Sprøde romsnegle

romsnegle, wienerbrød, kage, dessert, brunch, gær, mælk, rørsukker, hvedemel, smør, rørsukker, kanel, vanilje, flormelis, romSidste weekend havde vi gæster, og det var jo en glimrende anledning til at bage kage, hvilket i dette tilfælde blev romsnegle. Jeg indså, at det var alt for længe siden, jeg sidst havde bagt noget wienerbrød-agtigt, så jeg fandt en opskrift på romsnegle hos Hendes Verden og justerede den, så den passede til min smag. Jeg skruede ned for mængden af smør (da der ikke var brug for så meget), skruede op for kanel, tilføjede vanilje og undlod rosiner.

Sprøde romsnegle

9-10 st. (små)

Dej:
ca. 12 g gær
1 dl mælk
½ tsk rørsukker
75 g koldt smør
150-175 g hvedemel

Fyld:
50 g koldt smør
2 spsk rørsukker
2 tsk kanel
½ tsk vaniljepulver

Romglasur:
1 dl flormelis
lidt mørk rom

Hæld mælken i en skål og rør gæren ud i den. Tilsæt sukker og 150 g hvedemel. Ælt det, indtil dejen hænger sammen. Hvis dejen har brug for mere mel, tilsætter du lidt mere. Rul dejen ud på et meldrysset bord, så det bliver til en aflang 1 cm tyk plade. Skær smørret i tynde skiver – enten med en lang kniv eller en ostehøvl. Skiverne skal være ca. 1 mm tynde. Fordel smørstykkerne, så de dækker to tredjedele af dejen (dvs. så den ene ende af pladen stadig er fri for smør). Fold den del af dejen, der er uden smør, ind over den nærmeste del af den smørbelagte dej. Fold derefter den foldede dej ind over den sidste tredjedel af dejen, så al smørret nu er gemt inde i dejrullen, hvor dejen nu ligger i tre lag. Rul dejen ud i dobbelt længde, fold dejen på ny efter samme princip og rul ud igen, så den er ca. dobbelt så lang, som den er bred. Skær nu smørret i meget tynde skiver og fordel det ud over dejen – det må ikke komme helt ud til kanten. Rør sukker, vanilje og kanel sammen og drys det ud over smørret. Rul dejen sammen, så det bliver en tynd roulade, og skær den i 2 cm brede skiver. Knib dem let sammen i den ene ende. Fordel de små romsnegle ud på en bageplade dækket med bagepapir og tryk dem flade (så den sammenpressede ende vender ned mod bagepladen), så de er 1 cm høje.

Bag dine romsnegle ved 200 grader i 15-18 minutter. Hold godt øje med dem, så de ikke får for meget. Tag dem ud af ovnen. Der er sandsynligvis noget af smørret, der er smeltet og er flydt ud på bagepladen – det skal du blot fange med en spiseske og fordele ud over de varme romsnegle.

Derefter skal dine romsnegle blot køle af, indtil de er håndvarme. Rør romglasuren sammen og pynt dine romsnegle med den lyse glasur. Spis til du skammer dig!

Note: Jeg tror, jeg har fået en ny yndlingskage inden for wienerbrød! De supersprøde og søde romsnegle er lige noget for mig! Nu går jeg og pønser på, hvornår jeg skal lave dem igen…

Flamberede pandekager med chokolade

flamberede pandekager, dessert, kage, hvedemel, vanilje, cointreau, æg, mælk, bagepulver, sirupVi får grillet en del for tiden, men det var nu stegepanden, der blev fundet frem, da jeg lavede flamberede pandekager i går. Jeg overvejede at lave de klassiske franske crepes suzette, men da det ikke er appelsinsæson, valgte jeg at lave en mere enkel og knapt så appelsinpræget udgave. Og når nu jeg var i gang med at eksperimentere, valgte jeg at lave små amerikanske pandekager, for så kunne jeg flambere fire små pandekager på én gang – to til mig og to til gemalen.

