Bubble Tea med fennikel

bubble tea, te, drik, kold drik, sirup, sukker, mælkJeg får ikke blogget så meget her i varmen, men nu må jeg hellere få afsluttet sidste måneds benspænd, så jeg kan komme i gang med det nye – det passer nemlig rigtig godt til vejret! Jeg har længe ønsket at lave Bubble Tea, som jeg prøvede, da vi var i New York for fem år siden. Det er en drik, der ser dejlig fjollet ud, for ikke alene kombinerer du kold te med mælk og sukker/sirup – i bunden af drikken ligger der et lag tapioka-perler! Dem kan man så suge op med det brede sugerør sammen med resten af drikken.

Det er ikke helt let at få fat i tapioka-perler, men jeg fandt nogle i en asiatisk specialbutik. De viste sig dog at være for porøse, så i stedet fandt jeg en online-forhandler af boba-perler, der er ret bløde. Men har du først fået fat i de bløde perler, så er resten ganske let. Jeg købte i øvrigt boba-perler med kirsebærsmag, da jeg tænkte, at de ikke blot ville passe godt sammen med fennikelte – jeg troede også, at de var lilla ud fra den side, jeg kiggede på. Jeg blev derfor noget overrasket, da de dukkede op med posten og var… orange!? Oh well, de smagte fint alligevel 🙂

Bubble Tea
1 person

1 dl stærk kold te – jeg brugte fennikelte
1 dl mælk
1 spsk sukkersirup
5-6 isterninger
2 spsk boba-perler

Husk at lave teen i god tid i forvejen, så den kan nå at køle helt ned i køleskabet. Hæld boba-perlerne i glasset og derefter isterningerne. Rør siruppen ud i teen og hæld den over isterningerne. Slut af med mælk samt et bredt sugerør.

Note: Bubble Tea er altså en ret funky drik! Jeg er selvfølgelig pjattet med de små kugler, man suger op undervejs, men kombinationen af mælk, sirup og te var også udmærket, selvom jeg nu ellers aldrig har været til den slags i den varme udgave.

Hyldeblomstboller og kanel-te

Jeg stod tidligt op for at bage de boller, jeg havde lavet dej til i går, og samtidig lave en gang sød kanel-te. Sidstnævnte er igen en opskrift fra ‘Mellemøstlige køkkener’ fra Klematis, mens førstnævnte var noget, jeg fik ideen til for et par dage siden, da jeg kom i tanke om den lille portion hyldesukker, jeg havde tilbage fra i sommers. Det holder sig i øvrigt fint og smager dejligt af sommer. Jeg ville godt have bagt bollerne med hvedemel som den primære meltype, men det var vi udgået for, så det blev emmermel i stedet, og bollerne blev derfor tungere og mere mættende – men det gør jo heller ikke noget her fra morgenstunden.

Hyldeblomstboller
6 stk. hyldeblomstbolle, hyldeblomster, hyldeblomstsukker, hyld, sukker, boller, durummel, emmermel

15 g gær
3 dl koldt vand
3 spsk hyldesukker
½ tsk salt
1 dl havregryn
2 dl durummel
emmermel for resten

lidt æggehvide
hyldesukker til pynt

Opløs gæren i vandet og bland resten af ingredienserne i efter rækkefølge, så du til sidst har en god og lidt klæbrig dej. Dæk den til og lad den hæve natten over på køkkenbordet. Form dejen til boller og pensl dem med æggehvide, inden du strør hyldeblomstsukker på. Lad dem hæve en halv times tid, inden du bager dem ved 220 grader i 15-20 minutter.

Note: Hyldeblomstsmagen er ikke så tydelig – det ville den måske i højere grad blive, hvis emmermelet blev erstattet med hvedemel – men bollerne er mere søde og mættende.

