Frambuesas Colada – hindbærdrink

Frambuesas colada, hindbærdrink, drink, kokoscreme, kokosmel, vodka, hindbærlikør, hindbærJeg skal selvfølgelig nå at lave en blendet cocktail i løbet af mit blende-benspænd, så sidste weekend lavede jeg en Frambuesas Colada – dvs. en hindbærdrink i stil med ananasdrinken Piña Colada (som du i øvrigt kan finde en frozen udgave af her).

Jeg fandt nogle hjemmeplukkede hindbær i fryseren og lidt kokoscreme, som jeg stadig havde rester af fra Sex in the Snow Cocktail. Kokoscreme er en sød creme lavet på kokos (!) og er ikke det samme som kokosmælk. Det er ikke så mange supermarkeder, der har kokoscreme i deres faste sortiment, så det kan være, du skal forbi en asiatisk butik eller en butik, der fokuserer på alkohol og ingredienser til drinks.

Frambuesas Colada – hindbærdrink med kokoscreme
2 drinks

250 g frosne hindbær
2 spsk kokoscreme
8 cl vodka
6 cl hindbærlikør*
lidt vand
lidt sirup eller honning
2-3 spsk kokosmel

Hæld hindbær, kokoscreme, vodka og hindbærlikør i en blender. Lad det stå i 5-10 minutter, inden du blender det til en ensartet masse. Tilsæt lidt vand, så konsistensen bliver lidt tyndere, og din hindbærdrink er knapt så kraftig (medmindre du da gerne vil have den meget kraftig). Smør lidt sirup eller honning på kanten af to cocktailglas og dyp dem i kokosmel. Fordel din hindbærdrink i de to glas og drik den med det samme.

*har du ikke hindbærlikør, kan du alternativt erstatte lidt af hindbærlikøren med hindbærsaft og så bruge lidt mere vodka i stedet

Note: En dejlig hindbærdrink med masser af hindbærsmag og et ordentligt skud kokos. Frisk, sød og meget sommerlig smag. Lige noget man har brug for her i vintermørket.

Sex in the Snow – vintercocktail

sex in the snow cocktail, drink, vinterdrink, vintercocktail, kokoscreme, kokosmel, Malibu, vodka, citronerSex in the Snow er en vintercocktail, jeg legede mig frem til for nylig, da jeg kom i tanke om en cocktail, jeg havde set et billede af på et tidspunkt. Det er jo lidt synd, at cocktails primært forbindes med sommer, for vintercocktails er helt sikkert en undervurderet kategori! Jeg vil dog straks tilføje, at denne vintercocktail sagtens kan drikkes om sommeren… 😉

I opskriften skal du bruge kokoscreme. Det er IKKE det samme som kokosmælk. Det er muligt, at du kan få et fint resultat, hvis du bruger den hårde, kompakte del af kokosmælken i en dåse kokosmælk, men det tvivler jeg ærlig talt på. Nej, du skal i stedet have fat i kokoscreme. Jeg mener, at nogle af de større supermarkeder har det (især op til nytår), men ellers kan du som regel købe det i eksotiske grønthandler eller bestille det via nettet.

Sex in the Snow – vintercocktail
1 person

2 spsk kokoscreme
2 cl Malibu
2 cl vodka
1 spsk citronsaft
1-1½ dl knuste isterninger
lidt sirup
½ dl kokosmel

Hæld kokoscreme, Malibu, vodka, citronsaft og isterninger i en blender (eller i en høj beholder og brug så en stavblender). Blend drinken, så den får slush ice-konsistens. Smør kanten af et lille cocktailglas med lidt sirup. Hæld kokosmelet ud på en lille tallerken og pres den sirupsmurte glaskant mod kokosmelet, så det sætter sig fast. Hæld din vintercocktail i glasset og servér den med det samme.