Flamberede pandekager
10-12 stk.

Dej:
2½ dl hvedemel
2 tsk bagepulver
en smule salt
en smule vaniljepulver
1 æg
2 dl mælk
1 spsk rapsolie
Smør til stegning

Til flambering af 4 små pandekager:
½-1 dl Cointreau
2 spsk hakket mørk chokolade
2-4 spsk appelsinsirup eller mørk sirup

Rør alle ingredienserne til dejen sammen i en skål, indtil dejen er lind og ensartet. Smelt en klat smør på en ildfast stegepande – jeg brugte en støbejernspande. Hæld tre-fire klatter dej på, så de hver får en diameter på 8-10 cm. Bag pandekagerne ved mediumvarme, indtil overfladen bobler. Vend dem og bag dem på den anden side. Drys chokolade oven på pandekagerne.

Tag stegepanden væk fra komfuret og stil den på en bordskåner et sted, hvor der ikke hænger noget over panden. Hæld Cointreau over pandekager og sæt ild til dampene. Pas på fingrene – ilden flammer hurtigt op. Lad det brænde i kort tid og sluk derefter ilden. Servér de flamberede pandekager med det samme – gerne sammen med appelsinsirup eller mørk sirup.

Note: Nu er som sagt ikke appelsinsæson, så jeg havde desværre ikke appelsinsirup på lager, men vi klarede os med lidt mørk sirup. Pandekagerne fik et fint lille snert af appelsin fra Cointreau samt en god mørk sødme fra chokoladen.

Hindbærsnitte-is

hindbærsnitte-is, kageis, iskage, hindbær, hindbæris, kage, dessert, is, glasur, flormelis, smør, hvedemel, bagepulver, vanilje, rørsukker, fløde, flormelisIdeen til denne hindbærsnitte-is opstod, da jeg fjollede med en kollega, som er virkelig, VIRKELIG glad for hindbærsnitter! Selvom den opstod som en joke, så kunne jeg godt lide ideen, så jeg måtte selvfølgelig prøve at lave det. Denne hindbærsnitte-is er derfor dedikeret til min hindbærsnitte-glade kollega 🙂

Først overvejede jeg at lave en hindbæris og derefter røre kagestykker i – i bedste Ben & Jerry-stil – men da jeg talte med gemalen om ideen, foreslog han, at jeg lavede dem som iskager, og da jeg øjnene muligheden for at lave dem, så de lignede rigtige hindbærsnitter, så gjorde jeg straks det.

Til en hindbærsnitte-is skal du naturligvis bruge en god, hjemmelavet hindbæris samt sprøde dejstykker som i rigtige hindbærsnitter.

Du får 8-12 hindbærsnitte-is ud af følgende opskrift (afhængig af hvor store eller små du skærer dine iskager).

Hindbæris

3 dl hindbær, jeg brugte frosne pga. årstiden
1 dl rørsukker
1½-2 dl fløde

Hæld hindbær og rørsukker i en kasserolle og varm det op. Lad det simre i 5-10 minutter, inden du tager kasserollen af komfuret. Lad det køle lidt af, inden du blender det sammen med fløde. Stil blandingen i køleskabet, indtil den er kølet helt af og kør den derefter på en ismaskine. Sæt din hindbæris i fryseren, indtil du skal bruge den.

Hindbærsnitte-dej

1 tsk vaniljepulver
75 g flormelis
150 g blødt smør
250-300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2-3 spsk vand

Rør ingredienserne til dejen sammen og ælt den, til den er ensartet og fin. Stil den i køleskabet en halv times tid, inden du deler den i to lige store dele. Rul dem ud hver for sig til aflange stykker – prøv at undgå, at de bliver over 12 cm brede og sørg for, at de er ca. lige store. Læg derefter dejstykkerne på en bageplade, der er dækket med bagepapir. Bag dem i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader – de må gerne se lyse ud, for det er vigtigt, at de ikke får for meget. Lad dem køle helt af.

