Chakalaka – sydafrikansk vegetarret

chakalaka, afrikansk, sydafrikansk, vegetarmad, vegetar, vegetarret, peberfrugt, cayennepeber, hvidløg, løg, karry, timian, paprika, kål, spidskål, hvidkål, tomater, bønnerMånedens første benspændsret er den sydafrikanske ret med det herlige navn chakalaka. Jeg bliver helt i godt humør af at sige det højt – måske fordi chakalaka får mig til at tænke på denne popsang.

Men altså – chakalaka er en vegetarret, som ofte spises, som den er – eventuelt med brød til. Du kan dog også bruge den som tilbehør til en kødret. Retten kan indeholde mange forskellige grøntsager men oftest tomater, løg, gulerødder og kål, ligesom der også indgår karry og bønner.

Jeg skelede til forskellige udgaver på nettet og valgte at lave en version, hvor der blandt andet indgik rød spidskål (da lige var det kål, jeg havde på lager) samt kidneybønner fra dåse.

Chakalaka
ca. 3 personer

1 løg, hakket
olie til stegning
2 tsk karry
3 fed hvidløg, presset
1 tsk timian
1 tsk røget paprika
½ tsk stærk cayennepeber
(evt. ½ tsk stødt ingefær)
500 g flåede tomater
ca. 3 dl hakket kål – jeg brugte rød spidskål
1 stor gulerod, groftrevet
1 rød peberfrugt, skåret i strimler
1 grøn peberfrugt, skåret i strimler
1 dåse bønner – jeg brugte kidneybønner
salt og peber

Hæld en sjat olie i en dyb pande og svits løg og hvidløg sammen med krydderierne ved mediumvarme. Efter et minuts tid tilsætter du tomaterne og lader det koge op. Derefter tilsætter du kål, gulerod, peberfrugter og bønner. Lad det simre i mindst fem minutter – evt. lidt mere afhængig af, hvor bløde du ønsker, at grøntsagerne er. Smag til med salt og peber.

Chakalaka kan spises, som den er, eller serveres som tilbehør til kødretter.

Note: Chakalaka er en god og fyldig vegetarret, som har masser af smag og giver et rigtigt vitaminboost på en grå dag.

Torsk i kokosmælk

torsk i kokosmælk, kokosmælk, fisk, spidskål, nudler, ingefær, grøn karry. peanutsMånedens første kokosret bliver torsk i kokosmælk, der er en enkel ret, som vil gøre sig godt på en travl hverdagsaften. Det er ikke altid, at vi er så gode til at huske at spise fisk om aftenen, så da jeg faldt over et fint stykke torskefilet i supermarkedet, der var sat ned, var det en glimrende anledning til at lave en fiskeret.

Jeg holdt igen med krydderierne for ikke at overdøve den milde torskesmag, så dette er en ret for dig, der ikke er så vild med stærk mad.

Torsk i kokosmælk
2 personer

ca. 350 g torskefilet
lidt olie
½ dåse kokosmælk
½ tsk tørret ingefær
1-1½ tsk grøn karry
salt og peber

Derudover:
en håndfuld fintsnittet spidskål
ca. 100 g glasnudler
1 håndfuld saltede peanuts, hakkede
et forårsløg, fintsnittet

Pensl et ildfast fad med lidt olie og læg torskefileten i fadet. Rør kokosmælk, ingefær og karry sammen med lidt salt og peber og hæld blandingen ud over fisken. Stil fiskefadet i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter. Imens koger du nudlerne og fordeler dem på to tallerkner sammen med lidt fintsnittet spidskål. Tag fisken ud af ovnen og del den i to stykker. Læg dem på hver sin tallerken og drys peanuts og forårsløg over.

Note: Torsk i kokosmælk er en mild og behagelig ret, hvor kokosmælken bidrager med en rund og ‘blød’ smag, mens spidskål og forårsløg giver friskhed og peanuts en sprød knasen. Retten er samtidig let at tilberede, så det er en servering, jeg typisk ville sætte på bordet på en hverdag.

