Morgenmadsburger med bacon

morgenmadsburger, burger, burgerbolle, bolle, tomater, bacon, svinekød, æg, ostNår jeg har blogget om morgenmadspizza, må jeg selvfølgelig også blogge om morgenmadsburger! Se, denne morgenmadsburger er den slags, du burde kunne bestille på en café, men jeg har dog aldrig set det på et menukort. Det ville ellers være en glimrende idé. Denne morgenmadsburger er lidt i familie med en tømmermændsburger, jeg bloggede om sidste år, men morgenmadsversionen er nok min favorit (og så er jeg i øvrigt den irriterende type, der aldrig har tømmermænd).

OBS – husk at bruge gode, saftige burgerboller (gerne hjemmebagte) samt kvalitetsbacon.

Morgenmadsburger
2 stk.

2 burgerboller – helst hjemmebagte
smør til stegning
ca. 200 g god bacon, skåret i tykke skiver
1 mellemstor tomat, skåret i tynde skiver
2 æg
2 tykke skiver mild ost

Smelt en lille smule smør på en stor pande og steg baconen i det. Den skal være både sprød og saftig, så pas på, at du ikke oversteger den. Tag baconen af panden, skær bollerne over og steg dem på selve snitfladen i det smeltede baconfedt. Når bollerne har fået farve, tager du dem af panden. Smelt lidt mere smør på panden og lav to spejlæg. Mens de steger, putter du ost på den nederste del af hver bolle og zapper dem kort tid i mikroovnen, så osten smelter lidt. Læg bacon oven på. Når spejlæggene er færdige, lægges de i burgerne sammen med tomatskiverne. Servér din morgenmadsburger med det samme.

Note: Saftig, fedtet burger som får lidt frisk syrlighed fra tomaterne. Hvis du gerne vil have flere krydderier fra morgenstunden, kan du evt. tilføje lidt chili under stegningen af bacon, men det er på eget ansvar!

Muffuletta sandwich

muffuletta sandwich, frokost, sandwichbolle, bolle, burgerbolle, skinke. pølse, ost, svinekød, oliven, olivenolie, hvidløg, chili, blåmkål, gulerødder, lagereddike, sukker, timian, oreganoDa jeg researchede mit cajun-benspænd, faldt jeg over New Orleans-klassikeren muffuletta sandwich. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke stå for navnet, men det gør heller ikke noget, at muffuletta indeholder en del ost, og det kan sådan en ostehapser som mig slet ikke stå for! Såeh… her er altså en temmelig solid og mættende sandwich, som man skal være to til at dele!

Muffuletta sandwich har egentlig rødder tilbage til Italien, hvilket du kan læse mere om på Wikipedia, og af samme grund hører den muligvis ikke til cajun-køkkenet, da sandwichen består af en række ingredienser fra Italien. Men denne så simpelthen så vulgær ud, at jeg blev nødt til at prøve den!

Vær obs på, at olivensalaten skal tilberedes dagen i forvejen. Jeg lavede en olivensalat på slump efter at have skelet lidt til en opskrift hos Foodie and Wine.

Muffuletta sandwich
2 personer

1 meget stor sandwichbolle – gerne hjemmebagt, men brug ellers et godt foccaciabrød fra bageren

Olivensalat:
1 dl blomkål, skåret i mindre stykker
0,75 dl gulerod skåret i små stykker
1 dl lagereddike
2 spsk rørsukker
1 tsk salt
1½ dl grønne oliven
1½ dl sorte oliven
½ rød peberfrugt, skåret i små tern (har du en grillet udgave på glas, er det endnu bedre)
1 tsk oregano
1 tsk timian
2 fed hvidløg, pressede
1 tsk chiliflager
½ tsk sellerisalt
½ tsk halvknuste peberkorn
½ dl rødvinseddike
1-1½ dl olivenolie

Fyld:
80-100 g skinke
80-100 g salami
tykke skiver ost (gerne provolone, men har du ikke det, kan en god danbo bruges – husk i så fald at drysse lidt røget paprika over)

Tilberedningen starter dagen før. Her rører du lagereddike, rørsukker og salt sammen, indtil salt og sukker er opløst. Hæld blomkåls- og gulerodsstykker i og stil det i køleskabet til næste dag. Finthak oliven og rør dem sammen med resten af ingredienserne til olivensalaten. Lad det trække i køleskabet. Dagen efter hælder du lagereddiken fra og vender blomkål og gulerødder i resten af olivensalaten. Lad det gerne trække i køleskabet et par timer – hvis muligt. Hvis ikke, så brug det, som det er (men det har bedst af at trække).