Tid til at samle din hindbærsnitte-is!
Du samle dine iskager på forskellige måder. Den mest enkle er at fordele ½-1 cm hindbæris ud over den ene kagebund (der vender med bagsiden opad) og derefter lægge den anden kagebund på (med bagsiden ned mod isen). Tryk dem sammen, så isen kommer helt ud til kanten. Pynt din hindbærsnitte-is med glasur og evt. lidt frysetørrede hindbær. Put din hindbærsnitte-is i fryseren en ½-1 times tid, inden du skærer den ud til iskager.

Du kan også – hvis du er mere forsigtig – forsigtigt skære kagebundene ud i lige store stykker (det kræver et godt øjemål eller at du bruger lineal) og smør et stykke med hindbæris, læg et andet stykke på, klem sammen og pynt med glasur. Put den gerne i fryseren, så din iskage er lettere at bide af, når du serverer den.

Note: Dette var i al ubeskedenhed en god idé! Hindbærsnitter i sig selv er en dejlig kage, og denne isudgave er bestemt originalen værdig. Denne hindbærsnitte-is har en lidt sødere og blødere smag end den traditionelle hindbærsnitte, men det gør absolut ikke noget. Vil du have den mere syrlig, kan du altid skære lidt ned på fløden og/eller sukkermængden.

Hindbærtærte med marengslåg

hindbærtærte, tærte, hindbær, dessert, desserttærte, æg, rørsukker, hvedemel, vanilje, smør, majsstivelse, dessert, kageJeg bliver selvfølgelig også nødt til at lave nogle desserter i løbet af mit ild-benspænd, så derfor bagte jeg denne hindbærtærte i fredags. Den blev toppet med et lag marengs og derefter nænsomt brændt. Jeg har ikke en lille brænder, da det ikke er så tit, jeg har brug for at sætte ild til maden, men så er det jo godt, man har en havebrænder! Den kan også bruges i en snæver vending, men så skal brændingen altså foregå ude på terrassen…

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på lemon meringue pie men erstattede citronfyldet med hindbær. I nedenstående opskrift har jeg desuden skruet endnu mere op for mængden af hindbær i forhold til den udgave, jeg bagte, da jeg opdagede, at kagen sagtens kunne tåle lidt mere fyld – og i øvrigt lidt mindre sukker, end jeg først havde brugt. Derudover har jeg skåret lidt ned for mængden af dej og marengs, så det passede bedre med formen.

Hindbærtærte med marengslåg
ca. 10 personer

Tærtedej:
150 g hvedemel
75 g koldt smør
1 æggeblomme
2 tsk sukker
1½ tsk ren vaniljepulver
1-2 spsk vand

Hindbærfyld:
450 g frosne hindbær
200-250 g rørsukker
2 æggeblommer
2 spsk majsstivelse
evt. citronsaft

Marengs:
3 æggehvider
ca. 110 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver

Bland de tørre ingredienser til dejen og gnid smørret godt ind i det. Tilsæt lidt vand, så du efterhånden kan forme en dej af det. Læg dejen på køl i mindst en halv time. Rul derefter dejen ud uden at ælte alt for meget. Beklæd en smørsmurt tærteform med dejen (formen skal være ca. 28 cm i diameter) og læg et stykke bagepapir med kikærter eller ris oven på. Forbag bunden ved 200 grader i 15 minutter og fjern derefter bagepapir og ris, inden den får fem minutter mere.

Varm hindbær og rørsukker op i en kasserolle. Lad det boble et par minutter, indtil hindbærrene er helt møre, og rør så æggeblommer ud i bærrene. Tag lidt af saften fra kasserollen og hæld over i en lille skål. Rør majsstivelsen ud i den og hæld derefter majsvæsken tilbage i kasserollen. Lad det simre i yderligere nogle minutter. Smag forsigtigt på hindbærfyldet og tilsæt enten mere sukker (hvis det er meget syrligt) eller citronsaft (hvis det er ret sødt). Lad det køle af nogle minutter. Hæld hindbærfyldet i den forbagte bund og bag din hindbærtærte i ti minutter mere ved 200 grader.