Vildand med blommer og vildris

vildand med vildris, ris, and, blommer, spidskål, kål, rødvin, andefond, enebær, maizenaJeg har fået fat i en vildand, og den skal naturligvis – i anledning af ris-benspændet – have følgeskab af vilde ris! Jojo, det må godt være sjovt at lave mad 😉

Vildtkød er ikke altid let at tilberede, og vildand er ingen undtagelse. Jeg har dog tidligere haft succes med at langtidstilberede vildand, hvor kødet bliver saftigt og mørt, så det gjorde jeg også denne gang. Jeg vil til gengæld fraråde at stege en vildand på samme måde som en almindelig and – så risikerer du let, at kødet bliver meget tørt og sejt.

Vildand med vildris
2 personer

1 vildand, skåret i fire dele
smør til stegning
10 enebær, knuste
½ tsk sorte peberkorn, knuste
3 dl kraftig andefond
3 dl vand
1 dl rødvin
350 g blommer uden sten
½ spsk maizena
1-2 spsk blommemarmelade

Rissalat:
en stor håndfuld fintsnittet spidskål
1 dl vildris
olivenolie

Smelt smør i en stor gryde og brun andestykkerne på alle sider. Tilsæt de øvrige ingredienser (undtagen maizena) og rør godt rundt. Læg låg på gryden og lad det småsimre i to timer. Mens anden tilberedes, koger du vildrisene (følg anvisningen på pakken – de skal typisk have 40-50 minutter). Lad risene køle lidt af. Hæld den snittede spidskål i en skål sammen med et skvæt olivenolie. Kram kålen godt og vend så risene i kålen.

Når din vildand har simret i to timer, hælder du ca. 2 dl af væden over i en lille kasserolle – si evt. væden inden. Hæld et lille skvæt af væden over i en lille skål og rør derefter maizenaen grundigt ud i den. Varm kasserollen med væden op. Når det begynder at boble, rører du maizena-væden i. Smag til med salt, peber og evt. lidt blommemarmelade (eller sirup), hvis du gerne vil have saucen lidt sødere.

Servér din vildand med rissalat og sauce.

Note: En utraditionel kombination af vildand, rissalat og sauce men ikke desto mindre en, der faldt i god jord hos både gemalen og jeg. Mmmm! Den lette sødme fra blommerne klæder anden virkelig godt, der er godt med bid i risene, og så giver spidskålen et sprødt og frisk pift til retten.

Lynstegt blæksprutte med nudler og spidskål

lynstegt blæksprutte, skaldyr, nudler, spidskål, ingefær, citroner, hvidløg, mayonnaise, pankorasp, asiatiskDa jeg var forbi fiskehandleren for nylig, købte jeg ikke bare blåmuslinger, der efterfølgende blev dampet i øl – jeg fandt søreme også blæksprutte i køledisken! Og da jeg elsker blæksprutte, købte jeg straks et halvt kilo, som næste dag blev forvandlet til denne ret – lynstegt blæksprutte med nudler og spidskål. Det var samtidig også en god anledning til at lege i køkkenet og kombinere råvarer på nye og spændende måder.

Lynstegt blæksprutte med nudler og spidskål
2 personer

ca. 500 g blækspruttearme
1 stor spsk friskhakket ingefær
2-3 fed hvidløg, presset
saften fra 2 citroner
olie til stegning
salt og peber

Derudover:
1½-2 håndfulde fintsnittet spidskål
100 g ukogte nudler
Kewpie (japansk mayonnaise)
evt. 2-3 spsk pankorasp

Flå skindet af blækspruttearmene og vask dem grundigt. Skær dem i mundrette stykker – sørg gerne for, at så mange som muligt af stykkerne har samme tykkelse (det er naturligvis svært med spidserne af armene, men prøv at gøre det med hovedparten af blækspruttearmene). Hæld blækspruttestykkerne i en skål og tilsæt citronsaft, hvidløg og ingefær. Rør godt rundt og stil derefter skålen i køleskabet en halv times tid.

Kog nudlerne møre. Kram den snittede spidskål med hænderne et par gange og fordel den i to skåle. Fordel nudlerne oven på.