Kanel-te
1½ stort glas kanel-te, kanel, ingefær, valnødder, te, the, varm drik

½ l vand
2 stk kanel
frisk ingefær på størrelse med en lille tommelfinger
sukker
4-5 valnødder

Skræl ingefæren og skær den i mindre skiver. Læg skiverne i en kasserolle sammen med kanel og vand og bring det i kog. Lad det simre en times tid og tag så kanel og ingefær op. Smag teen til med sukker og servér det i glas sammen med lidt knuste valnødder.

Note: Det er en god og kraftig kanel-te, som er dejlig på denne årstid. Jeg var dog lige lovlig gavmild med sukkeret, så det blev lidt overvældende, og jeg vil derfor anbefale dig at være lidt varsom med doseringen.

Savlende lækker chokolade-cappucinokage og chai med kardemomme

chokolade-cappucinokage, kage, dessert, chokoladekage, smør, mørk chokolade, chokolade, pulverkaffe, rørsukker, æg, hvedemel, mælkechokolade, valnødder, cappucinocreme, hvid chokolade, pulverkaffe, flormelisI søndags fik vi årets lækreste kage. Nej, jeg overdriver ikke – jeg kan pt. ikke forestille mig en kage, der smager bedre, og jeg har ellers en umådelig god fantasi. Men hold da (…censur…) hvor var den lækker! Og da jeg skulle fryse resterne ned i går (for der blev rester, men det var vist kun fordi, at den også mætter godt), så måtte jeg liiiige smage et lille stykke… som endte med ikke at blive så lille igen, for den kage er en fælde. En fælde siger jeg! Jeg bliver tilmed lækkersulten, nu hvor jeg tænker på den…

Opskriften er oprindeligt fra nr. 2/2009 af Magasinet Mad!, men jeg brugte valnødder i stedet for pekannødder, og så brugte jeg mælkechokolade med nødder i, da jeg ellers kun havde mørk eller hvid chokolade på lager. Glasuren er også lavet med mindre flormelis end oprindeligt. Til kagen serverede jeg en chai med kardemomme, som jeg fandt inspiration til i et gratis blad fra Netto. Her skal man oprindeligt bruge noget skal fra en appelsin, men da jeg ikke lige lå inde med økologiske appelsiner, og appelsinsæsonen også er ved at være slut, så brugte jeg lidt appelsinjuice i stedet.

Klar til kage?

Chokolade-cappucinokage
8-12 personer

110 g smør
120 g mørk chokolade
1 spsk pulverkaffe rørt med 3 spsk varmt vand
250 g rørsukker
3 æg
100 g hvedemel
50 g mælkechokolade
75 g hakkede valnødder

Cappucinocreme:
100 g hvid chokolade
50 g smør
1 spsk pulverkaffe rørt med 3 spsk varmt vand
150 g flormelis

Smelt chokolade, smør og kaffen i en gryde ved svag varme. Tag gryden af, så snart det er smeltet. Pisk rørsukker og æg grundigt sammen og tilsæt chokolademassen, når den er afkølet lidt. Pisk det sammen og tilsæt hvedemel, hakket mælkechokolade og valnødder. Hæld dejen i et lille ovnfast fad (ca. 20×25 cm), der er beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 180 grader i 30-35 minutter.

Smelt alle ingredienser til cremen – undtagen flormelis – i en gryde ved lav varme, og tag den af varmen, så snart indholdet er smeltet. Rør flormelis og smør cremen ud over chokoladekagen, når den er afkølet.


Chai med kardemomme
5 kopper
chai med kardemomme, te, kanel, kardemommekapsler, nelliker, appelsinjuice, mælk, rørsukker, sort te
2 kopper vand
5 cm kanelstang
8 kardemommekapsler
8 hele nelliker
et skvæt appelsinjuice
3 kopper mælk
6 tsk rørsukker
3 tsk løst sort te

Hæld vandet i gryden sammen med kanel, kardemomme, nelliker og appelsinjuice. Kog det op og lad det simre i 10 minutter. Tilsæt mælk, sukker og teblade, læg låg på og lad det koge et par minutter. Si drikken og servér den med det samme.

Note: Mild, sød og krydret på samme tid – uden at den bliver vammel. Den krydrede smag passede særdeles godt med kagen.