Lad kagen køle af – stil den evt. i køleskabet, indtil en halv time før, at du skal bruge den. Vær opmærksom på, at jo køligere din hindbærtærte er, når den serveres, jo mere syrligt smager den.

Nu er det tid til at lave marengsmassen. Pisk æggehviderne stive og pisk herefter ved høj hastighed, mens du langsomt tilsætter sukker, indtil massen er blank. Dæk din hindbærtærte til med marengsmasse – sørg for at dække kagen helt – og find en brænder frem. Brænd marengstoppene med bløde bevægelser – det går hurtigt, så lad ikke brænderen pege for længe mod din hindbærtærte.

Servér din hindbærtærte med det samme.

Note: Sød og intens hindbærtærte – næsten konfektagtig i sin koncentration, så husk at skære små stykker.

hindbærtærte, tærte, hindbær, dessert, desserttærte, æg, rørsukker, hvedemel, vanilje, smør, majsstivelse, dessert, kage

Brødbudding med kirsebær og bourbon-sauce

brødbudding, dessert, kage, brøddessert, kirsebær, æg, fløde, sukker, bourbon, sauce, dessertsauce, mørk farin, vanilje, Denne brødbudding udgjorde desserten til vores vinsmagning sidste weekend – samme aften hvor vi blandt andet fik grillede rejer og skillet potatoes.

Jeg var faldet over en opskrift på brødbudding i ‘Texas Favourites’, men jeg endte dog med at lave en noget anden version, som ikke desto mindre var ret skøn. Jeg brugte blandt andet syltede kirsebær, og her valgte jeg Amarena Toschi kirsebær, der sælges i en lille hvid krukke med rød skrift. Den har en mildere smag end den blå variant – og er noget billigere.

Brødbudding med kirsebær og bourbon-sauce
8 personer

ca. 450 g lyst daggammelt hvedebrød
smør til at gnide formen
50-75 g pekannødder, groft hakkede
1 dl rosiner
1 glas Amarena Toschi kirsebær (andre kan bruges – vælg en med hele, kraftige og søde bær)
5 æg
2 dl fløde
2 dl sødmælk
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver

Bourbon-sauce:
100 g smør
2 dl rørsukker
1 dl fløde
1 dl bourbon
et lille knips salt

Start med at smøre et stort, dybt fad med smør. Flå derefter brødet fra hinanden i mundrette stykker. Drys nødder og rosiner over og fordel så kirsebærrene over brødet. Hæld kirsebærsiruppen ud over. Pisk æg, fløde, mælk og krydderier sammen til en jævn masse og hæld den over brødfadet. Sæt fadet i køleskabet i mindst en time, så brødet kan trække saften til sig.

Bag din brødbudding i ovnen ved 180 grader i 45-55 minutter. Tag den ud, når den er blevet gylden og samtidig ikke ‘bølger’ på midten, hvis du ryster fadet.

Nu er det tid til at lave bourbon-sauce. Hæld smør, sukker og fløde i en kasserolle og varm det langsomt op. Når smør og sukker er smeltet, tager du kasserollen af varmen. Rør det godt sammen med bourbon og smag til med lidt salt.

Servér din brødbudding lun sammen med den varme bourbon-sauce.

Note: Brødbudding er ikke den kønneste dessert, der findes, men denne fyldige version er virkelig skøn. Det er især kirsebærrene, der giver den en godt, sødt pift, men også den dejlige bourbon-sauce samler for alvor smagen.

brødbudding, dessert, kage, brøddessert, kirsebær, æg, fløde, sukker, bourbon, sauce, dessertsauce, mørk farin, vanilje,