Varm en god sjat olie op på en pande. Hæld marinaden fra blæksprutteskålen over i en mindre skål og vip blækspruttestykkerne over på panden. Svits blæksprutterne i 40-60 sekunder. Pas på, de ikke får for meget – så får de en ret gummiagtig konsistens. Du kan evt. stikke i et stykke lynstegt blæksprutte med en gaffel for at tjekke, om det føles mør. Tag blæksprutterne af varmen og fordel dem over nudlerne. Varm resten af blækspruttemarinaden op på panden i et minuts tid. Vil du have en ret krydret ret, fordeler du den varme marinade over blæksprutterne. Vil du gerne have en lidt mildere ret, sier du marinaden først, så ingefæren ikke kommer med, og så hælder du den tynde marinade ud over retten. Drys lidt salt og peber over.

I denne version af lynstegt blæksprutte valgte jeg at toppe retten med lidt japansk mayonnaise samt lidt pankorasp, der havde fået en hurtig tur på en tør pande.

Note: Lynstegt blæksprutte er simpelthen så lækkert! Nu er dette en mere kalorierig udgave, da jeg har brugt japansk mayonnaise og pankorasp som topping, men det kan du selvfølgelig udelade, hvis du foretrækker en mere enkel og kaloriefattig udgave. Jeg vil dog gerne slå et slag for kombinationen af blæksprutte og japansk mayonnaise. Den kombination faldt jeg for, da jeg prøvede den japanske streetfood, takoyaki.

Hiroshima Okonomiyaki

hiroshima okonomiyaki, japansk pizza, skinke, svinekød, hvedemel, æg, spidskål, forårsløg, dashi, mayonnaise, I går havde vi venner på besøg, og de blev udsat for en række japanske retter. Udover en variant af ramen med kylling fik de også en variant af okonomiyaki – nemlig en Hiroshima okonomiyaki (i den indgår der blandt andet nudler)! Jeg kan huske, at jeg læste om den, da jeg i sin tid kiggede på Little Japan Mama, og min lidt mere simple udgave er løseligt baseret på den. Jeg lavede dem desuden i lidt mindre størrelse end den klassiske okonomiyaki, da vi skulle nå igennem flere forskellige retter.

Hiroshima okonomiyaki
5 personer

2½ dl hvedemel
3 dl vand
2 tsk dashi pulver
olie til stegning
½ spidskål, skåret i tynde strimler
100 g tynde nudler
4 forårsløg, fintsnittet
5 skiver lufttørret skinke
evt. 5 æg

Pynt:
Okonomi-sauce (kan erstattes af tonkatsu-sauce)
Japansk mayonnaise (kan evt. erstattes af Hellmann’s mayonnaise)
Katsuobushi / bonitoflager

Start med at koge nudlerne.

Kram den fintsnittede kål grundigt med fingrene, så kålen bliver blødere. Pisk vand, mel og dashi sammen i en skål. Varm lidt olie på en pande og hæld 1-1½ grydeskefuld dej på. Fordel et godt lag spidskål oven på dejen, inden du topper det med nudler, skinke og lidt forårsløg. Slå et æg ud over den og hæld lidt mere dej over den. Steg din okonomiyaki i 1-2 minutter, inden du vender din okonomiyaki om på den anden side. Brug eventuelt to paletknive til det. Lad den stege i nogle minutter og tag den så af. Jeg gav mine lidt ekstra tid i ovnen, så det passede ind i rækkefølgen af de andre retter, jeg ville servere, men du kan også stege den færdig på panden – sørg blot for at tjekke, om den er gennemstegt, inden du tager den af panden.

En Hiroshima okonomiyaki skal naturligvis også pyntes inden servering. Jeg hældte godt med okonomi sauce ud over den, inden jeg pyntede den med mayonnaise og katsoubushi.

Note: Også en glimrende udgave af den ‘japanske pizza’! En Hiroshima okonomiyaki hører bestemt til fastfood-kategorien, men det er en dejlig saftig sag.

OBS – de japanske råvarer, der bruges i opskriften, kan købes i en række asiatiske specialbutikker. Jeg fandt mine hos den kinesiske købmand tæt på Nørreport.