Skær den store sandwichbolle over og skrab en god del af brødet ud, så der er bedre plads til fyldet. Smør begge halvdele med en gavmild mængde olivensalat. Læg dernæst et lag skinke, et lag ost og et lagt salami. Gør det en gang mere og læg så et lag olivensalat, inden du lægger endnu et lag skinke, et lag ost og et lag salami. Læg den øverste del af sandwichbollen oven på fyldet og tryk det godt sammen. Zap din muffuletta sandwich i mikroovnen i et par minutter, så den yderste del af osten begynder at smelte. Servér din muffuletta sandwich med det samme – gerne med en stabel servietter, da det er en snasket sag.

Note: Muffuletta sandwich er en ret mættende sag! Saftig, fedtet og fuld af ost og kød – en perfekt spise til dagen efter en festlig aften. Har du planer om at gå i byen, så sørg for at røre en olivensalat sammen inden samt købe ind til en muffuletta sandwich, som du kan spise dagen efter.

Dirty rice – en cajun-risret

dirty rice, cajun risret, ris, kyllingelever, kylling, svinekød, pølser, peberfrugt, løg, bladselleri, oregano, timian, sambal oelek, bouillon, løgpulver, hvidløgssalt, hvidløgDirty rice!? Hvad er det? Jamen, det er skam en ret fra cajun-køkkenet, som jeg eksperimenterer med i denne måned. Dirty rice har fået sit navn efter udseendet på retten, for den består typisk af ris iblandet finthakket kyllingelever sammen med enten hakket svinepølse eller hakket oksekød. De finthakkede kødstykker giver retten et lidt ‘grumset’ udseende, men det er – ligesom med så megen anden comfort food – en virkelig lækker og vanedannende ret.

Jeg piftede min udgave af dirty rice lidt op, da jeg valgte også at bruge rød peberfrugt i retten (normalt bruger man kun grøn), og så dryssede jeg også lidt frisk grøn peberfrugt over ved serveringen. Min version af dirty rice er desuden en lidt mere ‘våd’ udgave, da jeg sørgede for at lave portionen stor nok til, at der var rester til dagen efter. Så var der nemlig aftensmad på få minutter, og det er nu dejligt i den travle hverdag 🙂

Dirty rice – cajun risret
4-5 personer

300 g kyllingelever
5 dl kyllingebouillon
200 g svinepølser, skåret i mindre tern
1 løg, skåret i tern
2 spsk baconfedt eller andefedt – kan erstattes af smør
2 fed hvidløg, finthakkede
2 stængler bladselleri, skåret i små tern
½ grøn peberfrugt, skåret i små tern (tag evt. lidt fra til pynt)
½ rød peberfrugt, skåret i små tern
1 tsk sød paprika
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk sambal oelek
3½ dl ris
ekstra vand
salt og peber

Hæld bouillonen i en gryde og varm den op. Skyl kyllingeleveren grundigt igennem og fjern evt. strenge. Put kyllingeleveren i det kogende vand og lad det simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingeleveren op med en hulske og læg det på et spækbræt. Hæld væden op i en skål og smelt nu fedt eller smør i gryden. Finthak kyllingeleveren. Svits nu løg, pølse og kyllingelever i gryden i et par minutter. Tilsæt hvidløg og rør godt rundt, inden du tilsætter bladselleri og de to slags peberfrugt. Rør rundt og tilsæt så krydderierne. Lad det simre i ca. fem minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde. Hæld nu ris og væden fra kogningen over og rør grundigt i gryden, inden du lægger låg på og lader det simre i ca. 15 minutter. Kig til det et par gange undervejs og tilsæt lidt mere vand, når det er ved at koge tør. Smag til med salt og peber og servér din dirty rice med det samme – evt. toppet med lidt frisk grøn peberfrugt.

Note: Dirty rice er ikke verdens kønneste ret, men hold da op hvor smager den godt! Jeg synes, at krydringen er helt tilpas, og selvom der ikke er brugt så meget fedtstof i retten, så kan man godt smage det – uden at det bliver overvældende.

Gumbo med kylling og pølse

gumbo med kylling, pølse, svinekød, peberfrugt, bouillon, cayennepeber, timian, oregano, løgpulver, En af de mest kendte retter fra cajun-køkkenet er gumbo. De mest almindelige versioner er henholdsvis gumbo med kylling og gumbo med skaldyr, og i sidste uge prøvede jeg kræfter med kyllinge-udgaven.

Gumbo er en tyk stuvning lavet på kød eller skaldyr samt grøntsager, og den serveres sammen med kogte ris. Retten tager ofte lang tid at lave, da man – i tilfældet med gumbo med kylling – starter med at lave en bouillon på en kylling, inden man laver resten af retten. Jeg har dog snydt og brugt hjemmelavet kyllingebouillon fra fryseren, og så mindskes tilberedningstiden betydeligt. Gumbo med kylling indeholder ofte røgede pølser. De kan være svære at finde, men jeg fandt en pakke fra Aalbæk, som jeg brugte nogle af i min udgave.