Note: Mmmm… lækker kokossmag, der har et lille strejf citron. En dejlig frisk og sød vintercocktail, som ligner nyfalden sne.

sex in the snow cocktail, drink, vinterdrink, vintercocktail, kokoscreme, kokosmel, Malibu, vodka, citroner

Espresso Martini – kaffedrink

espresso martini, kaffedrink, kaffe, kaffepulver, sirup, kaffelikør, vodkaEn af mine kolleger anbefalede mig at prøve en Espresso Martini i løbet af mit kaffe-benspænd, og da jeg først havde læst om denne kaffedrink, kunne jeg da heller ikke nære mig.

Espresso Martini er en ret alkoholtung drink, og i denne udgave er der også skruet godt op for kaffesmagen. Da gemalen ikke er særlig vild med kaffe – men til gengæld godt kan lide White Russian – så hældte jeg lidt fløde i hans udgave (det bagerste glas).

Espresso Martini
2 drinks

1 dl vand
1½ tsk instant kaffepulver
8 cl vodka
6 cl kaffelikør – jeg bruger Toussaint Coffee Liquor
1 spsk mørk sirup
isterninger

Derudover:
4 spsk fløde, hvis du vil have den mere milde udgave (den lysebrune på billedet)

Fyld to cocktailglas halvt med knust is. Hæld 1-1½ håndfuld isterninger i en cocktailshaker. Rør kaffepulveret ud i vandet og hæld så vandet i shakeren sammen med vodka, kaffelikør og mørk sirup. Ryst shakeren grundigt, indtil drinken er iskold. Fordel din Espresso Martini i de to glas. OBS – vil du have en mildere udgave, så kan du også hælde fløde i shakeren, inden du ryster den.

Note: Ok, jeg kan godt forstå, at min kollega anbefalede Espresso Martini – det er en ret lækker drink (også for en som mig, der ellers ikke drikker kaffe). Hvis du bruger Kahlua i stedet for Toussaint, vil jeg anbefale dig, at du i første omgang undlader at hælde sirup i shakeren, da Kahlua har en sødere smag. Så kan du altid smage på drinken, når du har rystet de øvrige ingredienser sammen og vurdere, om den har brug for ekstra sødme i form af siruppen.

espresso martini, kaffedrink, kaffe, kaffepulver, sirup, kaffelikør, vodka

Rødbededrink med ginger beer

rødbededrinkMit sidste eksperiment i forbindelse med det russiske benspænd er en rødbededrink. Måske skal jeg kalde den russisk inspireret, for det er ikke en opskrift, jeg er stødt på, men det er en drink inspireret af to ingredienser, jeg forbinder med det russiske køkken – rødbeder og vodka!

Jeg kan godt lide rødbeder, men jeg er noget mere loren over for rødbedesaft. Det har en sød og lidt ‘jordslået’ smag, som jeg ikke er så begejstret for. Jeg har dog opdaget, at ingefær klæder rødbedesaft utrolig godt, så det var nærliggende at kombinere rødbedesaft og ginger beer (ingefærøl) i en drink. Og nåja – så skulle der naturligvis også lidt vodka i!

Smagen på denne rødbededrink afhænger selvfølgelig især af hvilken rødbedesaft og ginger beer, du bruger. Jeg brugte Biotta og Naturfrisk ginger beer (begge købt i Irma), men du kan selvfølgelig sagtens bruge andre og så smage dig frem til, om du skal justere op eller ned på de enkelte ingredienser.

Rødbededrink
1 person

4 cl rødbedesaft
4 cl ginger beer (jeg brugte den fra Naturfrisk)
2 cl vodka
evt. citronsaft til at smage til
masser af isterninger
en skive citron til pynt

Hæld rødbedesaft, ginger beer og vodka i et glas. Rør forsigtigt rundt med et sugerør og smag evt. til med citronsaft. Fyld op med isterninger og pynt til sidst din rødbededrink med en skive citron.

Note: Denne rødbededrink er jo en rasende flot sag med den lilla-røde pangfarve! Ginger beer giver et lidt syrligt og frisk pift, som giver et tiltrængt modspil til den sødmefulde rødbedesaft. En ganske hæderlig – og virkelig smuk – efterårsdrink.