Gumboen bliver jævnet til sidst med enten okra eller roux (en opbagning af fedtstof og hvedemel). Jeg brugte sidstnævnte.

Gumbo med kylling og pølse
3-4 personer

1 løg, skåret i tern
2 kyllingebryster, skåret i tern
olie til stegning
½ l kyllingebouillon
1 rød peberfrugt, skåret i tern
1 stykke bladselleri, skåret i skiver
2 røgede pølser
1½-2 tsk sambal oelek
½ dl hvedemel
½ dl rapsolie
salt og peber
evt. vand

Varm en sjat olie op i en gryde og svits løgternene i det ved mediumvarme. Tilsæt kyllingestykkerne og sørg for at brune dem på alle sider. Tilsæt så pølsestykkerne og steg yderligere et par minutter. Tilsæt nu bouillon, peberfrugt og bladselleri og lad det simre en halv times tid. Hæld hvedemel og rapsolie i en kasserolle og varm det op. Lad det simre et par minutter, inden du tager kasserollen af varmen. Hæld indholdet i gryden – vær forsigtig, da olien kan sprutte, når den rammer den varme væde. Rør det godt sammen og lad det simre i yderligere 5-10 minutter. Synes du, at din gumbo bliver for tyktflydende, tilsætter du blot lidt vand. Smag til med sambal oelek, salt og peber.

Servér din gumbo med kylling sammen med kogte ris.

Note: Oh my – gumbo med kylling er virkelig comfort food! Fyldig, cremet ret med masser af smag. Gumbo med kylling smager i øvrigt endnu bedre dagen efter, hvor retten har trukket smag henover natten, så gør dig selv en tjeneste og lav en ekstra stor ret, når du prøver denne ret!

Bánh mì med svinekød

bánh mì med svinekød, vietnamesisk, asiatisk, brød, svinekød, kotelet, hoisinsauce, honning, gulerod, agurk, risvinseddike, rørsukker, mayonnaise, chilisauce, chili, mynte, korianderBánh mì med svinekød er er en vietnamesisk sandwich, der opstod, da franskmændene kom til Vietnam tilbage i kolonitiden. Bánh mì er et baguette-lignende brød, som er flækket og fyldt med kød, syltede grøntsager og friske krydderurter.

Jeg har lavet en bánh mì med svinekød, og den er lidt mere vestlig-inspireret end originalen. Jeg valgte nemlig den lette løsning og købte en baguette hos bageren, men faktisk laver vietnameserne bánh mì af en blanding af hvedemel og rismel.

Jeg kiggede på forskellige opskrifter på bánh mì med svinekød men fulgte ikke en bestemt.

Bánh mì med svinekød
2 personer

2 stykker frisk, sprød baguette på ca. 20 cm hver
1 stor skaftkotelet
1-1½ spsk hoisinsauce
salt og peber
kokosolie til stegning
1 spsk honning

Syltede grøntsager:
1 gulerod, skåret i tændstiktynde stykker
½ agurk, skåret i tændstiktynde stykker
2 dl risvinseddike
1 tsk salt
2 tsk rørsukker
evt. lidt vand

Chilimayonnaise:
2 spsk god mayonnaise, gerne Helmanns
1½ tsk stærk chilisauce, gerne srichacha

Derudover:
1 spsk mynte, finthakket
½ bundt frisk koriander

Drys salt og peber på koteletten og pensl den derefter med hoisinsauce. Læg den i køleskabet en times tid. Hæld risvinseddiken i en skål sammen med salt og sukker og rør godt rundt. Læg grøntsagerne i eddiken og ælt dem lidt med fingerspidserne. Tilføj evt. en smule vand, så grøntsagerne bliver dækket. Lad dem trække i køleskabet en times tid.

Tag koteletten ud af køleskabet et kvarter før, at du vil stege den. Smelt kokosolie på en pande og steg kødet ved mediumvarme, indtil den er stegt mør. Tag den af panden og lad den hvile lidt, inden du skærer den i strimler og hælder honningen over i en tynd stråle.

Rør chilimayonnaisen sammen.

Flæk baguette-stykkerne i den ene side og fjern noget af den bløde krumme, så der er plads til mere fyld. Smør hvert stykke indvendigt med chilimayonnaisen. Hæld eddiken fra de syltede grøntsager og fordel dem i brødene sammen med kødet. Slut af med at putte de friske krydderurter i din bánh mì med svinekød.

Note: Dette er absolut en fantastisk måde at få sandwich på! Bánh mì med svinekød er både saftig og sprød, krydret og frisk. Det er samtidig også en sandwich, der sagtens kan varieres – prøv for eksempel med andekød.